Et selskabshus med plads til talks og bogklubber

Det var et godt kartoffelrækkehus, som Kristine Foss i 2001 flyttede ind i. Grundtingene var i orden, som hun siger. Her i huset har hun boet i 19 år, men først i år har huset fået »den store tur« og er blevet renoveret.

Da hun flyttede ind i 2001, var det ikke med drømmen om en familie. Den kom senere.

»Jeg drømte om et stort hjem med plads til middage. Jeg er sådan en, der samler på mennesker, og her skal altid kunne være mennesker og gæster. Et selskabshus med plads til talks og bogklubber,« siger Kristine Foss, som er netværksentreprenør.

I mange år har hun haft konceptet FossCircles, hvor medlemmerne mødes nogle gange om året for at mingle, netværke, få en drink og måske en dans. Det er blevet hendes brand og hendes arbejde.

»Jeg får idéer til at samle mennesker. Når jeg møder nye mennesker, der fortæller mig, hvad de drømmer om, går min hjerne straks i gang. Jeg kan ikke lade være med at tænke: ”Hvem kan hjælpe med det?”. Det er en ren refleks for mig,« siger den 51-årige netværker med et smil.

Oprindeligt er Kristine Foss uddannet indretningsarkitekt, og selv om det ligger et stykke fra netværksentreprenør, ser hun selv en klar sammenhæng.

»Min viden om indretning, rum og mennesker hænger rigtig godt sammen med min interesse for at netværke. Det hele handler om at skabe den rette stemning, så mennesker bevidst og ubevidst kommer i dialog og samspil. Det er det, man kan som rumdesigner og netværker,« forklarer hun.

Selv i gaden kan hun netværke.

»Jeg flyttede ind for gademiljøets skyld. Jeg kendte i forvejen folk, der boede her, og en dag fik jeg et tilbud om at købe min kusines hus. Jeg var virkelig i tvivl, om jeg skulle gøre det, men omkring samtidig fik jeg Jakob til bords til et bryllup, og han var i gang med at købe nabohuset. Der tænkte jeg: ”Det her bliver sjovt”, og det har holdt stik 150 pct.,« husker Kristine Foss.

Der hvor hun boede før i en lejlighed i København, kendte hun knap nok sine naboer, men det gør hun nu. Nogle af dem har boet her det meste af deres liv, og der var endda nogle, som havde arvet huset af deres forældre.

»Men der er sket meget i de seneste 19 år. Der er stadig dem, der skal bæres ud af Kartoffelrækkerne, men miljøet er bare blevet endnu bedre. Her bor direktører, musikere, tv-folk og så alle de gamle, der har boet her altid,« siger hun.

To børn i huset

I 2010 og 2013 blev livet som professionel netværker sat en smule på hold, for da blev Kristine Foss alenemor til to donorbørn. Huset, som er i tre etager med 40 kvm på hver etage, skulle nu huse en familie bestående af mor, to børn samt en au pair-pige. Det er løst sådan, at der i stueplan er køkken, stue og spisestue i ét. På første sal har au pair-pigen Ritchel sit værelse, og Asta på syv år og Thea på 10 år har deres legeværelse og et fælles soveværelse. Derudover er der et toilet.

På øverste etage er et større badeværelse, og her har Kristine Foss sit soveværelse og arbejdsværelse.

Den del af huset har ikke været synderligt berørt af den renovering, som har stået på, siden coronaen ramte Danmark i marts. Det har nemlig især været i stueplan, der er sket noget.

»Hele stueetagen har været pillet ud. Gulvet, køkkenet, den gamle brændeovn, alt! Så fik jeg lagt nye gulve og sat en ny dør i ud til haven,« forklarer hun.

Både de nye hvide gulve og døren er lavet for at skabe mere lys og får dermed de 40 kvm til at syne af mere.

Kartoffelrækkerne er ikke fredede, men derimod bevaringsværdigt byggeri, og i modsætning til hvad mange tror, er det kun udvendigt. Man skal dog stadig søge kommunen og fredningsmyndighederne om tilladelse til at ændre på husets udseende udadtil, mens man indendørs har frit slag.

Derfor skulle Kristine Foss også søge om lov til at sætte endnu en havedør i sit køkken-alrum, og det har krævet tålmodighed at få den tilladelse, men den kom efter et år og dermed tidsnok til den store renovering i år.

»Jeg plejer at joke med, at vi, der bor i Kartoffelrækkerne, gerne vil bo stort, men vi har alligevel valgt at bo i Kartoffelrækkerne. Vi har store biler og vil gerne have masser af lys i vores huse, så i virkeligheden bor vi jo det helt forkerte sted,« forklarer hun.

Elm og grønt

Døren ud til baghaven kunne ikke have været der før, for her stod køkkenet oprindeligt med front mod baghaven, men køkkenet er nu drejet 90 grader, så det står på væggen ind til naboen, og spiseafdelingen er der, hvor køkkenet var før, hvilket vil sige væk fra gaden.

»Min eneste bekymring var faktisk, om jeg kunne følge med i, hvad der sker ude i gaden, når spisebordet står heromme, men jeg har lagt mærke til, at folk falder til ro, når de sidder her,« forklarer hun.

Den ekstra dør til haven har klaret jobbet, for der er meget lys i Kristine Foss’ nye køkken. Noget af det stammer dog også fra en tynd lampe, som hænger i loftet og kaster et godt lys ned i køkkenet, og som kan skrues op og ned efter behov.

»Jeg havde intet mindre end tre lysarkitekter herude for at hjælpe mig med ombygningen, men ingen af dem foreslog andet end spots, og for mig er spots meget butiksagtigt. Det kan til nød gå til et badeværelse,« forklarer hun.

Lampen fandt hun selv ved et tilfælde i Gothersgade, og nu gør den jobbet i Hallinsgade.

Selve køkkenet er også nøje udvalgt. Det kommer fra Hornbæk Køkkenet og er lavet af elmetræ.

»Jeg forelskede mig totalt i det. Jeg vidste på forhånd, at jeg skulle have hvide gulve, for det giver lys, og derefter besluttede jeg, at det skulle være et trækøkken med en farve i. Men jeg har valgt elm, fordi det er en varmere træfarve end for eksempel eg,« siger hun og stryger en hånd over lågerne på overskabene, som er en mørk støvet æblegrøn.

Ved siden af står spisestuen i flere nuancer af blomme.

»Jeg er egentlig ikke så vild med lilla, for jeg har altid været mest til grøn. Men jeg har haft stolene i mange år, og de er blevet ombetrukket i denne farve, og så valgte jeg væggenes farve ud fra stolene,« siger hun og kigger på spisestuen, hvor der er plads til 10 gæster, og for enden hænger et stort maleri af kunstneren Ida Kvetny.

»Jeg har brugt rigtig lang tid på farverne. Fordi jeg er uddannet indretningsarkitekt, har jeg haft mange dåser farveprøver hjemme, malet, kigget, tænkt, malet om og prøvet igen. Jeg kan sagtens bruge en uge på at overveje en knækket hvid. Så tager jeg flere forskellige knækket hvid og sætter dem op ved siden af hinanden.«

Blommefarven går igen i de stribede gardiner, som hænger to steder i køkken-alrummet ud til den lille gang mod hoveddøren. Kristine Foss kalder dem for sjov ”bordelgardiner”, men deres funktion er ikke noget at grine af.

»De tager både kulden fra døren og larmen fra tv’et, når mine børn ligger lige ovenpå og sover. Derudover føles det, som om rummet bliver lukket af, når man har gæster ovre ved spisebordet, og man trækker gardinet for mod gangen,« forklarer hun.

Upstairs and downstairs

Oppe på første sal huserer de to døtre og au pair-pigen Ritchel. De har et lille gæstetoilet, og så er der pigernes legerum og soveværelse samt Ritchels værelse.

Pigerne bliver dog langt fra glemt, fordi man går videre op ad den smalle trappe til anden sal. Her hænger nemlig sort-hvide portrætter af børnene, og så har vi en daybed og badeværelset, som alle husets beboere deler.

»Når pigerne deler værelse i et hus, som trods alt ikke er større, kan de godt have brug for et helle. Derfor har jeg lavet denne seng, hvor de kan gå hen, hvis de vil være alene. Jeg har ikke prøvet, om det også virker på moren,« griner Kristine højt.

I modsætning til mange af de andre beboere i Kartoffelrækkerne har Kristine ikke fået lavet loft til kip på sin anden sal. Derimod har hun bevaret det flade loft, så hun også har bevaret stukken, som giver soveværelset et romantisk look.

Fra trappen er der adgang til Kristines soveværelse, hvor hun kan trække sig tilbage, hvis hun får brug for det. Her er mor-tid. Det betyder, at her er masser af bøger, fotografier og kunst på væggene, for det fylder i det hele taget meget for Kristine Foss, men kommer tydeligst til udtryk i hendes soveværelse.

»Jeg interesserer mig meget for kunst, men jeg ser det også som en investering. Dette gule maleri er for eksempel af en kunstner, som jeg længe har holdt øje med,« siger Kristine og peger på et maleri i soveværelset.

Kunst får hun primært fra det nærliggende Galleri Pi, og så er hun gode venner med familien Asbæk, som altid gerne vil give hende gode idéer til kunstkøb.

»De her jordklodebilleder har jeg købt på Arkitektskolens afgangsudstilling, men der er også kunst rundt omkring, som jeg selv har lavet,« siger hun.

Der er stadig planer for byhusets fremtid, men lige nu nyder Kristine Foss og hendes familie, at huset er færdigt.

»I mange år har jeg beskæftiget mig med så meget andet, men det har været sjovt at være indretningsarkitekt igen.«