Fortsæt til indhold
Bolig

Sådan kan friværdi forsøde din pensionisttilværelse

Det afhænger af behov og temperament, hvordan man bedst udnytter friværdien i sin bolig til at forsøde tilværelsen i den tredje alder.

Anna Raabæk

De seneste års prisfest på boligmarkedet har fået friværdien til at vokse for mange boligejere.

Men hvordan udnytter man friværdien bedst muligt, når pensionen nærmer sig? Det kommer an på ens behov - og temperament.

Overordnet set kan man dele det op i tre muligheder, fortæller Carsten Holdum, som er forbrugerøkonom hos PFA.

- Friværdi er en joker i forhold til at få mest ud af sine penge ved pensionen, siger han og henviser til, at der ikke er én løsning, der er rigtig for alle.

For at bruge af den formue, man har sparet op i boligen, kræver det, at man belåner den - eller at man sælger boligen og eksempelvis flytter til leje eller i sommerhus.

Hvornår - og om - man skal bruge af friværdien for at få mest ud af sine penge, må man gøre op med sig selv.

- Der er nogle, der ønsker at leve gældfrit, fordi det er rart, og som derfor ikke vil bruge af friværdien. Så kommer boligformuen til at gå i arv til ægtefælle eller børn, forklarer Carsten Holdum.

Og om det er det rette for én, er en smagssag, siger forbrugerøkonomen.

Men ønsker man at forsøde tilværelsen lidt ved at bruge af sin friværdi, er der igen to muligheder. Man kan bruge af den med det samme eller gemme længst muligt på boligformuen.

- Flertallet kan godt lide at være gældfri og bruger derfor formuen i boligen som den sidste buffer. Man gemmer den til senest muligt i livet, så man ved, at man har den værdi at tage hul på, hvis man lever virkelig længe. Og ellers kan formuen gå videre til børnene, siger Carsten Holdum.

Vælger man at gemme så længe som muligt på sin boligformue, kan man dog risikere at stå i en situation, hvor man ikke kan få lov at tage et tillægslån, når man gerne vil.

Det fortæller Lise Nytoft Bergmann, som er boligøkonom hos Nordea. Der gælder nemlig de samme regler for godkendelse til lån uanset alder.

- Så man bliver ikke aldersdiskrimineret, når man skal søge en kreditvurdering, men man bliver heller ikke begunstiget, fordi man nærmer sig pensionsalderen, siger Lise Nytoft Bergmann og fortsætter:

- Det betyder, at når man skal have et realkreditlån, bliver det vurderet, om man har en stærk nok økonomi til at betale tilbage med fast rente og afdrag.

Og det er ikke nogen selvfølge, når man er gået på pension. Forbrugerøkonom Carsten Holdum anbefaler derfor, at man sørger for at få en låneret i sin bolig så hurtigt som muligt.

- Vi anbefaler at få etableret en rammeaftale med banken om for eksempel en prioritetskonto allerede det sidste år, man er i sit arbejdsliv. Så står man ikke og skal ansøge om en låneaftale, når man er 80 år, for så kan det være svært at få, forklarer han.

Den sidste mulighed for at bruge af friværdien er dem, der ikke vil løbe risikoen for, at de ikke kan få lov at låne i friværdien og dermed spise af murstenene, når de er kommet op i årene.

Derfor begynder de i stedet at bruge af friværdien med det samme. Her har man nemlig typisk den bedste mulighed for at blive kreditvurderet til at få et lån.

- Det kan også være fint nok at bruge den løsning. Den er især god, hvis man ved, at man vil flytte. Hvis man for eksempel ved, at man vil flytte i sommerhus, siger Carsten Holdum.

Han bemærker, at når man begynder at belåne boligen på den måde, så har man på sin vis også besluttet, at man skal rykke ud af boligen.

- Lånene skal betales af med renter, og på et tidspunkt løber man tør for penge. Så går man efter at bruge alle pengene, så kommer der også en dato, hvor man skal flytte ud af sin bolig, siger Carsten Holdum og tilføjer:

- Så det skal man være afklaret med. Det er der også mange, der er, især hvis man sidder i et meget stort hus, efter alle børnene er fløjet fra reden. Og så kan man blive boende nogle år, men kan få penge ud til at lave nogle ting med familien.

/ritzau fokus/