Fortsæt til indhold
Biler

Indisk kultbil takker af

Efter 56 år stopper produktionen af Hindustan Ambassador, der bygger på en Morris Oxford fra 1950’erne.

Jens Overgaard

Den er nærmest blevet et stykke indisk kulturarv, den kantede Hindustan Ambassador, som bygger på en Morris Oxford fra 1950’erne og mange steder kører som taxi i det store land.

Men nu er det slut. Efter 56 år i produktion stopper Hindustan Motors med at bygge bilen, som efterhånden er blevet for bedaget og ikke sælger særligt godt længere. Det har skabt debat i landet, hvor mange netop betragter bilen som en del af det moderne Indiens sjæl, men samtidig må konstatere, at Ambassadoren med dårlig affjedring, ringe bremser og ingen sikkerhed er lysår fra moderne standard, trods løbende forbedringer.

Modellen er også et klart minde fra dengang Indien var en britisk kolonimagt – på godt og ondt.

Produktionen af Ambassador er faldet fra 24.000 til godt 2.000 biler om året, og nu er det slut.

Modellen bygger på Morris Oxford III fra 1956, der udspringer af Oxford-modellen fra 1948, og er gennem årerne bl.a. opgraderet med servostyring, elruder og bundgear frem for ratbetjening. Fra 1990 holdt Isuzu benzin- og dieselmotorer også deres indtog i stedet for de gamle motorer fra Morris. Det var dog ikke nok til at følge trit med udviklingen, og i 2011 blev Ambassador-taxierne forbudt i indiske storbyer på grund at emissionskravene. Det rettede nye motorer dog senere op på.

Det var ikke nok til at holde salgstallet oppe for modellen, som i 1980’erne blev bygget i 24.000 eksemplarer om året, mod 6.000 styk i det nye årtusinde. Til sidst var den nede på et par tusinde, så de 2.600 medarbejdere på fabrikken i Uttarpara i West Bengal byggede kun fem biler om dagen.

Hindustan Ambassador fik dog overraskende ros, da det britiske bilmagasin Top Gear i fjor kårede bilen til den bedste taxi nogensinde.

Andre steder i verden er bilmodeller også produceret længe. Det er kun kort tid siden, at VW stoppede produktionen af det klassiske baghjulstrukne Folkevognsrugbrød i Sydamerika, efter omkring 60 år i trafikken.

Bestsellere på det indiske marked er i dag det Suzuki-ejede Maruti og Hyundai, hvor mikrobilerne Alto og i10 er nogle af de mest solgte modeller. I det hele taget er markedet præget af små biler, som er rustikke og enkle, men i alle tilfælde bedre end den gamle Hindustan Ambassador.