Vi prøver kultbil i genbrugsplastic
Skaberen af Trabant er død. Vi genoplever en køretur i sidste aftapning af bilen.
Sjældent har en så lille bil betydet så meget.
Vi taler om Trabant P601, som i årtier var arbejder- og bondestaten, DDR's stolthed. Og det køretøj frihedselskende østtyskere gennembrød Berlinmuren med, da den faldt i 1989.
Historien om den lille spruttende totaker bygget i genbrugsplast får nu et ekstra punktum. Den tyske ingeniør Werne Lang, som er manden bag bilen, er nemlig død. Han blev 91 år og boede til det sidste i Zwickau, hvor Trabant blev bygget.
Pladsen er trang
Vi har tidligere haft æren af at køre en af de allersidste Trabanter, der løb af samlebåndet, før produktionen stoppede i 1991. Her var den oprindelige 600 kubiks totaktsmotor på 26 hk udskiftet med en firecylindret 1,1 liters VW-motor på 39 hk, som var hentet fra Polo, da VW overtog fabrikken.
Bilen med kun 261 km på tælleren tilhørte en anonym dansk samler og gav et klart indtryk af hverdagen i tegneserie-dikaturet. Pladsen er trang i den 3,51 meter lange bil, der er 10 centimeter længere end en Toyota Aygo, og hvor to granvokse mænd sidder skulder ved skulder.
Overtegnede må med mine 1,75 meter sidde krumrygget på førersædet, for ikke at stirre ind i den 70'er brune loftsbeklædning.
Huller i vejen kan mærkes
Det giver en næsten underdaning stilling, som sikkert har passet partitoppen, der har sust forbi i ZIL'er og forlængede Volvo'er. På vejen slår selv småbuler, hårdt igennem, mens styretøjet har enorm frigang, så hjulene ikke rokker sig en millimeter, selv ved store udsving.
Den gennemprøvede VW-motor gør det ellers godt i den lette og kompakte bil, og de tykke tæpper overalt giver en pæn støjdæmpning. Med den oprindelige motor og fuldt læs, må det dog have været en sejtrækker at overhale.
En lidt utryg fornemmelse
På landevejen med 80 km/t ryster undervognen, og omgivet af store landbrugsmaskiner føler vi os dog ikke specielt trygge. Især ikke set i lyset af, at konstruktionen fra 1964, der er bygget i Duroplast, som splintres ved sammenstød, er født lysår før, der blev talt om trafiksikkerhed.
Til gengæld er den lette plast, som er skabt med uld og bomuldsrester blandet op med kemikalier, et genbrugsmateriale. Så på den front var bilen forud for sin tid. Men det er vist også det eneste.