Nye politibiler er for små
Betjente kan ikke være i Mercedes C-klasse patruljevogn og frygter for sikkerheden.
Mercedes C-klasse kører godt. Men pladsen er for trang. Sådan lyder kritikken fra to betjente i fagbladet Dansk Politi om Mercedes C220 CDI, der nu leveres som patruljevogn
»Det er en kæmpe opgradering at få lov til at køre Mercedes. Og vi er begejstrede for, at man i den grad arbejder på, at vi får adgang til gode sikre biler. Men den her model er altså for lille,« siger Rasmus Nielsen til bladet. Han er politibetjent og arbejdsmiljørepræsentant i beredskabet på Station Amager.
De to betjente er 1,89 meter og 1,92 meter. De fremhæver, at bilen ligger godt på vejen, men pointerer, at den er svær at komme ind og ud ad for en velvoksen politimand og næsten umulig at sidde i med en anholdt. Det kan blive en komisk omgang, når to betjente skal finde plads til ben, arme, tjenestepistol og udstyr.
Kørende kontor
Enten bliver føreren mast op i rattet, ellers bliver bagsædepassageren klemt fast med knæene trykket ud til siden, lyder det fra Rasmus Nielsen.
»Patruljevognen er jo nogle dage vores kontor, hvor vi befinder os syv timer om dagen. Samtidig er de anholdte, ofte påvirkede af alkohol, narko eller ophidsede efter anholdelsen. Den slags situationer bliver væsentligt farligere, når der ikke er plads til, at jeg kan bevæge mig i bilen. Derfor er der ikke kun et komfortproblem, men også et sikkerhedsproblem,« siger Rasmus Nielsen til Dansk Politi.
Ifølge bladet er Politiforbundets forbundssekretær, Flemming Olsen, godt klar over, pladsen er trang. Men han henviser til, at politiet altid har to forskellige modeller at vælge imellem, hvis der skulle opstå problemer med den ene. Siden marts har politikredsene fået stationcarudgaver af Mercedes 220 CDI og VW Passat 2,0 TDI.
Thomas Thygesen, sektionsleder ved Rigspolitiet, afviser kritikken.
»Patruljevognene lever op til de krav, vi har stillet med hensyn til pladsforhold, køreegenskaber og samlet driftsøkonomi. Det er et kompromis, men beslutningen er truffet ud fra grundige undersøgelser, som omfatter de kommende brugere,» siger Thomas Thygesen til Jyllands-Posten. Han mener ikke, pladskravene skal revideres efter kritikken. Bilerne evalueres efter halvandet år.