Hvad er en trackday egentlig?
Trackdays – at køre sin egen bil på en bane. Tro os: Det er først og fremmest sjovt. Og du bliver tilmed en sikrere bilist. Vores Flemming Haslund, der har kørt hundredvis af trackdays, gi’r dig her kom-i-gang-med-trackday-guiden.
Måske har du set Tom Kristensen suse gennem Le Mans-banens berømte Porsche-kurver. Eller du har oplevet Jan Magnussen og Casper Elgaard høvle det øverste lag af FDM Jyllandsringen. Eller måske har du hørt om dengang, Erik Høyer og Jens Winther var de store på banerne. Måske har du ligefrem drømt om at være en af dem?
Faktisk er det ikke nødvendigt at vente på at blive fabrikskører hos Audi for at opleve næste sving, den hurtige langside, ja, hele omgangen bag rattet. Du kan faktisk komme til det allerede denne eftersommer. Det er bare at prøve en trackday på en af de danske baner. Trackday – altså at køre på en racerbane i egen bil – vinder mere og mere frem. Du kan komme ud at køre på alle de danske baner, FDM Jyllandsringen, Padborg Park og Ring Djursland. Bor du i Østdanmark, er der ikke så langt til de svenske baner, hvor den næsten ”danske” bane Ring Knutstorp er den mest populære.
Får du lyst til at prøve? For susets skyld? Men måske også af en helt anden grund: nemlig at lære din bil bedre at kende og ikke mindst at lære dine egne evner at kende – for at køre trackday er også at blive en bedre bilist – så er det bare at prøve. Der er endnu adskillige trackdays på dette års kalender.
Her er guiden til at teste dine evner og din bil på en racerbane under sikre forhold.
Hvordan forbereder du bilen?
Helt basalt: Bilen skal være i orden. Tjek olie og vand, vær sikker på, at bremserne er i orden, og at dækkene hverken er for slidte eller for gamle.
Trick 1: Hæv dæktrykket en del foran og lidt bagved. Typisk fra typisk 30 psi til 35 foran og fra 32 til 34 bagved. Det får bilen til at balancere bedre i svingene. Og det nedsætter sliddet på dækkene.
Trick 2: Tøm bilen for alt løst – både kabinen og bagagerummet.
Bilen, du skal bruge
Den oplagte mulighed
Den bil, du har og kører i til daglig. Eller den bil, du kan låne af din bror eller far. Altså en helt almindelig gadebil på nummerplader.
Det mere avancerede valg
Du gør din egen bil mere egnet til at køre trackday – monterer bedre bremser, større hjul eller et dybt sæde. Men hele tiden inden for lovens rammer, så bilen fortsat er indregistreret.
Den ultimative mulighed
Du har en bil specielt til trackday – eller en regulær racerbil. Nogle trackday-arrangementer åbner mulighed for kørsel med ikkeindregistrerede biler. Det skal dog være en ”normal bil”, det vil sige en ombygget gadebil og dermed ikke en formelbil. Tjek hjemmesiden for at sikre dig, at den trackday, du har i tankerne, er åben for biler uden nummerplader.
Hvem arrangerer trackday?
Især to organisationer skiller sig ud som de seriøse arrangører: Trackdayklubben er Danmarks største arrangør med events på FDM Jyllandsringen, Padborg Park, Ring Djursland og Ring Knutstorp. MS-R holder til i Sverige og kører på flere af de svenske baner, f.eks. Ring Knutstorp.
Hvad er en trackday?
Trackdays foregår på en racerbane, men er ikke racerløb. Der køres ikke om kap, og der tages ikke tid. På alle trackdays kører begyndere i grupper for sig, og der er klare regler for forbikørsel, som det hedder i denne sammenhæng. Alt for at sikre, at dette her er sjovt – og ikke farligt.
En række trackdays har ”open pitlane” – altså må man køre, når man vil, og så meget eller så lidt, som man vil. Men også her er der regler for forbikørsel; det er ikke forbudt, men det er sat i system af præcis samme grund: Sjovt – ikke farligt.
Hvem kan køre trackday?
Det er nemt - Alle, der har et kørekort. Hvis du ikke er helt på toppen – influenza f.eks. – så udskyd dit besøg på en bane til en anden dag. Dernæst må man i sagens natur ikke være påvirket af hverken stoffer, medicin eller alkohol.
Hvordan kører man?
At køre på bane: Det ligger næsten i kortene, at man skal køre stærkt. Men man skal ikke køre stærkt, man må og kan køre stærkt. Begyndere og lidt øvede har glæde af at køre langt fra kørerens egen grænse for at gøre det lettere at lære det vigtigste af alt på en bane: at ramme ideallinjen. De seriøse arrangører starter dagen med kørermøde og instruktion, så også de nye deltagere er i trygge rammer.
Først når man kan ideallinjen både i teori og på virkelighedens asfalt, kan man begynde at sætte farten op.
Hvad koster det at køre med?
Tilmeldingsgebyret for en trackday er typisk 1.500-2.500 kr. Dertil kommer benzin – regn med en tankfuld alt afhængigt af din bil.
Dit personlige udstyr
Der er kun ét krav
Du skal køre med styrthjelm. Og hvis du har passager med – det skal han eller hun også.
Det gode tip
Det er ikke et krav, men sørg for at have forholdsvist løstsiddende tøj på. Det er klogest at køre i lange bukser og trøje med lange ærmer. Eller allerbedst: en køredragt. Sørg for bløde sko uden hæl. Igen – et par egentlige køresko er bedst. Og handsker: Det er en smagssag.
Hvordan sidder man bedst bag rattet?
Trin 1: Afstanden til pedalerne
Første trin. Brug venstre ben til at måle med. Sædet skal være så langt fra pedalerne, at venstre knæ er ”temmelig” bøjet – en vinkel på cirka 45 grader. Mål, når venstre ben træder koblingen i bund eller som her i en bil med automatgear, hviler på bunden.
Trin 2: Afstanden til rattet
Kroppens afstand til rattet justeres med ryglænets vinkel. Man skal være tættere på rattet, end mange forestiller sig. Korrekt afstand måles sådan her: Venstre håndled skal uden problemer kunne lægge sig på ratkransens ”klokken 1”. Herefter sidder man med tilpas bøjede arme og kan gribe på rattet ”klokken kvart i tre”. Når man er i præcis denne afstand fra rattet, kan man dreje hurtigst muligt på rattet.
Trin 3: Stram op!
Når både sæde og ryglæn er indstillet korrekt, spænder man selen. Tricket er at tage fat i selen, der krydser hen over brystet, og trække den hårdt tilbage. Dermed strammes selen hen over maven.
Hvad er ideallinjen?
Ideallinjen er den optimale vej gennem et sving. Stort set alle sving køres sådan her: Opbremsningen skal være slut, og nedgearingen foretaget, inden du når hen til svinget. Du drejer ind i svinget ved indstyringspunktet. Herfra styrer du ind mod svingets bund – kaldet apex. Herefter åbner svinget sig, du øger hastigheden og lader bilen drive ud mod svingets slutpunkt.
Et højresving køres sådan her: Kør hen til indstyringspunktet helt ude til venstre. Ved indstyringspunktet drejer du mod højre og sigter efter apex, der er helt inde i højre side af banen.
Denne første del af svinget drejer du skarpere i end mod slutningen. Du skal lige snitte det tænkte punkt apex helt inde mod højre med højre forhjul. Herfra giver du mere og mere gas – du lader bilen drive ud mod venstre for at passere slutpunktet helt ude i venstre side af svinget.
Dækker bilens forsikring?
På Trackdayklubbens hjemmeside står bl.a.: »Vore trackdays er et køreteknisk kursus med professionelle instruktører som blandt andre Le Mans-vinder John Nielsen, og der vil derfor ikke blive kørt race eller på tid. Det betyder, at din bils forsikring i langt de fleste tilfælde vil dække fuldt ud som på offentlig vej, hvis uheldet skulle være ude. Men det er nu en god idé at tjekke din forsikringspolice på forhånd, så er du på den sikre side.«
Klubbens Jeppe Rimmen uddyber: »Hvis der i policen står, at køreteknisk kursus på bane med instruktør er dækket, så bør forsikringen dække. Men vi tager selvfølgelig ikke ansvar for det. Vi har haft fem forsikringsskader på snart 100 events, og de er alle blevet dækket.«
Hvor får jeg mere at vide?
Trackdayklubben med arrangementer især i Jylland:
trackdayklubben.dk
MS-R med arrangementer på bl.a. Ring Knutstorp:
www.ms-r.se
Gentlemen Racing Club – svensk arrangør med flere danske kørere
www.autolife.se/grc
Er der flere trackdays i år?
September
14. september: Trackday hos Trackdayklubben på FDM Jyllandsringen for klassiske biler
19. september: Trackday-arrangement hos GRC på Ring Knutstorp, Sverige
23. september: Trackday-arrangement hos Trackdayklubben på Ring Djursland
30. september: Trackday-arrangement hos GRC på Ring Knutstorp, Sverige
Oktober
3. oktober: Trackday-arrangement på Padborg Park
7. oktober: Trackday-arrangement hos Trackdayklubben på FDM Jyllandsringen
24. oktober: Trackday-arrangement på Padborg Park
November
7. november: Trackday-arrangement på Padborg Park