Fræk aktion reddede gyngehesten

Ikonisk bil: Den folkelige Citroën 2CV kunne være plyndret af den tyske krigsmaskine, men blev reddet fra nazisterne ved en dristig aktion under Anden Verdenskrig.

Artiklens øverste billede
De første prototyper af Citroën 2CV fra 1930’erne var enkle biler for folket. De fleste prototyper blev ødelagt eller skjult, før tyskerne invaderede Frankrig i 1940. Foto: Citroën

Hitlers skygge hang tungt over Frankrig i efteråret 1939. Så tungt, at premieren på den nye Citroën 2CV blev udskudt, og da nazisterne invaderede landet året efter, blev prototyperne ødelagt, gravet ned eller gemt bag hemmelige vægge, så de ikke skulle falde i tyskernes hænder.

Pierre Boulanger, som var boss for Citroën-fabrikkerne og senere endte på Gestapos liste over det tyske riges største fjender, sørgede også for, at værdifulde presseværktøjer til bildele, som var beslaglagt af værnemagten, blev fejlsendt. Det skete ved, at den franske modstandsbevægelse ved en dristig aktion fik omdirigeret godsvogne med udstyret på de parisiske banegårde, så vognene blev spredt ud over Europa og først blev samlet igen efter krigen.

Det lykkedes stort set at holde prototyperne skjult for tyskerne under hele krigen. Boulanger, der også saboterede og forsinkede tyskernes produktion på de franske fabrikker, var bange for, at 2CV, der var udviklet som et let køretøj i 1930’erne, skulle inddrages til krigsformål som folkevognsboblen, der endte som den terrængående Kübelwagen.

Der er langt fra den dramatiske forhistorie til de afvæbnende, nærmest pacifistiske Citroën 2CV’ere med lilla ble, hønsestrik og ”Atomkraft Nej tak”-klistermærke om bord, der i løbet af 1960’erne og 1970’erne slog navnet fast som en antibil, uanset om det var en gyngehest, hippiecontainer, Christiania-kampvogn, rullekrave eller presset citron.

Stort salg herhjemme

Kælenavne er der masser af til Citroën 2CV, som for få årtier siden stadig fyldte godt op på gader og stræder.

Noget, den pukkelryggede og enkle bil gjorde gennem næsten 40 år, indtil det sidste eksemplar kørte af samlebåndet i 1990. Faktisk blev der i alt frem til 1989 solgt 27.000 2CV’ere herhjemme, hvor de 800 kører endnu. 2CV var fra starten tænkt som en enkel bil for folket, men endte nærmest som en kultbil for den kreative klasse i sine sidste leveår. Sikkerheden var nok elendig, til gengæld var charmen lige så stor som performeren Charles Aznavour med smøg i kæften.

I dag er 2CV, der egentlig blev skabt til bumpede veje på landet, blevet et trendy ikon, som café latte-generationen af unge synes er cool og underspillet.

Folkeskjalden Kim Larsen har således gennem mange år været ejer af en tofarvet grå og rød 2CV Charleston, hvilket har passet meget godt til sangerens gemyt og ønske om at være beskeden i det daglige.

Citroën 2CV, som vi kender den. I 1970’erne og 80’erne var der stadig mange på vejen af køretøjet, som er en antibil, der havde status af en antibil. I dag er den kult. Foto: Citroën
Flere specialmodeller af 2CV dukkede op, bl.a. Charleston (billedet) og Dolly i tofarvede lakeringer. Foto: Citroën

Jordnære tanker

Tidens udvikling er gledet nærmest usynligt hen over 2CV’en, der på design- og konstruktionsfronten nærmest er uændret siden premieren i Paris tilbage i 1948.

Udgangspunktet for den oprindelige 2CV var også jordnært; den skulle have plads til fire passagerer og en sæk med 50 kilo kartofler, kunne køre 60 km/t. og klare 100 km på tre liter benzin.

Fra starten var 2CV især målrettet landmænd, men også kvinderne var en del af målgruppen. Foto: Citroën
Herhjemme blev der i alt frem til 1989 solgt 27.000 2CV’ere, hvoraf de 800 kører endnu.

Alt sammen defineret helt tilbage i 1930’erne, hvor den blev udtænkt som ”en paraply på hjul” og et billigt alternativ til den avancerede 11CV Traction Avant, der kunne bruges ude på de knoldede veje på landet.

Derfor måtte prisen kun være en tredjedel, mens bilen skulle være så komfortabel og enkel, at den kunne betjenes af en enhver og fragte en kurv med æg over en pløjemark, uden at ét æg gik itu.

Det lykkedes med en affjedring, der havde frem- og bagudgående bærearme, som var forbundet mellem front og bagende. Mens affjedringen var en lodret beholder med svær olie, hvor der lå en stor, bevægelig kugle i. En konstruktion, som gav den gyngende kørsel, som blev et af 2CV’ens kendetegn. Kuglen forsvandt dog i 1980’erne på modellen.

Berømt med James Bond

Motoren på 375 ccm voksede gradvist til 602 ccm og 29 hk i den sidste generation, mens paraplygearet og de havestolsagtige sæder kun blev gradvist bedre.

I sit sidste årti fik 2CV’en fornyet opmærksomhed. Den havde en af hovedrollerne i James Bond- filmen ”For Your Eyes” Only fra 1981 og kom i en gul specialmodel, der lignede bilen fra filmen. Foto: Fra filmen
Den pukkelryggede bil blev nærmest latterliggjort ved premieren i 1948, men konstruktionen var sejlivet, og bilen endte med at blive en charmetrold.

Til gengæld gjorde den enkle konstruktion, at bilen kunne komme frem overalt og var nem at reparere, og den var med til at sætte Europa på hjul i efterkrigstiden. I sin levetid nåede ”CV da også at knopskyde med modeller som den mere noble Dyane, strandbilen Mehari og sedanen Ami samt to varevognstyper.

Den lille og enkle ikoniske bil har stadig en stor og trofast fanskare verden over, der ganske givet sender et stort merci i retning af Pierre Boulanger og den franske modstandsbevægelse …

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.