Fortsæt til indhold
Biler

Benhård priskrig på bilsyn

Der er op til 400 kr. i forskel mellem dyreste og billigste bilsyn.

Jens Overgaard

Varen er i princippet ens, men der er meget store forskel på, hvad det koster at få synet din bil.

Et hurtigt tjek viser, at der inden for få kilometers afstand kan være flere hundrede kroners forskel, så priserne typisk svinger fra i underkanten af 400 kr. og helt ned til 250 kr. En kæde som Applus svinger således fra 539 kr. til 299 kr. i Københavnsområdet, mens et af de dyreste steder er på Samsø, hvor et syn løber op i 650 kr.

Niels Rask Larsen, Rask Gruppen, der er formand for Dansk Lokalsyn, som organiserer de mindre synsvirksomheder, mener, at det er umuligt at drive en forretning med en pris på 250 kr.

Han vurderer, at der er kommet langt flere synshaller, end markedet kan bære.

»Alle priser under 400 kr. er hobby. Hvis du sætter prisen til 250 kr., forudsætter det, at der hele tiden holder biler i kø og venter. Der er alt for mange synshaller, og vi vil se en konsolidering,« siger Niels Rask Larsen, som dog ikke tror, at den lavere pris giver ringere kvalitet.

Han mener dog, at nogle kunder vægter service og lokalitet højest. Frem til 2005 havde Statens Bilinspektion med sine 72 synshaller monopol. Siden da er antallet af synshaller vokset, og der er i dag 450 af slagsen.

Trafikstyrelsen frygter ikke for kvaliteten.

»Siden markedet er blevet liberaliseret, er det kun gået én vej; priserne er faldet, og kvaliteten er blevet bedre. Selvfølgelig er der brodne kar, men vi laver løbende kontrol og besøger synshallerne i gennemsnit fire gange om året, siger Mads Gundelund Gerlach, som er kommunikationsmedarbejder, og henviser til, at man på Trafikstyrelsens hjemmeside kan se, hvilken karakter hver synshal har fået efter en Smiley-ordning.

Niels Rask Larsen fra Dansk Lokalsyn giver dog ikke meget for den ordning.

Han forudser, at bilister, som går efter at få deres bil nemt gennem syn, netop kan gå målrettet efter virksomheder med en sur Smiley.