Jeep har med Renegade fået en baby
Premiere: Den nye baby-Jeep Renegade er et ganske charmerende bekendtskab.
BALOCCO, ITALIEN
Salget af de små suv’er er i hastig vækst. De såkaldte ”crossovere”, der effektivt set er ordinære familiebiler på stylter, stormer frem og dominerer salgsstatistikkerne i Europa såvel som USA.
Salgsstatistikker, som Jeep nu ønsker at være del af, og deres valgte våben er den nye Fiat 500 X-baserede Renegade – oversat fra engelsk ”afhopper” – eller en oprører, der gør op med de gældende konventioner.
Ved første øjekast et noget misvisende navn for en bil, der i store træk ligner de seneste fem modeller, vi har set fra Jeep – med retroelementer som kølergrill og lygteparti med åbenlys inspiration fra den ikoniske Willys MB fra 1941 tager Renegade sig mest af alt ud, som en skrumpet og mere kantet udgave af den noget uheldige Compass, vi så fra amerikanerne i 2007.
Renegade er nøglespilleren i et større forsøg på at revitalisere Jeep, der modsat konkurrenterne altid har og udelukkende vil beskæftige sig med firehjulstrækkere, og suv’ens ophavsmænd har selvsagt en personlig tilgang til klassen.
I Renegade lancerer de dristigt nok en meget terrænduelig bil, i en klasse hvor køberne mere eller mindre er bedøvende ligeglade.
For kunderne handler det som oftest om en højere sidestilling, prestige og umiddelbar sikkerhed.
Firehjulstræk er for mange et overflødigt tilvalg, der sjældent ses på andet end ekstraudstyrslisten, så man kan frygte, at Fiat-ejede Jeep måske har overprioriteret en egenskab, som de fleste kunder i grunden vil blæse stort på.
Forhjulstræk
Firehjulstræk eller ej, når Renegade lander til januar, bliver det til priser, der er 70.000 kr. lavere end rivaler som BMW X1 og Audi Q3.
Renegade koster 300.000 kr. for en basal indstigningsmodel med en 1,6-liters benzinmotor, forhjulstræk, aircondition, 16-tommer alufælge og elruder. Det spås, at de fleste købere vil vælge en 140-hestes turbobenziner til omkring 350.000 kr.
Den dieseldrevne topmodel ender tæt på 430.000 kr., og har man for alvor appetit for offroad-kørsel, kan denne fås i en såkaldt Trailhawk-udgave, der giver affjedring og dæk øgede muskler i kampen mod mudderet.
Tarveligt instrumentbord
På instrumentbrættet bekræfter en følsom prikken til materialerne de værste anelser om, at interiøret er en ukristelig kombination af det værste, Italien og Amerika kan byde på.
Store, farveløse plastflader pryder en kabine, der er en bizar opvisning i genbrugte Alfa Romeo og Fiat-dele kombineret med vaskeægte amerikansk kitsch.
Bevares, Renegade er ikke i nærheden af BMW og Audi rent prismæssigt, men selv hvis man har været ude at kigge på noget så jordnært som en Nissan Qashqai, vil man blive overordentligt skuffet over design, kvalitet og samlekvalitet på indersiden af den kompakte Jeep.
Til gengæld er der forbløffende god plads i kabinen i den ellers meget kompakte bil med fornuftigt rum til benene og ikke mindst meget højt til loftet.
Samtidig er bagagerummet på 351 liter på størrelse med biler i golfklassen.
Hvor Renegade forudsigeligt sejrer, er i terrænet. Her indfrier den Jeeps løfte om at have fremstillet den mest terrænduelige bil i klassen.
På og omkring Fiats testanlæg uden for Milano imponerede Renegade med terrænegenskaber, der ville få BMW X1 til at ligne en Toyota Aygo igennem mudderpøle, stenbrud og skråninger.
Der er en ophøjet ro i styretøjet såvel som i affjedringen over stok og sten, og Renegade opleves på mange måder som en bil, der foretrækker jord frem for asfalt under dækkene.
Det ene udelukker ikke det andet, for Renegade er – dens forbløffende offroad-egenskaber til trods – en relativt velkørende bil på asfalten.
Med en 170-hestes turbobenziner under hjelmen bliver Renegade kvik, og affjedring og styretøj arbejder velvilligt med, når tempoet hæves. Styretøjet kunne godt bruge en knivspids mere tyngde, og der kan opstå lidt typisk italiensk febrilskhed over ujævne veje, men det er ikke nok til at spolere indtrykket af en bil, der er mageligt støjdæmpet med et hæderligt styretøj, der både er hurtigt og nogenlunde præcist uden det oftest sete dødpunkt i midterstillingen.
Vælger man en dieselmotor, forbedres affjedringskomforten yderligere, og det mere tilbagelænede udtryk kan understreges med tilvalget af en ny 9-trins automatgearkasse fra tyske ZF – en videreudvikling af den eksisterende 8-trins. Automatgearkassens lyksaligheder kan dog ikke skjule, at dieselmotoren, der kendes fra den foregående udgave af Alfa Romeo Giulietta, er noget grovere i denne installation, og man undrer sig over, at den nyeste generation af Alfa-motorer ikke har fundet vej til Jeeps nye stjerneskud.
Renegade er en udmærket bil, men der skal mere end terrænduelighed til for at vælte danskerfavoritten Nissan Qashqai af pinden, der slår den lille Jeep på alle øvrige områder og koster 50.000 kr. mindre. Jeeps søstermodel Fiat 500-X skal vi prøve næste måned, og den kan blive endnu en konkurrent.
JP var inviteret til Italien af Jeep.