Fortsæt til indhold
Biler

Rustik bjergged i sit rette element

Premiere: Vi prøver seneste skud af Jeep-urfaderen, Wrangler, på en hardcore terrænbane i Italien.

Jens Overgaard, Jyllands-Postens udsendte medarbejder

MILANO

»Svæver eller falder vi?«

Tanken suser gennem hovedet, mens vores Jeep Wrangler hænger på toppen af en spids betonpyramide. Kun tre hjul har greb, og udsigten er ren himmel.

Det venstre forhjul flyder i luften, og der er flere meter ned. Næsten uendeligt langsomt og med knirkende undervogn og karrosseri, glider Jeepen frem i laveste terrængear, som er koblet sammen med automatgearkassen. Balancen tipper, og det venstre terrændæk får igen fæste, mens vi med lave omdrejninger ruller ned mod bunden og sikker grund på terrænbanen ved Fiat-koncernens Balacco-testanlæg nær Milano.

Jeep vil vise, at urmodellen ikke bare byder på rå attitude og en karrosseriform, der er lige så ikonisk amerikansk som en Coca-Cola flaske. Den har også noget at have det i.

Det er vigtigt i en tid, hvor mærket, som er ejet af Fiat, relanceres i Europa, og den rustikke Wrangler skal brande mærket, selv om der findes langt mere moderne og allround Jeep-modeller.

I lavt terrængear kravler Wrangler gennem det meste. I de mest hardcore Rubicon-modeller kan krængningsstabilisatorerne foran slås fra og til elektronisk.

Herhjemme sælges Wrangler udelukkende i den lange Unlimited-version med det pæne Sahara-udstyr, bestykket med en firecylindret 2,8-liters dieselmotor fra italienske VM Motori med 200 hk og automatgear. Pris 750.000 kr.

Minimalistisk

Det er cirka 100.000 kr. mere end den helt nye Cherokee og 350.000 kr. under den monstrøse Grand Cherokee.

Karrosserirammen bærer også ved kraftig sidehældning.

Wrangler, der har designmæssige rødder tilbage til 1940 er langt mere minimalistisk, selv om modellen er blevet genopfundet mange gange, siden den originale Jeep blev udviklet til indsatsen i Anden Verdenskrig.

Den er i samme boldgade som den rustikke Land Rover Defender, der også har rødder tilbage til 1940’erne.

Kraftige bakker klares uden elektronik og i det lave terrængear.

Det er også en nærmest minimalistisk kabine, vi hopper ind i før køreturen på den italienske pinebænk. Glasfiberdørene lukker som pap, mens de store hårde plastflader i kabine og på instrumentbordet minder om havemøbler. Det skal være praktisk at spule af, hvis der ryger muddersprøjt ombord.

Wrangler kan også fås med en V6-Pentastar benzinmotor med 284 hk. Men den mindste motor matcher danskerne bedst, vurderer importøren, som forventer at sælge en håndfuld årligt.

Her er der ingen avancerede terrænsystemer eller downhill assist, der hjælper os med at komme ned ad stejle bakker. Alt sker gennem en femtrinsautomatgearkasse, som kan sættes i et lavt terrængear. Spær, som testbilerne har, kan tilkøbes.

Wranglers force er den solide karosseriramme, som giver en uhyggelig høj vridningsstabilitet, modsat et selvbærende karosseri.

Første udfordring er en bakke med 30 graders stigning. Som i store rutschebaner er den første tur den mest hårrejsende, og efterhånden lærer du at køre firehjulstrækkeren med terrængear-vælgeren i 4L for Low.

Hårdfør undervogn

Den firecylindrede motor, som militærversionerne kører med, gør det udmærket med sit sejtrækkende moment på 460 Nm fra 2.600 omdrejninger. Støjdæmpningen er langt fra mere moderne biler. I terræn gør det ikke noget, at du hører motoren arbejde, men på vejen vil det være anstrengende.

Mindre vanddybder forceres let. Wrangleren klarer godt 76 cm ved en fart på maks 8 km/t.

Vi lister os gennem en nærmest V-formet betongrøft, hvor vi skifter fra side til side. Karosseriet, som nærmest hænger på rammen, knager og brager som et træskib i høj sø – i både ramme og sidedøre. Men alt holder. Imponerende. De amerikanske ingeniører har gjort alt for, at bjerggeden er så fleksibel så mulig. I den hardcore Rubicon terrænversion, som ikke markedsføres herhjemme, kan de forreste krængningsstabilisatorer elektronisk slås fra, så hjulene kan følge underlaget i alle retninger, mens du kan få 100 pct. spær på baghjulene mod normalt 70 pct., hvis det tilkøbes. Mens Wrangler er unik i terræn, er den en rustik sag på lande- og motorvej, hvor den hårde karrosseriramme med unuanceret affjedring og et lettere upræcist styretøj gør forskellen mellem den og en moderne og komfortabel bil.

Dieselmotoren med en brændstoføkonomi på 11,4 km/l er en tørstig sag. Sikkerheden er dog rimelig, da den har fået 4 stjerner i 2012 i den australske NCAP-test. Og så har du mulighed for at lægge forruden ned, og endda pille dørene af, hvis sommeren bliver varm.

JP var inviteret til Torino af Jeep.