Fortsæt til indhold
Biler

Vi prøver USA’s fineste prærievogn

Premiere: Jeep Grand Cherokee byder på masser af US-fornemmelse og er en af de mest helstøbte amerikanske biler, vi længe har set. Mærket kan nu fås i Danmark.

Jens Overgaard, Jyllands-Postens udsendte medarbejder

MILANO

Det sker uden varsel; den hvide bil foran os bremser pludselig op få meter fra et helleanlæg, hvor en ældre kvinde krydser vejen. Elektronikken bremser den to og et halvt ton tunge Jeep Grand Cherokee ned fra de 30 km/t og til nul omgående, effektivt og overraskende blidt.

Min codriver bag rattet kan glæde sig over, at den store Grand Cherokee er bestykket med et automatisk bremsesystem, der selv stopper ved forhindringer og som har ekstra betydning i så stor en bil.

Det er ikke tilfældigt, Cherokeen hedder Grand til mellemnavn. Med en længde på 4,83 meter og en bredde på 1,94 meter, er det en bil, som matcher Mercedes M-klasse, BMW X5, VW Touareg eller Range Rover Sport.

Den største af Jeep-modellerne skal være spydspidsen i mærkets comeback på det danske marked og præsenteres af Fiat-koncernen på sin delvise hjemmebane i Milano. Grand Cherokee bygges i Detroit, USA, men har sin 3,0 liters V6 diesel på 250 hk fra det Fiat-ejede VM Motori.

Instrumentbordet er rykket tættere på europæisk finish, men er ikke helt på niveau endnu. Til gengæld er udstyrsniveauet overdådigt.
Den otte tommers storskærm i midten byder på en række informationer, og flere af bilens funktioner kan styres herfra.

Bilen koster fra 1.098.000 kr. plus levering på hvide plader for den overdådigt udstyrede Limited, mens den nærmest ekstravagant bestykkede topmodel, Summit, beløber sig til 1.330.000 kr.

Grand Cherokee, der udløber af Mercedes´ ejerskab af Chrysler, før Fiat tog over, blev lanceret i 2010, men har netop fået et kraftigt facelift. Den deler stadigvæk platform med Mercedes M-klasse, men bortset fra enkelte kontakter, har de ikke meget til fælles.

Senere følger den helt nyudviklede mindre Cherokee på størrelse med en Volvo XC60, mens den rustikke Jeep Wrangler med linjer fra ur-modellerne også hentes hjem.

Det fordrer selvfølgelig firehjulstræk, som Jeep mestrer, og der er en vifte af terrænindstillinger i Grand Cherokee lige fra sne- og mudderprogrammer til nedkørselsassistent.

Instrumenthuset rummer en 7 tommer TFT-skærm med visere, som kan ændres efter forholdene og vise grafik fra navigationssystemet, mens en 8,4 tommer farve touchscreen troner i midten af kommandobroen, og gearvælgeren til den ottetrins automatgearkasse bygget med licens fra tyske ZF, der ligner hovedet på en golf-kølle, ligger fint i hånden.

Mange indstillinger

Betjeningen fungerer godt med masser af indstillingsmuligheder, og finishen er højere end normalt i mange amerikanske biler, alligevel er der masser af tynd og hård plastik. Det er for ringe i en bil til over en mio. kr., men meget tilgives på grund af en udstyrsliste så lang som listen med løfter til et amerikansk præsidentvalg.

Stor-Jeepen ligger solidt på vejen og minder i sin opførsel om en Range Rover. Den er bare ikke så affekteret i undervognen, og så har styretøjet en pæn frigang omkring midterstillingen. Det betyder ikke noget, når du kører lige ud på motorvejen, men gør den mindre skarp på de små snoede veje.

Amerikanske biler er som regel til den bløde side i undervognen, men Grand Cherokee er dog gjort vel hård i den europæiske version, hvilket betyder, at den kan være for anstrengende på længere stræk.

Større frihøjde

Vi testede topmodellen Summit, der har luftaffjedring bag og elektronisk spær på forakslen, men som ikke havde muligheder for at ændre opsætningen i undervognen. Jeep Grand Cherokee er dog en bil, der ikke behøver at skamme sig. Den er et køretøj for de, der gerne vil have en unik firehjulstrækker, som kan trække helt op til 3.500 kg.

Den 3,0 liters diesel med et moment på 570 Nm leverer overlegent kræfterne og klarer fornuftige 13,3 km/l. Den spiller godt sammen med gearkassen, som skifter blødt og præcist. Importøren overvejer også at hjemtage den 6,4 liters store HEMI-motor med 468 hk.

Luftaffjedringen kan hæve bilen 6,5 centimeter i terræn. Vi prøvede terrændueligheden i snestorm-lignende tilstande i de italienske alper, hvor den trådte godt gennem.

Jeep Grand Cherokee er fornuftigt prissat, en Mercedes ML 350 4Matic med 258 hk koster 1.219.900 kr., mens Range Rover Sport med lige så mange hk ligger i 1.230.000 kr. Begge steder skal du regne med at lægge mange penge for tilsvarende ekstraudstyr.

Avisen var inviteret til Italien af Jeep.