Kan BMW lave en familiebil?
Vi tester BMW 218i Active Tourer op mod VW Golf Sportsvan 1,4 TSI Comfortline.
I årevis har BMW manglet en decideret familiebil. Nuvel, en stor 5-serie stationcar kan jo sagtens rumme fire passagerer og deres bagage, men den koster rask væk 600.000 kr.
Derfor kører BMW nu et andet våben i stilling. En helt ny model, høj og naturligvis med fire døre plus en stor bagklap, hvor plads og praktiske egenskaber skal gå hånd i hånd med de klassiske BMW-egenskaber. Det er en model, der i sit koncept mest ligner Volkswagens nye Golf Sportsvan, men også biler som de 5-personers udgaver af Citroën Picasso, Ford C-Max og Renault Scenic, men også Mercedes B-klasse.
Lige nu er den bedste af udfordrerne den nye Golf Sportsvan, som vi derfor ruller frem til duel: BMW 218i Active Tourer mod VW Golf Sportsvan 1,4 TSI Comfortline. Prisen for BMW’en er 380.900 kr., inklusive en Advantage-pakke med fartpilot, multifunktionsrat, parkeringssensor bag og tozonet klimaanlæg, mens Sportsvan står til 330.795 kr. inklusive DK-komfortpakke med adaptiv fartpilot, automatisk nødbremse og multifunktionsrat med varme.
De fleste biler i denne klasse afsættes dog som erhvervsleasing, hvor de beskatningsmæssige værdier er hhv. 353.165 kr. og 294.000 kr. for VW.
Mens Golf altid har kørt med forhjulstræk, stiller 2-serie Active Tourer for første gang i en BMW også op med træk på de forreste hjul. Årsagen er ganske enkelt, at bilen teknisk set er baseret på den nye Mini, der altid har haft forhjulstræk. Kunderne skal dog ikke være kede af skiftet. Det vender vi tilbage til.
Mens Golf-designerne altid har holdt sig forgængernes traditionelle linjer for øje, og i Golf Sportsvan nærmest har tegnet en bil, der virker selvudslettende, er BMW-designerne gået lidt mere radikalt til værks.
Resultatet er en Active Tourer, som virker væsentligt mere frisk i linjerne end den kedelige VW. Med højt til loftet og stort bagagerum er duellanterne tilpasset de kunder, der ikke orker en klassisk stationcar, men heller ikke har behov for en storstilet mpv med rum til hele miniputholdet. Ved at øge højden har ingeniørerne kreeret mere albuerum og luft i kabinerne, end det ellers ville være tilfældet.
BMW er dog en smule lavere end Golf, og det mærker man inden døre, hvor VW har lidt bedre plads til både passagerer og deres bagage, og så har Sportsvan et sæt smallere A- og B-stolper i siden, der gør udsynet væsentligt bedre end i den lidt uoverskuelige BMW. Begge har bagsæder, der kan forskydes i længderetningen, så man selv definerer, om bagsædeplads eller bagagerum er det mest vigtige. Samtidig har VW smarte flyborde, der er standard fra udstyrsniveauet Comfortline og op. Det findes ikke hos BMW.
Bag rattet sidder chaufføren fremragende i begge nyheder, men der er alligevel store forskelle. BMW Active Tourer er klart den mest sporty, hvor man godt nok stiger ind, men hurtigt falder ned i sæderne, mens man sidder mere oprejst i Golf. I virkeligheden er det smag og behag, for den lavere siddeposition i 2-serien passer perfekt til bilens mere dynamiske natur på vejen. Kvalitetsmæssigt fører Folkevognen an med de mest solide materialer og en ekstrasolid lyd, når man lukker dørene.
Lad os komme af sted.
BMW 2-serien er ikke en rummelig familiebil, men en køremaskine med et nært forhold til sin chauffør. Med præcise gearskift, skarp styring og en undervogn, der er med på den værste. Selv de vaskebrætter af snoede veje, der ligger i det midtvestjyske. Man mærker, at de tyske diplomingeniører har gjort deres hjemmearbejde. Hverken huller, revner eller buler på størrelse med muldvarpeskud bringer for alvor de avancerede hjulophæng ud af fatning. Tværtimod glatter de vejen ud, så man næsten bliver fartblind, og bilen er ganske enkelt sjov at styre. Forhjulstræk eller ej, man må give tyskerne, at de i høj grad er lykkedes med at få den nye 2-serie til at føles som en vaskeægte BMW – Golf Sportsvan er akkurat lige så komfortabel, ja, måske endda en tand bedre til at filtrere ujævnheder fra, men den er bare ikke underholdende at køre.
Samme konklusion kan vi fælde over motorerne. BMW stiller op med basismotoren, som er en trecylindret sag på 1,5 liter, der også ligger i den nye Mini. Ydelsen er 136 hk, selvfølgelig takket være turbo, og vi savner ikke kræfter. Både under acceleration og overhalinger er de lige netop tilstrækkelige og ledsages af en sportslig snerren. I praksis er Sportsvan også ganske rap, og den firecylindrede 1,4-maskine med 125 hk er effektiviteten selv, bare blottet for sjæl og faktisk en tand mindre økonomisk end BMW. Som enhver original har 2-serien sine særheder, men den er et vellykket forsøg på at lave en familiebil. Prisen er desværre også ret original. I gennemsnit er vi 50.000 kr. over Golf Sportsvan, og derfor er nyheden aldrig rigtig i nærheden af en sejr her.
I virkeligheden er Golf Sportsvan punkt for punkt en bedre og mere allroundduelig bil, men også blottet for sjæl. Her scorer BMW uden at falde igennem på nogen punkter. Og, ja, BMW kan lave en familiebil.