Benzinbiler på nippet til leasing-boom
Firmabiler: Turbo og direkte indsprøjtning får benzinbilerne i jobklassen til at rulle længere. Derfor kan de nu konkurrere med diesel, når der leases.
Du slipper billigere i beskatning, og det bliver ikke dyrere for virksomheden.
Sådan ser situationen ud lige nu på leasingmarkedet, hvor benzinbilerne for alvor banker på i en verden, der for blot få år siden var rent diesel-land.
Gennem mange år har hele leasingbranchen opdraget virksomhederne til, at diesel var bedst for den såkaldte TCO (Total Cost of Ownership), men nu skal de i gang med en ny øvelse, der handler om at forklare de samme virksomheder, at benzinbilerne nu triller så langt på literen, at de kan konkurrere med dieselbilerne på samlede omkostninger.
»Lige nu er efterspørgslen på benzinbiler udelukkende drevet af brugernes ønske om at slippe billigere i beskatning, så derfor skal vi nu aktivt i gang med at revidere de billister, der er rundt om hos virksomhederne.
Faktum er, at benzinbilerne officielt kører meget længere på en liter end for blot få år siden. Om de så også gør det i praksis, er et andet spørgsmål,« siger Kasper Mark Andersen, chef for Direkte Salg hos Nordania Leasing.
I årets første måneder har diesel-dominansen ikke sluppet sit greb i de bilansvarlige i erhvervslivet, for der bliver stadig solgt 99 oliebrændere for hver moderne benzinbil
Skal opdrages på ny
Lige nu er der ingen direkte efterspørgsel efter benzin-drift fra virksomhederne, men ønskerne kommer direkte fra brugerne af bilerne, der gerne vil spare skat.
»Det begyndte med den nye Mazda 6, der blev lanceret med en prisforskel på 60.000 kr. i benzinudgavens favør. Tidligere har en diesel blot været 20.000-30.000 kr. dyrere, og det blev startskuddet til den benzin-efterspørgsel, som vi nu mærker fra brugerne af bilerne,« forklarer han.
Senere forsøgte Opel det samme kunststykke, da man lancerede den faceliftede Insignia-model, men her har prisforskellen fra diesel til benzin åbenbart ikke været stor nok, så her er der fortsat en massiv efterspørgsel på dieselversionen.
»Men nu kommer der så en bølge af langt på literen-benzinbiler, og derfor er vi gået i gang med at opdatere vores lister over biler til kunderne. Der ligger et arbejde foran os i at forklare virksomhederne, at deres medarbejdere godt kan vælge benzinmodeller, uden at deres TOC ændrer sig nævneværdigt,« forklarer han.
Mercedes satser benzin i
Hos Mercedes-Benz mærker man for alvor de nye, blide benzin-vinde, der blæser, takket være moderne turbo og brændstofoptimering.
Det giver sig direkte udslag i beskatningspriser på den nye C-klasse med benzin, der er særdeles gunstig sammenlignet med en dieselvariant.
»Vi ser en tendens, hvor en del kunder til en leasingbil ikke har helt så stort et behov for at køre så meget, at diesel giver mening. De kan nu få en Mercedes C 200 Aut. med et meget righoldigt udstyr til en beskatning på 424.000 kr. Dertil skal lægges, at man for en ekstra beskatning på blot 15.000 kr. kan få LED-lygter og for yderligere 15.000 kr. fuld navigation,« vurderer kommunikationschef Lars van het Erve, Mercedes-Benz Danmark A/S.
Han forventer, at benzin-trenden også vil sprede sig til resten af programmet i løbet af det næste år, og i takt med at benzinversionerne bliver endnu mere brændstoføkonomiske. En anden interessant tendens er, at danskernes køb af små biler i øjeblikket konverteres til mere eksklusive firmabiler.
Det sker, fordi firmabilkunderne typisk har mindst to biler i husstanden. Konens gamle ’’skrammelbil’’ er dyr at holde kørende, og den bliver i stigende grad skiftet ud med en mikrobil til under 100.000 kr.
»Det kan i mange tilfælde finansiere den merbeskatning, som en dyrere premium-bil udløser. Så folk skrotter den gamle konebil, bytter til en VW Up og opgraderer fra en Ford Mondeo til en Audi eller BMW,« forklarer Kasper Mark Andersen.