Fortsæt til indhold
Biler

Leasing – genvejen til en dyrere bil

Vi vil ikke nødvendigvis eje vores biler, men også lease. Det er den klare udvikling disse år. Især privatleasing vinder frem. Først og fremmest er leasing umiddelbart billigt – man kan nærmest købe bil på dankortet – dernæst sikrer metoden mod økonomiske overraskelser. Men er leasing virkelig en guldmønt uden bagside?

Flemming Haslund

Leasing ligner ved første øjekast den hurtige smutvej til en ny bil og ved nærmere eftersyn den store smutvej til en ny og dyrere bil. I stedet for at eje leaser flere og flere – især private. Dernæst bliver udvalget af biler til leasing stadig større. Men så nemt er det vel ikke – eller er det?

Om mulige problemer ved privatleasing siger Allan Skytte Christensen, forbrugerøkonom i bilisternes organisation, FDM:

»Problemer? Nej, ikke egentlige problemer, men der er dog ét, man skal være opmærksom på, nemlig om man i leasing-perioden får et væsentligt ændret kørselsbehov – typisk hvis man flytter eller får nyt job. For eksempel hvis man pludselig skal køre 30.000 km om året til forskel fra måske 15.000 km. I så fald skal man sikre sig en ny kontrakt med det nye kilometertal skrevet ind. Flere kilometer gør ikke leasing til en dårlig idé, men de overkørte kilometer kan være dyre – og i hvert fald irriterende, hvis de ikke er planlagt,« advarer Skytte Christensen.

»Et andet problem er, eller rettere var, uenighed mellem selskab og kunde om bilens stand ved aflevering. Husk på, at en tre år gammel bil jo ikke skal se ud som en helt ny bil, når den afleveres til leasingselskabet – en tre år gammel bil skal se ud som en tre år gammel bil. I dag vurderes bilens stand jo af en uvildig tredjemand, og kun sjældent opstår der uenighed. FDM’s beregning viser, at der i øjeblikket skal betales 4.000-5.000 kr. ved aflevering,« siger Skytte Christensen.