To biler til den indre drengerøv
Test: Opel Insignia OPC og Toyota GT86 tilhører en uddøende race af hårdtpumpede biler med store skørter og spoilersæt. Begge taler de til den indre drengerøv.
Der er gode nyheder til alle, der kan lide biler med punch i stemplerne og larm i lydpotten.
Biltypen lever fortsat, og selv om de fleste hurtigtgående bilmodeller har en tendens til at blive mere diskrete og mindre rundhåndede med den kosmetiske tuning, så har vi fundet to aktuelle vogne, hvor man har brugt lind hånd i brugen af spoilere, skørter, og hvad der ellers findes af kosmetisk tuning. Vi har linet den faceliftede Opel Insignia OPC op til en duel mod Toyota GT86, der er aktuel i en bodybuilderversion kaldet TRD.
De to mærkers stylister er nærmest gået amok i forsøget på at udstråle sport og machokraft.
Lokkende Opel-design
Opel slår gækken løs med OPC. Den røde lak på Insigniaen skinner som en nylontræningsdragt, fronten er opgraderet med ekstra luftindtag udformet som en slags hugtænder, der er 20-tommer alufælge med superbrede dæk, og kig ind til de sorte bremsekalibre, som ligner et par rapfodede sportssko, tilsat dobbeltudstødning. Og så lige en kasket, den kækt har drejet om i nakken som en spoiler over bagruden. Prisen for herligheden er 695.900 kr. uden ekstraudstyr, mens den skattemæssige værdi ved erhvervsleasing er mere rimelige 460.000 kr.
Den røde Opel kan dog ikke hamle op med den hvide Toyota, når det gælder ornamentering. Her er den ”almindelige” GT86 peppet op med et virvar af pynt fra fabrikkens motorsportsafdeling, vi nævner i flæng: 18-tommer alufælge, frontspoiler, bagskørt, sideskørter og bagklapspoiler. Sammen med et sæt endnu hårdere støddæmpere, en ny lydpotte og andre mere detaljeagtige features øger det prisen på en GT86 fra 539.995 kr. til vanvittige 643.871 kr.
Kedelig Toyota-motor
Toyota syntes at have ignoreret de to største kritikpunkter af bilen – prisen og manglen på kræfterne, så mens bilen ligner noget fra et Gran Turismo-spil til Playstation, giver det ikke kritikerne svar på tiltale. Den 200-hestes boxermotor, som japanerne har lånt hos Subaru, kræver flittig brug af det lidt knoklede gearskifte, før der kommer fart i bilen. Boxermotoren skal med andre ord selv have tørre tæsk, før den slår andet end huller i luften. Ved de lave omdrejningstal er der ikke meget ryk i den, men fra 4.000 til 7.000 omdrejninger cykler den af sted som en friskdopet sprinter i en pointspurt. Rigtig hurtig føles den desværre aldrig, mens sportslydpotten i TRD-modellen dog sikrer lidt federe lyd.
Her er Insignia OPC i sit es, for den mangler hverken lyd eller power. Faktisk er det den kraftigste serieproducerede bil, Opel nogensinde har haft på programmet – hvis du ser bort fra excentrikeren Lotus Omega med 377 hk fra begyndelsen af 1990’erne. Topfarten er elektronisk begrænset til 250 km/t., og accelerationen fra 0-100 km/t. kan klares på 6,3 sekunder i versionen med automatgear, som vi har til test, og som er eneste variant herhjemme.
Højt forbrug i Opel
Prisen er dog en tørst, som man ellers skal til oktoberfest i München for at finde: Det officielle benzinforbrug er så ringe som 9,3 km/ l, og vi kørte ikke mere end 6,7 km/l under testen. Årsagen er en meget høj vægt og så firehjulstrækket, der traditionelt koster på forbruget.
Fremdriften fra de vilde heste er effektiv. På vej op mod 100-200-250 km/t. havde enhver anden bil med forhjulstræk tabt nogle splitsekunder på at overføre kræfterne til underlaget. Her er Toyotaen med sit baghjulstræk nu også meget godt hjulpet. Men glem alt om lange ture i en GT86. Ved 130 km/t. er der godt med støj fra motor, hjul og vind. Tag i stedet nærmeste afkørsel, drej ind på den mindste og mest kringlede sognevej, og Toyota sætter tingene på plads.
Toyotaen kører bedst
Her føles en ellers toptrimmet Insignia klodset sammenlignet med den vævre japaner, når GT86 angriber 90-graders-kurver, lynhurtige højre-venstre-kombinationer eller rundkørsler, der ligner noget til Matchbox-biler. En autentisk oplevelse, der både gør håndflader og grin svært svedige.
Dens kun 1.250 kilo fjervægt er perfekt fordelt med 25 pct. på hvert hjul, så mens forhjulene kaster næsen med den lette motor til side, kan baghjulstrækket tage en masse gas i kurverne. De lagkagebrede Michelin øger vejgrebet, men resultatet er, at man i endnu højere grad savner kræfter, som kan hamle op med køreegenskaberne.
Selv ved meget høj fart suser Insigniaen lige så uforstyrreligt rundt i kurverne som en satellit i stabilt kredsløb. Der skal uhyggeligt meget til at bringe firehjulstrækkeren så kraftigt i skred, at ESC’en griber ind.
Når det gælder destilleret køreglæde, skuffer OPC dog en anelse. Insignia virker præcist som det, den er: stor og tung. Til gengæld er den multianvendelig i det daglige, hvor end ikke en hård sportsundervogn spolerer komforten. Det gør den 6-trins automatgearkasse, som er standard til gengæld. Selv om Opel har forsøgt at afhjælpe problemet, skifter bilen stadigvæk med mærkbare ryk, og det blev vi aldrig dus med. Her er vi milevidt fra de finere gearkasser hos Audi og BMW.
Ingen plads i GT86
Helt modsat Toyota, som er gjort så kompromisløs i fjedrene, at det er umuligt at gennemføre den gode, gamle støddæmpertest, for bilen rører sig ikke i fjedrene, når vi forgæves forsøger at trykke karrosseriet ned. Der er i hvert fald heller ikke plads til voksne omme på det lille bagsæde, bagagerummet er mindre end i en Toyota Yaris, og bilen burde anerkendes som naturmedicin: Man får rørt musklerne grundigt, når man klatrer ind og ud af de lave sæder. Her har Opel sine helt naturlige fordele, for der er skam god plads til familien, især, hvis man vælger OPC i stationcarudgaven, der er godt 20.000 kr. dyrere.
Toyota GT86 TRD virker derfor mere som forsøget på at besvare et spørgsmål, som ingen har stillet.
I forvejen er sportsvognen blevet en salgsmæssig skuffelse, så hvorfor skulle man bruge over 100.000 kr. på et sæt spoilere og en undervogn, der er hårdere i filten end Clint Eastwood i en ”Dirty Harry”-film ...
Her er Opel Insignia OPC mere i balance med sig selv, selv om den også er lidt af en bøllebil. På en måde forældet i forhold til mere raffinerede, men også dyrere konkurrenter, men ikke uden charme.