Corsair 750 dash Mk II er en lommeraket til den rigtige pris

Corsair 750 Dash Mk II er den mest vellykkede foldetrimaran fra det australske værft. De seneste forbedringer har gjort den mere velsejlende og mere beboelig, og samtidig har den en unik lav pris for en flerskrogsbåd.

Artiklens øverste billede
Båden er let at håndtere fra cockpittet, hvor alle liner er ført tilbage, og hvor man har motoren lige ved hånden. Der er god plads på trampolinerne til manøvrering eller solbadning.

Den seneste forbedring af Corsair 750 Dash Mk I til Mk II er mærkbar. Mest iøjnefaldende er pontonerne og hovedskrogets volumen. Kort fortalt er begge eller rettere alle tre blevet mere voluminøse, hvilket har to fordele og en ulempe.

Den ene fordel er, at båden sejler bedre, når der kommer mere end seks m/sek. vind, hvor pontonerne fortsat er over vandoverfladen og ikke simulerer torpedoer under vandet, hvilket er tilfældet på flere af trimaranerne fra 1990’erne.

Den anden fordel er, at der er mere plads om læ i hovedskroget, hvilket gør båden mere attraktiv som dagsejler, weekendsejler og feriebåd for sejlere med hang til det enkle, primitive friluftsejlerliv.

Og så er amerikaner-gulvtæppet, som bådene tidligere var forsynet med ikke kun på gulvet, men også på de indvendige skogsider og i loftet nu blevet afskaffet, hvilket sikkert vil falde i manges smag. Dog er området i fortrekanten forstsat gulvtæppebeklædt, men det fungerer godt derude, hvor man kan ligge op ad skrogsiden uden at mærke kulde og evt. kondens fra vandet.

Tungere end før

Eneste ulempe er, at mere volumen automatisk giver mere vægt, og at mere vægt er alle bådes og i særdeleshed alle flerskrogsbådes værste fjende – når det kommer til sejlegenskaberne. En Mk II er if. producenten selv 100 kg tungere.

Kahytten er blevet moderniseret. Den er nu mere ryddelig og enkel i sit udtryk. Samtidig er den mere rummelig, lys og funktionel. Bordet kan trækkes ud og placeres som mellem bænkene, så der blive én stor køje midtskibs.

Og ved selvsyn kunne jeg konstatere, at der vitterlig var kommet mere plads om læ, hvilket fint blev illustreret af, at båden er gået fra at have to til nu at have fire køjer. Kahytten, der tidligere kunne virke lidt trang, er erstattet af rummelighed især forrest i båden.

Det vil fortsat være en båd med størst appeal til folk med hang til det enkle. I bagbord er der en integreret blus- og vaskenhed, som praktisk og hurtigt kan trækkes frem eller stuves af vejen ved, at man skyder den ind under cockpitkarmen. I styrbord er der en lignende enhed, som rummer en stor skuffe til f.eks. tallerkner, glas og/eller praktiske ting som værktøj. Andre ændringer er et mere tight interieur, en større og bedre ankerbrønd og en ny og stærkere dæksform.

Garanti for store smil

Båden manøvrerer fint med det dybe aluminium-stikror i kombination med et relativt smalt stiksværd, der også er i aluminium.

Båden folder direkte ind til 2,5 m. Modsat Dragonfly foregår vippebevægelsen vertikalt, så armene vipper op og sideskrogene direkte ind under hovedskroget.

Båden byder på masser af sjov og gode oplevelser – præcis som man kender det fra andre flerskrogsbåde, hvor det er en prioritering at holde kampvægten lav og sejlegenskaberne højt. Det er den slags båd, hvor du skal tvinges væk fra rorpinden, når du først har fået fat i den. I hvert fald når vinden ligger på fem-seks m/sek. og mere, hvor der også er garanti for øre til øre-smil. For den sejler bare godt. Der er ikke så meget at rafle om. Det går hurtigt, man sejler højt til vinden, og vigtigst af alt: Man sejler ubesværet og enkelt, og man fornemmer, at bådens kræfter nok er store, men ikke større, end at der er fuld kontrol. Man sidder fint i cockpittet og styrer, men den bedste plads er uden tvivl de 2,8 m ude på luv-pontonen, hvor man kan overskue båd og sejl på en fænomenal måde sammenlignet med en kølbåd.

10 knob på kryds

I cirka seks m/sek. gik båden 8-10 knob på kryds. Det er altid svært at mærke, præcis hvor den optimale fart ligger i forhold til den optimale højde, men der er ingen tvivl om, at man skal passe på ikke at tage for meget kølbådslærdom med over i trimaranen for at forsøge at presse et par ekstra graders højde ud af båden på bekostning af farten. De få grader koster hurtigt flere ekstra hele knob. I stedet bør man nulstille sine vaner og lade farten være det bestemmende udgangspunkt. Hold gang i kassen, og tag derefter den højde, du kan, uden at ødelægge farten og det gode humør, som den giver.

Med slæk på skøderne gik den stærkt som en lille raket, og vi lå konstant på tocifrede hastigheder, vel at mærke i en nu let til frisk vind. Topfarten målte vi på GPS’en til 15 knob med screacher oppe. Et sejl, der giver båden masser af rå power, da det henter sin størrelse fra det solide og dejligt lange bovspryd, som sidder på båden.

Riggen er velproportioneret og klogt sat op. Der er tale om en vingeprofil i aluminium, som kan drejes, så den flugter den aktuelle kurve i storsejlet. Det gør masten til en aktiv del af sejlet, og det forbedrer flowet og aerodynamikken over storsejlet markant. Det betyder også, at man bør trimme masten aktivt, når man trimmer på storsejlet.

Bommen fungerer som rulle for storsejlet, så man med et enkelt system klikker bommen i rulle-modus, sætter et håndtag på og ruller storsejlet ned. Herefter er det pakket af vejen og klar til at sætte, næste gang man tager på vandet.

Kun 500.000 kr.

Lidt specielt er det, at båden produceres i Vietnam, og at man derfor skal regne med, at der går seks måneder, fra man bestiller, til man har sin båd i havnen. Man betaler 85.000 kr. som depositum og resten af beløbet, når båden afsendes.

Som noget unikt for trimaraner koster båden tæt på en halv million kr. Basisprisen lyder på 540.000 kr. og dækker båd, storsejl og fok, fragt og moms. Testbåden, som tilhører Martin Møller, står i ca. 800.000 kr. Bl.a. har han fire sejl i racing-kvalitet, motor, elektronik, trailer og andre opgraderinger.

Konklusionen er, at båden er noget nær den perfekte dag- og weekendsejler, og en båd, man kan tage på ferie i. Båden er sikker og sjov at sejle, og den er blevet funktionel om læ, så man som par, venner eller en mindre familie rent faktisk kan bo i den.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen