En katamaran til de store have
Outremer 49 er en stor og let katamaran, som er lavet til sikker, hurtig og sjov sejlads.
Outremer 49 er endnu en båd, der bliver belønnet for at være tro mod bådtypens oprindelige koncept. Den er ærlig, enkel og stærk. Konstruktørerne har haft øjnene rettet mod vægtreduktion og sejlegenskaber.
Det kan blandt andet ses på det høje, smalle vinylesterskrog og den høje placering af salonområdet, der forbinder de to skrog, som for det meste er uden berøring med vandet.
En fryd at styre
Som en særlig feature har båden en rorpind og fastmonteret stol, hvor rorsmanden kan sidde og styre fra, som man kender det fra nogle af de mere lavtgående flerskrogsbåde. Der er ikke tale om direkte styring, så følingen med båden under vores test var så som så.
Ikke desto mindre er det en fryd at sidde i denne stol og styre, og det krævede ikke megen fantasi fra Tours testperson at se sig selv sejle ud i solnedgangen på vej mod ukendte mål i Caribien, Stillehavet eller et hvilket som helst andet sted på de syv have.
Bonusinfo: Umiddelbart efter testsejladserne i Barcelona sejlede ”vores” testbåd, der var udlånt af en fransk børnefamilie, af sted mod Caribien. De er nu vel ankommet og brugte 12 døgn på overfarten. De holdt en gennemsnitsfart på 7,7 knob og havde en topfart på 15 knob. Der var ifølge værftet ingen problemer før, under eller efter sejladsen over Atlanterhavet.