Hyundai med stærk konkurrent til up!
Premiere: Hyundai er efter nytår på gaden med en helt ny i10. Bilen er overbevisende, men prisen løber hurtigt op, hvis man vil have lidt ekstra udstyr.
Det har aldrig været billigere for familien Danmark at blive kørende i en ny og sikker bil.
Konkurrenterne står i kø for at lancere små billige biler, og det gode ved konkurrencen er, at bilerne vokser i mikroklassen.
Kan du leve med 5 års garanti og fornemmelsen af en rigtig bil, kan man derfor lige efter nytår få en Hyundai i10 til de samme penge, som man skal give for en veludstyret Skoda Citigo eller VW Up.
Ganske vist er billigste i10-model uden ret meget udstyr, men man sidder godt i bilen, og den er fint støjdæmpet, viser de første kilometer i bilen rundt på hullede storkøbenhavnske veje.
Helt ny
I10 er komplet fornyet, og kun navnet er identisk med forgængeren, der har levet længe hos Hyundai.
Bilen leveres kun som 5-dørs, og med mindre man vælger billigste Access-model, så har den plads til fem personer.
Den nye Hyundai i10 produceres i Tyrkiet, og den er udviklet i Europa med det europæiske marked for øje. Den overbeviser da også med et af de pæneste karosserier i klassen.
Programmet starter ved den beskedne 1,0 Eco Acces, der koster 89.995 kr. plus leveringsomkostninger. Den er dog meget skrabet, og næste udstyrsniveau, Trend, koster 10.000 kr. ekstra, mens aircondition yderligere lægger 8.000 kr. til prisen. Dermed er vi på niveau med VW Up.
I de billigste versioner er i10 udstyret med 3-cylindret motor på 66 hk, men springet op til en 4-cylindret på 1,25 liter er kun 10.000 kr.
Det første indtryk af motorerne indikerer, at skal man bruge bilen til regelmæssig familietransport, så bør man vælge 1,25’eren med 87 hestekræfter.
Den sikrer et fornuftigt moment, så der ikke skal skiftes gear helt så ofte. Heldigvis er gearskiftet ganske fornuftigt, så kan du godt lide at skifte gear ofte, så nap bare den mindste maskine og brug pengene på aircondition.
Den tempererede luft er nemlig kun standardudstyr i de dyreste Style-modeller.
Lavt støjniveau
En vigtig egenskab i en bil er støjniveauet, og det er rigtig godt dæmpet i begge udgaver, men den lille maskine siger noget mere end den store ved acceleration.
Sådan er det, men niveauet opleves som lavere end flere af konkurrenterne.
En anden god detalje er bredden af i10. To brede voksne kan sidde uden at gnubbe skuldre på forsædet, og det er positivt, og ved bagsædet er der så god plads, at man faktisk føler, at man sidder i en større bil.
Bagagerummet er vokset med 27 liter til nu 252 liter, hvilket er på niveau med Up.
På minuslisten noterer vi et styretøj, der mangler lidt selvopretning og ved hurtige manøvrer skal det elektriske styretøj lige vækkes, før det reagerer. Det er dog i afdelingen for småting, som en kommende ejer hurtigt vil vænne sig til.
Den nye i10 leveres i fire udstyrstrin, hvor Acces er billigst efterfulgt af Trend, Comfort og Style.
Varme i rattet er standard fra Comfort, mens sædevarmen i Comfort er med hele tre trin, hvilket er usædvanligt for bilklassen.
Fås med anhængertræk
Fra salgsstart er bilen uden mulighed for at montere træk, men importøren arbejder på, at det bliver muligt. Det løfter bilen som familiens eneste transportmiddel.
Mulighederne for at individualisere bilen er øget med den nye version. Interiøret kan derfor leveres i både beige, orange og blåt med tilhørende forskellige muligheder for stofindtræk.
Sammenligner man med flere af konkurrenterne, er mulighederne for ekstraudstyr og finesser dog begrænsede.
Vil man gerne have glastag, nøglefri betjening af bilen, eller moderne trykfølsom skærm til betjening af radio/navigation mm., så fås det ikke til Hyundai i10.
Det er ikke fordi, der er mangel på biler i den lille mikroklasse. Men den nye Hyundai i10 virker som en af de absolut mest helstøbte.
Vi vender tilbage i begyndelsen af januar med en egentlig prøvekørsel af nyheden.
Hyundai i10 er smartere at se på, og bedre at køre i end forgængeren, som mildt sagt var bedaget.
Hyundai håber, at den nye I10 vil etablere sig som en fast del af de fem mest solgte mikrobiler. Det skal nok lykkedes, og den lange garanti er det kun Kia, som kan hamle op med.