Besøg i Fords torturkammer

LOMMELl

Bommen går op, og speederen trykkes ned. 16 km endeløs asfalt venter. Tre brede baner er til rådighed, og vi når snart 250 km/t i den gule Ford Focus ST.

Det føles ikke af noget, selv ikke i de flere km lange sving, hvor siderne hæver sig som på en legetøjsracerbane. På næste langside prøver jeg at spotte næste sving, men strækningen er så lang, at man ikke kan se til den anden ende pga. jordens krumning.

Jeg besøger Fords tophemmelige europæiske testbane i belgiske Lommel, et par timers kørsel fra Bruxelles. Og en af fabrikkens mere end 100 testkørere giver mig en tur på højhastighedsbanen, hvor både prototyper og næsten færdige Ford-modeller bliver testet ved tophastighed.

Se, uden hænder, smiler chaufføren til mig. Jeg må ikke vide, hvad han hedder, af frygt for, at han og de andre testkørere bliver opsporet i deres fritid og udfrittet om, hvad der foregår inde på det tophemmelige anlæg.

Selv uden hænder på rattet bevæger bilen sig behændigt rundt i midterbanen. I det stærkt skrående sving retter vognen sig nemlig selv ind.

Rattet bliver i ligeud-stilling. Får den mere gas, kravler den blot lidt højere op ad siden og bliver dér, får den mindre, justerer den sig ned mod bunden.

Tophemmeligt

Det her er en branche, hvor industrihemmeligheder er milliarder af kroner værd, og tekniske fejl kan være tilsvarende kostbare, og det er yderst vanskeligt at opsnuse detaljer om det dybt hemmelige testanlæg. Udefra er der intet at se. Kun kilometervis af høje stålhegn bag hvilke en tæt og vildtvoksende fyrreskov hindrer ethvert indkik.

De værste veje i Europa er genskabt herinde på Fords testbane.

Siden 1965 er tusindvis af Ford-modeller blevet kørt gennem anlæggets udvalg af forskellige veje for at optimere deres konstruktion og opdage fejl, inden de bliver lanceret.

Ifølge Valere Swinnen, direktør for Lommel Proving Ground, arbejder man i alle døgnets 24 timer, og bilerne kører samlet mere end 6 mio. km årligt. Kommende og derfor hemmelige modeller testes oftest, når det er nat for ikke at blive opdaget af omstrejfende spionfotografer.

»Vi tester bilerne under de vanskeligste forhold, så de nye Forder også føles som nye om 10 år,« siger Valere Swinnen.

Enormt anlæg

Mere end 400 medarbejdere, heraf 80 ingeniører, er ansat ved anlægget, og de får hver dag besøg af op mod 100 teknikere fra koncernens udviklingscentre i bl.a. Köln, Aachen og engelske Dunton.

Testfaciliteterne er blandt de største i branchen og omfatter 322 hektarer, svarende til godt 640 fodboldbaner.

Ford-modeller bliver afprøvet på den i alt 80 km lange strækning, der indeholder alt fra grusveje, toppede brosten, glat asfalt og ikke mindst rene torturstrækninger med store huller i vejbanen.

Stemningen er som ved et militæranlæg i koldkrigsperioden. Kun støvlerne og de ladte karabiner mangler.

Blandt de i alt 17 baner er især nr. syv berømt internt i Ford-kredse, siger Valerie Swinnen.

»Det er især her vi afstemmer undervognen på vores biler, så de lever op til de strengeste krav om, at det skal være sjovt at køre i alle Forder,« siger han.

Dybe huller

Ingeniørerne sørger også for, at modellerne kan modstå, at alt for mange bilister kører stærkt henover dybe huller eller drejer skarpt over gamle brosten.

»Vi har skabt nogle af de værste huller i Europa på vores egen testbane. Hvis vores biler kan passere disse tests, så de kan klare næsten alt, hvad de støder på offentlige veje,« siger Valerie Swinnen.

Besøgende kan derfor blive overraskede over at finde vejskilte fra Frankrig, Storbritannien og USA, alle inden for en halv km. Men det er gennem sådan en omhyggelig genskabelse af reelle vejbelægninger fra hele verden, at Ford er i stand til at levere de produkter, der opfylder kravene.

Ved siden af den simulerede virkelige verden er kunstige testhuller designet til at måle kontrollerede belastninger på Ford køretøjer og tillade ingeniører at identificere de kræfter og den aktuelle belastning, når de passerer gennem dem.

Ved hjælp af disse data kan ingeniørerne ekstrapolere, hvor meget belastning, der vil blive placeret på køretøjet i løbet af dets levetid, som dermed fortæller dem, hvor meget køretøjet skal være i stand til at modstå.

»Vi bruger specielle instrumenterede hjul på bilen for at måle kraften i tre retninger og opfanger det hele via sensorer,« fortæller Swinnen.

Allerede i designfasen gennemføres simuleringsprogrammer, laboratorietest og test af motorer i prøvebænke i de respektive udviklingscentre, men en lang række ture til Lommel er altafgørende.

Rustpåvirkning

Her kører man også gennem meget kuperede veje med stigninger op til 25 pct. og den lukkede skov rummer grusveje, vandgrave med simuleret tropisk uvejr - og en saltvandståge, der gør det ud for gus fra Nordsøen.

På kort tid kan bilerne udsættes for en lige så stor saltpåvirkning, som havde de kørt normalt gennem fem år.

Lommel Proving Ground har dog sine begrænsninger og duer for eksempel ikke til varme- og kuldetest. Her går turen i stedet til bl.a. Australien og Nordfinland.

Tilbage i passagersædet går min næste tur nu til den legendariske bane 7, hvor chaufføren lige vil demonstrere, hvordan ST-modellen kan køres til grænsen.

Det ene øjeblik krabber han næsten sidelæns gennem 90 graders kurver, det næste flyver vi over små bump.

Han holder moderat gas halvvejs gennem svinget, og accelererer så ud. Farten er svimlende. Mit hoved hopper rundt som kuglen i en flippermaskine, mens Fords udgave af »The Stig« arbejder hektisk med rat, gear og pedaler. Hans bevægelser er lynhurtige, men snart finder han en rytme, der får bilen til at flyde gennem kurverne

Lige så vild køreturen er, lige så iskold er »The Stig«. Skulle han hive termokanden frem for at skænke sig selv en kop kaffe midt under køreturen, ville det virke helt naturligt.

Men den ordknappe herre byder hverken på vådt eller tørt. Kun en demonstration af, hvad moderne biler bliver udsat for, inden de når ud til os forbrugere.