Fortsæt til indhold
Biler

Giv bilen en tatovering, øjenvipper eller smykker

Kvinder tør bryde med normerne, når bilen skal gøres personlig, mener Lilli Henriksen, som har fundet en niche med anderledes udsmykning af biler.

Hvis du synes, din bil drukner i mængden, er der råd, som ikke alene får den til at skille sig ud, nej den nærmest lyser af sig selv. Hvad med øjenvipper til forlygterne, streamers med fodspor, blomster, tatoveringer eller måske bilsmykker?

Stafferingerne med pletter, symboler eller øjenvipper som på den her Fiat 500, er med til at give bilen et helt personligt præg.

Bag det hele står Lilli Henriksen, som for kort tid siden åbnede web-butikken, dotupyourcar.com. Hun henvender sig mest til kvinder, der gerne vil give deres bil personlighed og gøre den lidt nuttet.

»Vi kvinder er jo lidt pyntesyge, og vi vil også gerne sende nogle signaler, når vi kører rundt i trafikken,« lyder det fra Lilli Henriksen, der er uddannet journalist og mange år har arbejdet hos Aller, hvor hun var med til at starte det erotiske magasin Tidens Kvinder og har været redaktionschef på Familiejournalen.

Inspireret af datter

Lillie Henriksen fik inspirationen, da kvinder stod i kø for at købe hendes datters bil, som var udsmykket med prikker.

Siden er idéerne knopskudt, så der nu er streamers i alle former og farver med mange budskaber, inklusiv tatoveringsmønstre fra en prisbelønnet dansk tatovør. Smykkerne, der skal hænge i bakspejlet, og giver lysrefleksioner i kabinen, er sidste skrig.

Man kan skam også få smykker til biler. Det er designeren Lene Gabay, som har lavet en kollektion til dotupyourcar. Kæden er af forsølvet messing, mens der er tre slags vedhæng; ugler, stjerner og måner.

»Det er mest kvinder, som kører i mindre biler, der pynter bilen. De vil gerne sende nogle signaler om, at de skiller sig ud fra mængden, og at de er noget særligt. Kvinderne tør bryde med normerne for udsmykning end mænd, som mere vil gå efter at få en sej bil,« siger hun om stafferingerne, hvor nogle også er ”Mormor” eller ”farmor” – stafferinger, og de fleste først og fremmest gør bilen ”nuttet”.

»Der må godt være signalværdi på bilen. Jeg var med på Aller i de dage, vi lavede Ugens Rapport i pænt stort oplag og ved, at det handler om at have det skægt. Vi skal have noget, der kalder på smilet,« siger Lilli Henriksen. De billigste prikker starter fra 80 kr., mens den dyreste staffering koster 400-500 kr.