Sejlklar til oceanerne
Hvor meget skal der egentlig til for at opgradere en båd, der er rigget til kapsejlads i skandinaviske farvande, til virkelig offshoresejlads over Altanterhavet? Vi taler med Jan Olesen fra ”Essex Girl”, der står midt i processen.
Når beslutningen om at sejle sin båd ud på det helt store eventyr er taget, kommer det for de fleste som lidt af en overraskelse, hvor meget der egentlig skal til for at opgradere til rigtig offshoresejlads. Hvis man yderligere ønsker at deltage i en kapsejlads som Atlantic Rally for Cruisers (ARC) fra Gran Canaria til St. Lucia i Caribien, kræver det endnu mere.
For at kaste lys over, hvor meget der skal til, kørte BådNyt en iskølig forårsdag i april ud på det yderste af Refshaleøen ved de gamle
B & W-værftshaller. Det er her, Jan Olesen og hans 50 fod store kulfiberracer, ”Essex Girl”, der står på land, i disse dage gennemgår en indre ommøblering fra letbenet carbonracer til sikker cruiserracer. Båden er nemlig tilmeldt årets udgave af ARC og skal derfor leve op til de skrappe, men tankevækkende sikkerhedskrav, der stilles fra løbsledelsens siden.
Sikkerhed vejer tungt
»Noget, der virkelig har slået mig, er, at alt bliver et sikkerheds-issue, når man skal krydse et ocean. Man er så langt fra alt, at det, der ville være et lille problem i Danmark, kan udvikle sig til en katastrofe, når man ligger på åbent hav med tusindevis af sømil til land,« fortæller ”Essex Girl"-skipper Jan Olesen.
Et eksempel er, hvis man ikke har strøm nok om bord. Al navigation og kommunikation bruger strøm. Det samme gør AIS-transponderen, der sikrer, at man kan se og blive set af andre skibe på det åbne hav. Derudover kører bådens watermaker i den grad på strøm, og når man sejler i troperne med en besætning på 10 mand, kan rent ferskvand hurtigt blive en begrænset ressource.
»Vi har valgt en ret lille batteribank på 3 x 75 ampere. Til at vedligeholde spændingen har vi en vindmølle, der maksimalt kan give otte ampere, et mobilt solcellesystem, der giver to ampere, og så har vi motoren, som højst kan køre fire timer dagligt, da vores dieseltank kun er på 60 l,« siger han.
På grund af den begrænsede mængde diesel til rådighed og det faktum, at motorens generator kun lader med 20 pct., når den går i tomgang, havde det danske ARC-hold en udfordring. Løsningen blev en Ctek Smartpass Manager, der ”snyder” motorelektronikken, så generatoren lader med sin fulde kapacitet på 55 ampere i tomgang. Det er planen, at motoren udelukkende bruges til at dække watermakerens forbrug. Som ekstra backup til strømforsyning har det danske ARC-hold valgt en på vores breddegrader utraditionel strømkilde.
»Fra Norge hørte vi om en Efoy 600-brændselscelle, der kører på flydende brint. Vi regner med at bruge syv liter på hele turen, så vi hentede en dunk brint på 10 liter. Brændselscellen kommer til at køre uafbrudt i de ca. 14 dage, som vi forventer, turen kommer til at tage. Det lille energibundt leverer 50 ampere i døgnet.«
Ny, stor redningsflåde
”Essex Girl” er bygget i 1990’erne til kort-ere kapsejladser og har derfor nærmest ingen vandtankskapacitet. Det problem har man løst ved at montere vandtanke i sække, der surres fast til indersiden af skroget under cockpittet. Der er i alt 4 x 150 liter, der bliver forbundet via et rørsystem, der er udstyret med separatorventiler, så man kan vælge, hvilke vandtanke man vil trække på hvornår.
Der er også lavet indtag til saltvand. På den måde spares ferskvand f.eks. i forbindelse med madlavning, opvask og håndhygiejne i forbind-else med toiletbesøg.
Af andre features om læ bør nævnes SSB-radio, weatherfax, Motorola-satellitradio, en Supercool 45 EPG-køleboks, der kan køre på både 230 og 12 volt og på gas, vhf-radio med dobbelt antenneføring til riggen via agterstaget og en simpel piskantenne til montering på agterpulpitten.
På dæk og i cockpit bliver den mest synlige forandring fra racer til cruiser en stor 10-personers Trans Ocean-redningsflåde, der bliver monteret på hækken. Fald og anden løbende rig er blevet udskiftet og er klar til kapsejlads. Man har fravalgt radar og satser på AIS-teknologi fra Garmin. Derudover har man på ”Essex Girl” besluttet, at alle om bord skal have en personlig Smartfind AIS på sig på vagterne. Senderen er en lokalsender, der kommunikerer med skibets AIS, så man på plotteren kan se præcis, hvor den over bordfaldne er placeret i forhold til båden, så muligheden for at bjærge ham/hende er forøget betragteligt. Endelig har båden en EPIRB, der aktiveres, hvis den helt store ulykke skulle være ude, og besætningen skulle blive tvunget til at forlade skibet.
En EPIRB sender et mayday med positionen op til en satellit, der kommunikerer med en flådestation i Frankrig. Franskmændene kontakter alle skibe i området med positionen på den forulykkede, som derefter forsøges udsat.
Starten går i november
Men lige nu står skuden sikkert på land ved de gamle haller ved B & W, mens den bliver bygget om til blue water-sejlads. Jan Olesen, hans gaster, ”Essex Girl” og 260 andre startende både er på linjen, når det går løs fra Las Palmas den 23. nov. De er tilmeldt i cruising-klassen med det ædle mål at komme godt og sikkert over Atlanten. Og hvis båden ikke er blevet alt for tynget af ansvar og af de mange ekstra kilo, der er røget på under ombygningen, er sandsynligheden for, at de sejler en top-20-placering i mål bestemt til stede.
BådNyt følger ”Essex Girls" vej mod ARC’en – det første sejladsmæssige virkelighedstjek bliver Sjælland Rundt, hvor ARC-besætningen vil teste båden i transatlantic-mode med fyldte vandtanke og brint på brændselscellen.