Den bedste elbil hedder Zoe
Teknikken fungerer overbevisende, og det bedste er, at den ikke føles som en elbil.
Cascais
Letkørt, fræk i formgivningen og med fornuftig plads. Det lyder ikke ligefrem som signalementet af en elbil, men med Zoe sætter Renault nu standarden blandt elbiler.
Glem alt om de dårlige køreegenskaber fra Renault Fluence Z.E. og fornemmelsen af invalidebil og forestil dig i stedet en Renault Clio på strøm pakket ind i en indbydende formgivning og til 161.400 kr. plus levering, mens batteriet skal lejes af Renault, og det koster fra 699 kr. per måned.
Zoe har 88 hestekræfter og er lidt større end Renault Clio, som den blandt andet deler forhjulsophæng med.
Teknikken omkring baghjulene er overtaget fra Mégane-modellen, og fra begyndelsen er konstruktionen tænkt som en elbil, derfor ligger batterierne under gulvet, til gavn for både tyngepunktet og rummeligheden.
Underlig siddeposition
Netop bagagepladsen har typisk været et sted, hvor batterierne har stjålet plads i en elbil og helt fri for denne ulempe er Zoe ikke. Ganske vist er bagagerummet 38 liter større end i en Clio, svarende til pæne 338 liter, men selve bagsædet er placeret ovenpå en del af batteri-teknikken.
Det medfører, at sædet er højt, og man sidder derfor med knæene pegende op i en ikke komfortabel vinkel.
Renault har også valgt bucketsæder foran, der har fast integreret hovedstøtte, og de fylder uforholdsmæssigt meget. Derfor opleves bagsædet som en smule klaustrofobisk, idet man som passager ikke har meget udsyn frem og skråt frem. Bestemt ikke noget, der gør bilen børnevenlig.
Under forsæderne er der også en række elektriske komponenter, og disse kan derfor ikke justeres op og ned i højden.
Mangler gardinairbag
Målt på sikkerhed ligner Zoe søsteren Clio og leveres blot med fire airbags. Euro NCAP har dog netop givet Zoe de maksimale fem stjerner i sikkerhedstest.
Men man tester heller ikke for bagsædepassagernes ve og vel i tilfælde af en sidekollision, hvor de mangler en beskyttende gardinairbag.
Som den første bil fra Renault er Zoe til gengæld udstyret med 7-tommer skærm og noget som Renault kalder R-link. R-link er et avanceret og forholdsvis letbetjent multimediesystem, som samtidig giver dig adgang til at planlægge din kørsel og f.eks. på forhånd kan se, hvor langt du kan nå på den nuværende opladning.
Støjsvag
Renault lykkes også virkeligt godt med støjdæmpningen af Zoe, og op til maksimalhastigheden på 135 km/t er bilen tyst som få, når man tager i betragtning, at den manglende motorlyd skærper ørenes sans over for andre lyde.
Bremserne er lette at dosere, og så længe farten er høj, men under 10 km/t, svarende til parkeringsmanøvrer, er bremserne på kanten til at blive en kilde til daglig irritation. Det er uhyre svært at bremse bilen blødt, og resultatet er en uskøn forestilling.
Nøglen til en god oplevelse i elbilen er derimod rækkevidden, og modsat Fluence Z.E. har Renault nu valgt at kommunikere mere ærligt omkring den sande rækkevidde.
Det officielle tal er 210 km på en opladning, men Renault opgiver samtidig, at en rækkevidde på 150 km er realistisk i den virkelige verden.
Optimale forhold
Vi kører Zoe med optimale temperaturer på 15 grader. I den situation er der hverken brug for aircondition eller varme, to notorisk heftige strømtyve i elbiler.
At dømme efter prøvekørslen er 150 km et realistisk niveau, hvis man kører blandet kørsel med fokus på by og lidt omfartsveje.
Det skulle betyde, at rækkevidden en iskold vinterdag er på omkring 100 km, og dermed er Zoe den rene elbil, som har længst rækkevidde på markedet lige nu, hvis vi altså ser bort fra de notorisk kostbare Tesla-modeller fra USA.
Desværre kan bilen ikke lades fra en almindelig stikkontakt. Derfor er man som Zoe-ejer afhængig af sin strømudbyders netværk af ladestandere, og det afskærer en del potentielle kunder fra at overveje bilen som primært transportmiddel.
Tynd forklaring
Forklaringen fra Renault lyder, at bilen er tænkt som bil nummer to, og at test har vist, at ladning fra en husholdningsstikkontakt let kan tage 18 timer, og at det faktum risikerer at skuffe kunderne. Derfor har man fravalgt muligheden. Forklaringen er lidt tynd, og mange vil ikke kunne bruge bilen, fordi man så ikke kan tage et smut i sommerhuset eller andre impulsive ture, ganske enkelt fordi man ikke bare kan lade, hvor der er en kontakt.
Renault Zoe kan ikke løbe fra en beskeden rækkevidde og lang optankningstid i forhold til benzinbiler, men det er en ualmindelig vellykket elbil.
Du lejer batteriet
- Oprindelig var Zoe designet til også at kunne få skiftet batteri præcis som Fluence, men den feature har Renault pillet af bilen, eftersom efterspørgslen på Fluence har skuffet ekstremt, og lige nu er det i praksis kun Danmark og Israel, der har skiftestationer fra Better Place.
- Efter bilen er betalt, skal man leje batteriet af Renault, der så garanterer at man altid har et velfungerende batteri. Kommer effekten ned under 75 procent af et nyt, ja så bliver det byttet, lover Renault.
- Lejepriserne begynder ved 699 kr. for op til 12.500 km om året. Kører man 15.000 km er prisen 784 kr., mens 20.000 kr. kan fås til 954 kr. Lejeperioden er 12-84 måneder.
Tre opfindelser
Tre nye opfindelser er med til at øge rækkevidden:
- For det første har Zoe en indbygget varmepumpe, som er tre gange så effektiv som en normal elektrisk kabinevarmer. En varmepumpe giver 3 kilowatt varme for hver 1 kilowatt, man putter i den - og er i princippet magen til de jord-luft eller luft-luft-varmepumper, som du kan bruge derhjemme eller i sommerhuset.
- For det andet samler Zoe store dele af den forbrugte energi op ved at bruge motorbremse i stedet for mekaniske bremser.
- Og for det tredje er Zoe den første bil, som anvender Michelins særlige elbilsdæk kaldet E-V.
Tre niveauer
- Zoe Life/161.400 kr.
- Basismodellen byder på navigation, klimaanlæg og 15” hjul, samt den 7’’ touch-screen, der også findes i Renault Clio.
- Life+/ZEN/INTENS 174.900 kr.
- Tilføjer 16’’ aluhjul, elruder foran, samt parkeringssensor med kamera.
- Topmodellen hedder enten, Zen eller Intens. Zen er med duft-system, og holdt i feminine hvide nuancer, mens Intens har stort lydanlæg.