Fortsæt til indhold
Biler

Test: Her er de bedste sommerdæk

ADAC har testet 36 sommerdæk. Skifter du selv til sommerdæk, sparer du 1.000 kr. Se hvordan.

Forårstegnene har indtil nu været svære at få øje på i sneen. Men her er et af slagsen.

Den tyske bilistorganisation ADAC er nemlig klar med sin test af årets sommerdæk, og som sædvanlig er det en test med både vindere og tabere. Vindere vil i den sammenhæng sige de kendte mærkevarer, mens taberne er producenterne af billige og mindre kendte dæk. Læs mere hos ADAC.

Test af større dæk

Som en følge af, at tidens trend har betydet større hjul og dæk på mange biler, har ADAC i år valgt at gå en størrelse op i dæk.

ADAC har testet dæk i størrelsen 185/65 R15 med hastighedsindeks H (godkendt til 210 km/t) samt i størrelsen 225/45 R17 med hastighedsindeks W og Y. Det betyder, at dækkene er godkendt til henholdsvis 270 og 300 km/t.

Lav pris kan betyde højere risiko

ADAC har i alt testet 36 dæk i de to størrelser, og på den baggrund råder organisationen sine medlemmer - og andre bilister - til at se bort fra de billigste dæk fra Fjernøsten.

"Hvis man kun kikker på prisen, risikerer man at få dæk med 70 pct. længere bremselængde på våde veje. Dermed øges også risikoen for en ulykke," fastslår ADAC.

Anbefalingen fra ADAC er derfor at vælge et dæk blandt de bedste og derefter undersøge, hvor man kan få det billigst. I det mest ekstreme tilfælde har ADAC nemlig konstateret, at der kan være helt op til 70 pct. forskel i prisen på det samme dæk.

Dækmærkerne Pirelli, Dunlop og Continental går i øvrigt igen blandt de bedste i begge klasser.

Fem dæk får topkarakter

17-tommer dækker passer til biler som Audi A3, Ford Focus, Mercedes C-klasse, Opel Astra og en række VW-modeller

I den klasse får 5 af 17 dæk karakteren "særligt anbefalelsesværdigt". Det gælder dækkene Pirelli Cinturato P7, Dunlop SP Sport MAxxTT, Continental ContiSportContact 3, Bridgestone Potenza RE050 A og Michelin Pilot Sport PS3.

Men der er også fem dæk, som bilisterne ifølge ADAC bør holde sig fra. Det gælder Nankang Noble Sport, Sava Intensa, Goodride Neza, Wanli S og Sunny Sn. Fire af disse er billige dæk fra Fjernøsten. Se testen af 17-tommer dæk hos ADAC.

To dæk dumper i den lille klasse

Forskellene er lige så udtalte i klassen for dæk i størrelsen 15-tommer.

Dækkene, der får topkarakteren "særligt anbefalelsesværdigt" er Pirelli Cinturato P6, Nokian H, Conti Premium Contact 2 , Dunlop SP Sport Fastresponse og Uniroyal Rain Expert.

Blandt 19 testede dæk får to dumpekarakteren "ikke anbefalelsesværdigt". Det er Interstate Touring og Goodride SPO6. Se testen af 15-tommer dæk hos ADAC.

Læs også: Vinterdæk bedst på våd vej