Fortsæt til indhold
Biler

Ny Mercedes: Hold på hat, briller og tegnebog

<p>Mercedes Roadster har 650 hk og topfart på 335 km/t. Prisen har du ikke lyst til at vide noget om.</p>

Så er der dømt frisk luft til det, der er tilbage af håret.

Den tyske bilproducent Mercedes-Benz har netop præsenteret sin nye, åbne supersportsvogn med navnet SLR McLaren Roadster 722 S. Det åbne transportmiddel for to personer med minimal bagage er forsynet med en 5,5 liter V8 motor med kompressor. Motoren leverer 650 hk, og momentet er 820 newtonmeter. Det rækker til en topfart på 335 km/t, mens accellerationen 0-100 km/t kan klares på 3,7 sekunder. Det svarer til motorcykelniveau.

Motoren er i øvrigt håndsamlet hos den faste samarbejdspartner AMG, der tager sig af Mercedes-biler, når ydelsen skal være lidt mere sportslig end ellers.

Udbredt brug af kulfiber

Karosseriet er selvfølgelig fremstillet i kulfiber, hvilket er med til at holde vægten nede og sende præstationerne op. Aerodynamikken er forbedret i forhold til den tidligere SLR McLaren Roadster, der havde 626 hk og et moment på 780 Nm.

Mercedes-Benz har anstrengt sig for at producere en eksklusiv bil, der på alle områder overgår forgængeren, og at det eksklusive er vigtigt, understreges af, at SLR McLaren Roadster 722 S, der faktisk er en forklædt racerbil, kun fremstilles i 150 eksemplarer.

722-betegnelsen i navnet er da også en henvisning til, at den britiske racerlegende Stirling Moss i 1955 sammen med sin medkører Dennis Jenkinson vandt det klassiske italienske langdistanceløb Mille Miglia i en Mercedes-Benz 300 SLR med startnummer 722.

Forstærket gearkasse

Gearkassen i den nye roadster er en femtrins automatgearkasse, der er specielt udviklet til at kunne holde til bilens voldsomme moment. Føreren har mulighed for at indstille gearkassen i forskellige grader af sportslighed. Accellerationen fra 0-200 km/t er overstået på 10,6 sekunder. Det svarer til en pæn accellerationstid fra 0-100 km/t for en almindelig familiebil.

Fjedre og støddæmpere er selvfølgelig tilpasset motorsport, og karrosseriet er sænket. Hjulene er i størrelsen 19 tommer, og bilens bremseskiver er fremstillet i en blanding af kulfiber og keramik.

Aerodynamikken og dæmpning af lyden af fartvind er så god, at det skulle være behageligt at køre i den åbne bil selv ved hastigheder langt over 200 km/t. Men bilen har selvfølgelig også et stoftag, der kan lukkes eller åbnes på cirka 10 sekunder.

Bilen bygges i Storbritannien

Mercedes-Benz og McLaren har trukket på erfaringerne fra Formel 1, hvor kulfiber er vidt udbredt. Med undtagelse af to motorrammer i aluminium og stålforstærkninger ved de såkaldte A-stolper samt indbyggede styrtbøjler er karosseriet helt i kulfiber.

Selv om bilen først og fremmest er sportslig, er der dog også tænkt på komfort med lædersæder, avanceret klimaanlæg, lyddanlæg fra Bose og et navigationsanlæg bygget sammen med radio og cd-afspiller.

De 150 biler bygges stort set som håndarbejde hos McLaren i den britiske by Woking. De første biler kan leveres i januar 2009.

Nå, ja. Så mangler der lige prisen. I Tyskland skal Mercedes-Benz SLR McLaren 722 S koste fra 517.650 euro - 3,86 mio. kr.

Skal der så danske plader på, kan du gange prisen med tre!

Læs også: Masser af kræfter i ny Mercedes