Fortsæt til indhold
Biler

Jesper Nord og hunden Teodor krydser Europa i en kabinescooter

For seks år siden blev Jesper Nord ramt af alvorlig sygdom. Foruden sit arbejde mistede han også retten til at køre bil. Nu krydser han de østrigske alper og italienske småveje med 34 km/t. i sin kabinescooter sammen med sin hund Teodor.

Da vi ringer til 44-årige Jesper Nord, har han gjort stop ved kystbyen Anzio, 150 km syd for Rom, i 18 grader og kigger ud over det azurblå Middelhav.

Siden han tog af sted fra Danmark seks uger før, har han tilbagelagt 3.500 km i sin Ferrari-røde kabinescooter sammen med sin hund, Teodor.

I går var området ramt af et voldsomt regn- og tordenvejr, så i nat har han og Teodor ikke sovet i deres medbragte telt, men inde i kabinescooteren.

»Det har jeg gjort et par gange, hvis det har været for dyrt at bo på hotel. Jeg kan slå sædet tilbage, så jeg er halvt liggende. Det er ligesom at sove i en flyvemaskine,« fortæller Jesper Nord.

Teodor, der er en seks år gammel krydsning mellem en bokser, en labrador og en rottweiler, har sin faste plads bag førersædet.

Hunden Teodor holder til bag forsædet, hvor den har rigeligt med plads at boltre sig på. Privatfoto

»Han kan sove overalt. Han er den nemmeste hund i verden.«

For seks år siden mistede Jesper Nord sit kørekort på grund af kronisk sygdom, der vendte op og ned på hans liv som køkkenchef i København.

Han kom aldrig tilbage bag rattet i en bil og så alligevel. For selvom kabinescooteren både har tagboks, dieselvarmer og plads til en hund bagi, skal Jesper Nord ikke have et kørekort for at måtte køre den.

»For mig er det her, som om jeg har fået min frihed og livet tilbage,« siger Jesper Nord, selvom turen allerede har budt på mekaniske og mentale udfordringer.

Blev et spøgelse af sig selv

Jesper Nords kabinescooter er en Villys Only, som han i sjov døbte »Ferrarien«.

»Jeg vil ikke sige, at jeg var flov over det, men jeg syntes, det var lidt mærkeligt, at jeg, som var 44 år gammel og havde haft mange biler, pludselig skulle køre i en kabinescooter. Så det var for at lave lidt sjov med det.«

Jesper Nord er født i Sverige, men for 10 år siden kom han til København. Her arbejdede han 300 arbejdstimer om måneden som køkkenchef, indtil det hårde arbejde udløste en diskusprolaps, der muligvis ikke blev behandlet korrekt.

Siden har han udviklet fibromyalgi, dvs. kroniske smerter, der gjorde ham til »et spøgelse af sig selv«, som han selv beskriver det.

Smerterne betød også, at han gik skævt på sit knæ, som derfor også måtte opereres. Han er også blevet opereret for en tumor i galdeblæren og modermærkekræft. I dag lever han som førtidspensionist med ptsd som konsekvens af de mange smerter.

»Fordi jeg ikke selv måtte køre bil, var det f.eks. svært at komme ud at handle. Jeg har rigtig gode venner, som har hjulpet mig, men man kan ikke trække på sine venner hele tiden. Det går jo ikke. Så bliver folk trætte af én.«

Jesper Nord valgte bl.a. en kabinescooter frem for en knallert, så han kan have Teodor med på tur. Privatfoto

Først forsøgte han sig med at køre på en tohjulet knallert, men han blev ved med at vælte på grund af sine smerter. Desuden kunne Teodor ikke sidde bagpå.

Siden blev drømmen en kabinescooter, der fra ny gerne koster 70.000-100.000 kr., og som han først måtte spare sammen til.

»Ferrarien« er en næsten ny elektrisk Villys Only med et 120 Ah-batteri med 120 km rækkevidde, men med Jespers oppakning ca. 100 km.

Det tager tre timer at lade batteriet helt op fra 0 pct., og den medfølgende oplader går i en almindelig stikkontakt. Det stopper ikke Jesper Nord fra at lade op ved siden af ladeparkernes Tesla’er.

»Jeg har købt en adapter, så jeg kan lade op på ladestanderne. Det havde ikke fungeret, hvis det ikke kunne lade sig gøre.«

Væltede i Tyskland

Jesper og Teodors rejse er indtil nu gået langs Tysklands små landeveje, de østrigske og norditalienske alper.

»De første 14 dage kørte jeg konstant fra morgen til aften. Jeg ville bare fremad. Der glemte jeg formålet med turen. At tage det stille og roligt og have sig selv med. Der blev det svært for mig at håndtere tingene. Jeg kunne ikke huske, hvilken dag det var, og hvilken by jeg havde været i dagen inden. Det gik for stærkt, hvis man kan sige det, når man kører 34 km/t,« griner han.

I Hannover fik han og Teodor sig en slem forskrækkelse, da et snevejr nær satte en stopper for deres rejse. I Tyskland anbefaler man kabinescooterne at køre på cykelstierne, men som her langs en mark ikke var ryddet.

»Til sidst tænkte jeg, at jeg bliver nødt til at vende om. Da jeg er på vej til at vende, er der en lille skråning, som ikke havde været et problem, hvis ikke der var sne. Vi vælter ned på marken. Det føltes, som om alt gik i slowmotion. Vi fløj rundt, og det første, jeg tænkte, var, at nu er det slut på turen.«

Langs en mark uden for Hannover var det nær gået galt for de to rejsende. Privatfoto

»Men der skete ingenting. Et sidespejl gik i stykker, men det var det eneste.«

Nogle hundeluftere kom forbi og hjalp Jesper Nord med at løfte det 450 kg tunge køretøj op igen.

Men det er ikke den eneste gang, kabinescooteren er kommet alvorligt på prøve. Ved Innsbruck i Østrig rammer Jesper og Teodor en bjergside med en 16 graders hældning.

»I instruktionsbogen står der, at den har en begrænsning på 15 grader, så det var rigtig hårdt for bremserne. Jeg måtte stoppe tre gange for at hælde vand på dem.«

Har alt på nær fire hjul

Jesper Nord havde ikke lagt nogen fast rute, inden han tog af sted. Målet var det sydligste Italien, og indtil nu har han kørt efter steder, hvor han kan få ladet kabinescooteren op.

Kabinescooteren har bragt ham igennem alverdens små landsbyer og små landeveje. Fordi han ikke kan færdes på de store hoved- og motorveje, får han set en mere autentisk del af Europa end de fleste andre turister.

I Italien oplever han, at »Ferrarien« er en »icebreaker« over for de lokale, der er helt vilde med den.

»De dytter, når de kører forbi, de åbner vinduerne og stikker en tommelfinger ud. På en campingplads stod jeg i tre timer og måtte snakke med alle dem, der kom forbi. Mange af dem tror ikke på, at jeg er kørt hele vejen fra Danmark,« griner Jesper Nord.

Undervejs har det arbejdsomme køretøj haft flere nedbrud, men som Jesper siger: »Der findes værksteder overalt.«

Det er ikke uden tekniske udfordringer at rejse så langt i en kabinescooter. Privatfoto

Således boede han flere dage hos en lokal mekaniker i Bolzano, mens de ventede på reservedele. Jesper Nord kvitterede for hjælpen ved at invitere hele mekanikerens familie på restaurant, inden han kørte videre.

I dag går køretøjet under navnet »Ferrarghinien«. En krydsning mellem Ferrari og Lamborghini, for på museet i Ferrari-hjembyen Maranello var de for fine til at sælge klistermærker. Derfor måtte han nøjes med dem, han kunne finde hos konkurrenten.

Kabinescooteren har hele udstyrspakken, det være sig både fjernstyret dieselvarmer, multimedieanlæg, soltag, og så har Jesper Nord selv bygget støjreducerende materiale ind i kabinen. På taget har han i Italien monteret en 250 liters tagboks for at undgå, at hans bagage bliver våd.

»Den har alt på nær fire hjul,« griner han.

Har flere ruter i kiggerten

Siden Jesper Nord tog af sted, har han fået over 10.000 følgere på sin Facebook-side ”Jesper og Teodor”, hvor han sender digitale postkort fra rejsen.

I skrivende stund har han nået slutdestinationen Lecce på ”hælen” af Italiens støvle. Herefter skal turen hjem foregå i stille og roligt tempo, hvor han bl.a. vil gøre holdt hos nogle af de mennesker, han har mødt undervejs.

Rejsen har givet Jesper Nord mod på endnu flere ture rundt i Europa.

»Bare man har lidt vilje, kan man mange ting med små midler. Den næste tur skal gå igennem Holland, Belgien, Frankrig, Portugal og ned til Gibraltar. Hvis alt går godt, vil jeg også gerne på en tur gennem Sverige og Norge til Lofoten og ind i Finland. Men det vil kræve lidt mere isolering af kabinescooteren, hvis jeg skal kunne holde varmen,« siger han.

»Jeg skal bygge mig selv op igen og finde mig selv igen som den person, jeg er i dag. Kabinescooteren er en stor del af det, så jeg kan leve mit liv frit igen,« afslutter Jesper Nord.