Simpel reservedel i Morten Jespersens nye elbil koster en formue, og garantien dækker ikke
Morten Jespersen troede, at værkstedet havde regnet forkert, da han så fakturaen på udskiftningen af en enkelt del i sin næsten nye Renault Scenic E-Tech. Den danske importør indrømmer, at der er tale om et astronomisk beløb, men holder alligevel fast i prisen.
Mange elbiler har vist sig at være dyre at reparere. Defekte batterier, ladeenheder og andre elektriske komponenter har givet elbilejere ubehagelige overraskelser på værkstederne.
Da Morten Jespersen fra Ryomgård købte en fuldt elektrisk Renault Scenic E-Tech sidste år, havde han alligevel ikke fantasi til at forestille sig, hvad det skulle koste at udskifte en anden og langt mere simpel del i den franske model.
Renaults elektriske familiebil kommer med et særligt armlæn mellem bagsæderne, hvor man bl.a. finder opladningsstik til mobiltelefoner og tablets foruden to kopholdere, der kan foldes ud.
Da Morten Jespersen i sommer gik ud til bilen og slog coveret op, opdagede han, at det sad skævt på. Beslaget, der består af noget plastic, så ud til at være knækket.
For at det ikke skulle gå mere i stykker, kørte han med det samme ind til det autoriserede Renault-værksted, hvor han købte bilen, for at få det ordnet.
»Jeg tænkte, at det i værste fald ville koste 5.000 kr., og så var det det, selvom jeg vil mene, at det også ville være højt.«
Men det kan slet ikke gøre det. For på den faktura, han får skrevet ud, står der: 48.643,84 kr.
Og der er arbejdstid ikke engang medregnet.
»Da de sagde prisen, blev jeg helt paf. Først troede jeg, at de måske havde regnet forkert i omregningen fra euro, men det blev bekræftet flere gange,« fortæller han.
»Jeg forstår godt, at ting kan koste lidt, men det her er jo fuldstændig vanvittigt.«
Ikke den eneste
Da Morten Jespersen delte sagen i Facebook-gruppen for danske Renault Scenic E-Tech-ejere, viste det sig, at han ikke står alene med problemet.
Indtil videre har to andre delt komplet identiske oplevelser. De kan heller ikke forklare, hvordan det er gået i stykker, og beretter om lignende høje priser for at få det udskiftet.
Det har bestyrket Morten Jespersen i, at det ikke er selvforskyldt, men skyldes en fejlkonstruktion i bilen.
»Vi har to identiske billeder fra to identiske biler, så der er i hvert fald et eller andet galt,« siger han.
Da bilen stadig er inden for garantien, mener han, at den bør dække fejlen.
Værkstedet tog da også fat i Renault Danmark, men herfra lyder beskeden, at det ikke kan ske ved almindelig brug, og derfor må Morten Jespersen selv betale.
Men det har han ikke tænkt sig.
»Jeg kommer ikke til at bruge så mange penge på det. Det svarer til en kæmpestor ferie for familien,« siger han.
»Bilen har kostet 330.000 kr., så jeg vil ikke betale 50.000 kr. for at skifte et plasticcover. Det er for mange penge for den detalje,« tilføjer han.
Det var netop meningen, at hans to døtre skulle få glæde af de smarte funktioner, der gemmer sig i armlænet, når de skulle på køreferier. Her kunne de bl.a. sætte deres iPads, men det nåede de dårligt nok, inden beslaget knækkede.
På det tidspunkt var bilen kun et halvt år gammel og havde kørt under 12.000 km.
»Det er en feature, som vi har tænkt var fed, for den bliver god, når vi skal sydpå. Nu kan vi ikke bruge den, og jeg ved godt, at det procentmæssigt er en lille del af bilen, men det er stadig en funktion, som vi ville bruge,« forklarer Morten Jespersen.
Tør ikke tænke på fremtidige reparationer
Familien kom fra en anden Renault, en ni år gammel Clio. Morten Jespersen er typen, der er vant til at køre i sine biler, til de ikke kan længere.
Men nu frygter han, hvor dyrt ejerskabet af familiens nyeste bil kan risikere at blive, hvis udskiftningen af et simpelt cover til et armlæn skal koste 50.000 kr.
»Det koster en gearkasse (i en forbrændingsbil, red.) ikke engang. Jeg havde måske regnet med, at det var, hvad et batteriskifte kunne koste, omkring 50.000 kr. til 80.000 kr., men nu tør jeg slet ikke tænke på, hvad det så skal koste,« siger han.
Hvorfor det skal koste så meget at få skiftet det, undrer ham.
»Det må enten bunde i, at Renault har tabt skruen og har skruet priserne op på et niveau, der er fuldstændig umenneskeligt, eller at konstruktionen er gennemført idiotisk lavet,« siger han.
I princippet kan man stadig bruge funktionerne i armlænet, men mens sagen stadig kører, tør Morten Jespersen ikke bruge det af frygt for, at coveret vil brække helt af.
Forhandleren har opfordret ham til at forsøge at få det dækket af hans kaskoforsikring, men den mulighed vil Morten Jespersen ikke afsøge, før han har gjort alt i sin magt for, at enten forhandleren eller Renault betaler regningen.
Til daglig arbejder han selv med netop reklamationer. Derfor kan han heller ikke forstå, hvorfor de involverede parter ikke tager mere ansvar. Han har ellers gennem mange år været en glad og tilfreds Renault-kunde, men betegner sagen som et »svigt«.
Derfor er han også klar til at tage sagen hele vejen til ankenævn eller domstole, og så håber han, at andre også vil kunne få medhold.
Renault står fast
Jyllands-Posten har forelagt sagen for Renault Danmark og præsenteret importøren for de tidligere omtalte sager med andre kunder, hvor beslaget er knækket akkurat samme sted.
I en skriftlig kommentar skriver head of communication and marketing Søren Hyltoft:
»Det er både værkstedets og Renaults garantiansvarlige, der efter nøje gennemgang og fotodokumentation er af den klare overbevisning, at armlænet er gået i stykker som følge af en ydre påvirkning. Der er altså ikke tale om en konstruktionsfejl.«
»I forhold til prissætningen af armlænet er der ingen tvivl om, at det er meget højt. Derfor opfordrer vi også til, at kunden anmelder det til sit forsikringsselskab, så vedkommende ikke selv står med regningen. Vedrørende prissætningen af den specifikke del, så kører der tusindvis af Renault Scenic E-Tech Electric rundt, og det er ikke en del, vi normalt ser skal skiftes, så der har ikke været specielt fokus på prissætningen af armlæn,« skriver han.
Han kalder armlænets astronomiske pris for en »enlig beklagelig svale«.
Han har også forhørt sig hos Renault Danmarks eftermarkedsafdeling, der skriver:
»Traditionelt ligger vi på et forventeligt prisniveau ift. andre mærker. For at sikre, at vi vedbliver med det, har vi procedurer i netværket, som kan indrapportere priser, hvis der mod forventning findes artikler, som ikke harmoniserer med markedets forventninger. Mange priser kan der reguleres på, andre som i dette tilfælde kan vi ikke umiddelbart pga. Renault SAS (Renault i Frankrig, red.) prissætningen.«
Hør alt om biler i Jyllands-Postens podcast ”Bilradio”. Den udkommer hver fredag. Lyt med hos Apple, Spotify eller i playlisten herunder, og husk at abonnere, så du får besked, når der kommer en ny episode.