Komplekse parkeringsskilte skaber stor frustration blandt elbilister
Mange elbilister kæmper med at forstå reglerne, når de parkerer ved en ladestander. Ifølge Lars Nautrup fra Elbilforeningen er forvirringen udbredt. Men hvad er det egentlig, der gør, at skiltene er så svære at tolke?
Du er netop kørt ind på en parkeringsplads ved en ladestander og holder foran et blåt parkeringsskilt.
Skiltet viser en tidsbegrænsning på tre timer, hvor du må holde gratis.
Det gælder fra klokken 8 til 23. Men samtidig viser det et ledningssymbol – og hvordan er det nu lige med det? Betyder det, at du skal lade din bil, eller blot, at du gerne må holde der?
Forvirret? Så er du ikke den eneste.
I takt med at elbiler i stigende grad bliver populære, vokser behovet også for flere ladepladser.
Men for mange elbilister er de nuværende parkeringsskilte ved ladepladser kilde til stor forvirring og frustration – og ikke mindst unødvendige bøder.