Fortsæt til indhold
Biler

Mercedes EQE er en pragtpræstation

Skulle nogen pusle med en liste over verdens bedste elbiler, synes den nye Mercedes EQE at være selvskrevet til en høj placering.

Stilheden er øredøvende. Ikke en lyd er der i den blå Mercedes-Benz.

Ingen vibrationer. Heller ikke nogen raslen fra dieselmotoren. Glem hakken fra automatgearet eller et stop/start-system, der konstant driller, når man holder stille. Ingen mærkelige ryk under nedbremsninger.

Mercedes EQE 350+

Pris: 675.000 kr.

Pris med udstyr: 900.084 kr.

Skattemæssig værdi: cirka 604.000 kr. uden ekstraudstyr

Motor: 1 elmotor på baghjulene

Hk: 292

Nm: 565

Batteri: 90,56 kWh, netto

Rækkevidde: 645 km, WLTP

Rækkevidde, målt: 520 km ved bl. Kørsel, 520 km ved 110 km/t., 400 km ved 130 km/t.

Opladning: 11 kW (AC), 170 kW (DC)

Opladning, målt: 31 min. (10-80 pct. DC)

Topfart: 210 km/t.

0-100 km/t.: 6,4 sek.

Mål: 494/210/151 cm

Trækvægt: 750 kg

Plusser: rækkevidde, opladning, komfort, køregenskaber, pladsforhold

Minusser: bagagerum, trækvægt

Tværtimod suser jeg helt lydløst gennem myldretidstrafikken.

Rækkeviddemåleren siger 525 km. Takket være et kæmpestort batteri er der ingen rækkeviddeangst. Heller ikke på lange ture, skal det vise sig.

Testbilen er den helt nye Mercedes EQE – mærkets første bil i den klasse af typiske firmabiler, hvor chaufførerne er professionelle, der vil have ordentligt værktøj.

Dagligt skal der tages beslutninger, der kan påvirke virksomhedens fremtid, alligevel er der et enkelt punkt, der synes at ligge næsten fast: Firmabilen skal tilsyneladende være Audi, BMW eller Mercedes. Det er bare et spørgsmål om, hvorvidt bilen har fire ringe i næsen, en stjerne eller et blåt-hvidt propellogo på kølergrillen.

På sin vis er den nye EQE en slags ny fortælling med rod i gamle historier. Selv om flere stiger op i en SUV, så er interessen for de klassiske A6, 5-serie og E-Klasse fortsat intakt.

Mercedes er først

Her er Mercedes endda i spidsen, for ærkekonkurrenterne, Audi og BMW, er slet ikke færdige med udviklingen af deres biler endnu, og elektriske A6’er og 5-serier kommer først engang til næste år. Og så er der Tesla Model S.

Selvfølgelig har jeg bevaret mit journalistiske fejlfindergen, og Mercedes EQE er ikke perfekt, men imponerende. Meget imponerende.

Den nye Mercedes EQE er en slags E-Klasse som elbil, men baseret på radikalt anderledes teknik og har intet til fælles med dagens E-Klasse. Bilen bygges på koncernens helt nye EVA2-platform, der sidste år havde verdenspremiere i den store EQS.

Skummet på det tyske luksusøl er den lange rækkevidde. Under prøvekørslen lagde kørecomputeren sig mellem 17 og 21 kWh per km. Foto: Christian Schacht

Testbilen er en særlig model, der er optimeret til længst mulig rækkevidde, EQE 350+, altså med baghjulstræk, 215 kW/292 hk elmotor og til en startpris på 675.000 kr. Den har en anelse større batteri på 90,6 kWh end de andre varianter, men her kan stort set ikke vælges noget ekstraudstyr.

EQE 350 er den bil, kunderne vælger, en dansk standardbil har en rækkevidde på 630 km, og batteriet er på 87,7 kWh.

Leveringstiden på EQE afhænger meget af valget af ekstraudstyr, men leveringstiden ligger omkring seks-ni måneder på nuværende tidspunkt, oplyser importøren.

Det er allerede mere end tre år siden, jeg var bag rattet af mærkets første seriøse elbil, EQC. Den høje, lidt klodsede elbil kunne ikke rigtig overbevise, for den brugte for meget strøm, var ikke særlig effektiv til at lade, og så var rækkevidden ikke mere end omkring 300 km. Alligevel fik den massiv omtale.

Tre år senere er der sket ting og sager.

Den er alt det, som en Mercedes EQC ikke er, men det allerbedste er, at den er beviset på, at elbiler også kan levere varen, når det gælder noget så klassisk som chefklassen.

Vild rækkevidde

Og kunderne kan ånde lettet op. Rækkevidden er stadigvæk noget af det mest afgørende blandt køberne, og bilister, der ofte bruger deres firmabil som kørende kontor over længere afstande, kan sove nogenlunde roligt om natten.

Den elektriske energi leveres af et 90,6 kWh-batteri, som kan forvarmes eller køles under kørslen i en proces, der sigter mod at sikre, at det altid er klar til at acceptere den hurtigst mulige opladning.

Den fylder batteriet op fra 10-80 pct. på den tid, som det tager at bestille og konsumere en kop kaffe og en afkølet træstamme og lige tjekke op på nye mails. Det tager således ikke mere end 31 min., og det skyldes en effektiv ladekurve, så den lader kraftigt over en lang periode, selv om en peak-effekt på 170 kW ikke i sig selv kan imponere.

Bilen lader uhyre effektivt over tid, og den såkaldte ladekurve tillader en tid fra 10-80 pct. på 31 min. Foto: Christian Schacht

Testbilen nåede op omkring 500 km rækkevidde ved 110 km/t., og har man ikke nerver til at køre så adstadigt, ruller den 400 km ved 130 km/t. og omkring 500 km ved blandet kørsel. I praksis kører man givetvis bilen ned til 10 pct. og lader til 80 pct. igen ved lynladerne, så der i praksis nærmere er 300 km mellem ladesessionerne.

På motorvejen er EQE utvivlsomt blandt de bedste elbiler, kun overgået af storebror EQS, simpelthen fordi du ikke behøver at stoppe ret ofte for at lade op.

Mercedes har i modsætning til de mindre elbiler som EQA og EQB travlt med at skille sig ud med de store modeller. Tag nu den – i mine øjne – ikke videre skønne front, der er lavet, så alle forstår, at det her ikke er en klassisk Mercedes. Men EQE er slet ikke så slem at skue, som mavesure smagsdommere påstår på de sociale medier (prøv selv at søge på Mercedes EQE og ugly).

Den viser sig nemlig hurtigt som en ægte Mercedes. Den kører frisk til og ikke kun i en lige linje. For det er ingen kunst at få en elbil til at ramme 100 km/t. på 6,4 sek., når højre pedal bundfælder sig. Det kan de fleste klare.

Kører godt

Men det er en kunst at lave en elbil, som ikke kvier sig ved at skulle møde et skarpt sving. Elbiler er jo unge. Testbilen vejer næsten 2,4 ton, og enhver, der har set en hidsig bisonokse forsøge at skifte retning i et af fjernsynets naturprogrammer, ved, at høj vægt ikke er godt, når man skal runde et skarpt hjørne.

Chaufføren vil i den grad sætte pris på firehjulsstyringen, der får baghjulene til at dreje til den modsatte side under vende- og parkeringsmanøvrer og gør, at bilen vender som en A-Klasse. Resultatet er en EQE, der føles væsentlig mindre og lettere, end den er, og systemet er alle 20.000 kr. værd.

Inde bag det tykke rat er der herligt at være, og her er rumfornemmelse som i en mellemstor vinkelstue. Foto: Christian Schacht

Lad os komme om bord. De rammeløse sidedøre giver en slags coupé-fornemmelse, og oplevelsen af bilens interiør domineres af en centerplaceret kæmpeskærm med en række fysiske knapper i bunden og det digitale display lige foran føreren.

Designet minder om det, der kan opleves i flere andre nye Mercedeser, og ja, man kan godt bestille den store hyperscreen, hvor en skærm til glæde for fører og passager strækker sig fra dør til dør i kabinens bredde. Prisen er 150.000 kr., men den fås kun til topmodellen, AMG, så det bruger vi ikke mere tid på.

Lidt skuffende kvalitet

Materialekvaliteten er godkendt, men så heller ikke mere, og det er tydeligt, at Mercedes sparer på de dyre materialer. Der er generelt for megen hård plast og pianolak i nutidens Benz-biler.

Forsæderne er fede, længden på dem er tilstrækkelig, sidestøtten god, så nederdele og pressefolder let glider ind og sidder fremragende. Instrumenterne er ekstremt nemme at aflæse med tydelige tal, og symboler, knapper, kontakter og stilke virker overbevisende og logiske.

Det hele med den store, brede midtertunnel som et centralt alter.

De små ruder gør dog kabinen noget mørk og intim, og jeg vil godt vædde på, at landets taxachauffører, der allerede er begyndt at tage plads i EQE, vil blive trætte af den mikroskopiske bagrude, der giver et udsyn som gennem et skydeskår.

På bagsædet af EQE sidder man komfortabelt, selv om voksnes knæ er placeret lidt højt. Foto: Christian Schacht

Der er til gengæld plads som i en ministerbil inde på bagsædet. Takket være lang akselafstand er der hele 8 cm mere benplads end i en E-Klasse. Gulvet deromme er helt plant, og de rejsende kan nyde et par effektive friskluftsdyser, som gav stor lykke under den nylige hedebølge.

Historien tager dog en negativ drejning omme i bagagerummet. Det er på meget beskedne 430 liter, og det er 100 liter mindre end i en klassisk E-Klasse sedan, ja, selv en C-Klasse har mere rum bagi. Og så er EQE en sedan med klassisk udvendigt bagagerum, og den kommer ikke som stationcar. Her er svaret i stedet den kommende EQE SUV, der præsenteres i midten af oktober med lancering næste år. Den vil formentlig også kunne trække mere end de miserable 750 kg, som en EQE må håndtere.

Der er heller ikke noget frunk ude foran, faktisk kan man slet ikke åbne rummet, medmindre man lokaliserer en lille pind, som kun mekanikerne formentlig vil finde anvendelse til. Her kommer så en anden skuffelse. Får man klappen op, er der ingen pind til at holde den, og hjelmen er slet ikke lakeret på indersiden. Helt ærligt. Hvor tarveligt kan det blive, Mercedes?

Prisen på det teknologiske vidunder synes desværre også at kunne komme lidt ud af kontrol. For det første skal køberen af med 680.000 kr. for selve bilen. Dertil kommer godt 200.000 kr. for alle de herligheder, denne artikel har handlet om. Mindre kan heldigvis gøre det, men AMG-pakken til 45.000 kr., der pepper hele det ind- og udvendige look gevaldigt op, er næsten et must.

Konklusion

Den nye Mercedes EQE er det bedste bevis på, at fremtidens chefbiler sagtens kan være elektriske, når de er effektive og komfortable. Bilen leverer mange kvaliteter og er noget nær den mest overbevisende elbil, jeg har kørt.

Hør meget mere om biler i Jyllands-Postens bilpodcast ”Bilradio”. Den udkommer hver fredag.

Artiklens emner
Elbiler