Det er rent op ad bakke i Vejle
Munkebjerg Hillclimb hævder at være Danmarks smukkeste motorløb, og søndag kører bilerne igen op ad den berømte bakke med tilskuere.
Disciplinen minder om en bjergenkeltstart i cykling. Det er én stigning, én bil og kampen mod uret. Hurtigst fra bund til top vinder. Hillclimb er en af de ældste former for motorsport, siden den første kendte hillclimb ved La Turbie nær Nice i Frankrig fandt sted d. 31. januar 1897.
Helt så klassisk er Munkebjerg Hillclimb i Vejle ikke, men det er 24. udgave af løbet, hvor 81 biler fra perioden 1931 til 1990 dyster om at komme hurtigst op ad de spaghettisnoede veje, og efter et år uden tilskuere er løbet tilbage med fuldt program til publikum.
Arrangørerne kan næsten ikke vente med at få sat løbet i gang.
»Nu er vi tilbage ved fuld styrke uden covid-19-restriktioner af nogen art,« siger løbsleder Søren Duun, der understreger, at speakere giver oplysninger om alle kørere og biler, og at det er ganske gratis at overvære løbet hele dagen, enten ved starten på Ibæk Strandvej, fra Casinosvinget midt på banen eller fra mål bag ryttergården ved Munkebjerg Hotel.
»Kommer man i en klassisk bil, kan man parkere på hotellets parkeringsplads tæt ved ryttergården,« siger han.
Bilerne starter med et minuts mellemrum på sydsiden af Vejle Fjord og kører op ad serpentinevejen med mål ved Munkebjerg Hotel. Man kører ruten fem gange, to gange træning og tre heat i selve løbet. Ruten er 1,6 kilometer med en række krævende sving.
Vil du vide meget mere om biler, så lyt til Jyllands-Postens bilpodcast ”Bilradio”. Den udkommer hver fredag.