Fortsæt til indhold
Biler

Kunne det være en ny Audi A2?

Den elektriske konceptbil Audi AI:ME er proppet med det, der kunne være fremtidens teknologi, og viser måske en ny designretning for mærket.

Husker du den høje, futuristiske Audi A2, der blev produceret fra 1999 til 2005, var skabt i aluminium og kunne fås som en treliters bil, der på papiret klarede 33,3 km/l ligesom søstermodellen VW Lupe 3L?

Den har måske fået en efterfølger. Audi nøjes med at kalde konceptbilen med det Star Wars-agtige navn AI:ME for et køretøj til fremtidens megabyer. Og det står heller ikke skrevet nogen steder, at bilen, som er vist på den store internationale biludstilling i Shanghai, kommer i produktion, men formen minder meget om den gamle øko-bil.

Adgangen til Audi AI:ME klares med modsat hængslede døre. De to forsæder er standard, mens man selv bestemmer indretningen bagude. Foto: Audi

Den måler 4,3 meter i længden og matcher på den front en Audi A2. Batteriet er på 65 kWh, og elmotoren på 170 hk er placeret over bagakslen i bilen, som kaldes en 2 Plus x-sæders konfiguration, hvilket betyder, at bagsæderne kan tages ud eller ommøbleres efter behov. Navnet spiller også på ordene Artificiel Intelligence, altså kunstig intelligens, og samspillet mellem de ombordværende og teknologien.

Selvkørende lounge og spisestue

Den er udstyret med teknologi, så den kan være selvkørende på niveau 4, som er det sidste, før rattet forsvinder, men endnu ikke er tilladt i dag, hvor niveau 2 er det højeste, og det er endnu uvist, hvor mange steder det bliver muligt. Den vil dog formentlig i første omgang være afgrænset til bestemte områder som motorveje og lignende, hvor føreren så kan skifte mellem selv at køre og lade bilen gøre det.

En stor OLED-skærm går på tværs af bilen. De ombordværende kan se film med Virtual Reality-briller. Foto: Audi

Her er lagt op til, at bilen bliver et ”tredje leveområde”, hvor kabinen er en slags lounge med lænestole, flere opbevaringsrum og overflader af f.eks. valnøddetræ og det mineralske kompositmateriale corian, som bruges til bilens touchpads. Der er endda ægte planter i kabinen, der giver miljø og er med til at forbedre luftkvaliteten.

Her er f.eks også magneter, der som kopholdere fastholder krus eller tallerkener af metal. For der er lagt op til, at man sagtens kan nyde et måltid under kørslen. Her er også store vinduesflader, som giver en bedre fornemmelse af rum. Her kan glasset tones elektronisk, alt efter hvor meget solen skinner. Såkaldte ”Filigrane” træstivere i tagområdet virker som en pergola over kabinen.

Instrumenterne styres bl.a. med ”eyetracking”, stemmestyring og berøringsfølsomme områder på den øverste del af dørbeklædningen ud over en stor tredimensionel OLED-skærm i hele forrudens bredde.

Lyset giver beskeder

De ombordværende kan få ekstra gavn af infotainmentanlægget med deres VR-briller (Virtual Reality), som kan give helt nye oplevelser af film eller internettet.

Adgangen til bilen klares gennem store sidedøre, der åbner modsat, mens fremfærden klares på store 23 tommer fælge.

De digitale matrix-lygter giver ikke kun udsyn, men fortæller også medtrafikanterne om, hvad bilen er i gang med. Det kan være ved at fortælle, at en fodgænger skal krydse vejen, eller oplyse et område for dårligt gående.

Audi nævner ikke noget om den elektriske rækkevidde, men fortæller, at da hastigheden i byen er mellem 20 til 70 km/t., er rækkevidden mindre relevant end driftstiden.

Artiklens emner
Audi