Fortsæt til indhold

Langkilde er året tv-vært

Danskerne vil helst tænde for Johannes Langkilde og Michèle Bellaiche. De to TV2-værter vandt priser ved TV-Guld-festen.

TV2 har de bedste værter.

Det må være konklusionen fredag, da tv-stationen tog priserne for bedste mandlige og kvindelige tv-vært og for årets stjerneskud under uddelingen af Billed-Bladets TV-Guld-fest i København.

I de to ’voksne’ kategorier vandt Johannes Langkilde og Michèle Bellaiche, mens Ida Wohlert fik stjerneskudsprisen for at »brænde gennem skærmen og helt ind i stuerne«.

Det er første gang, at Billed-Bladet har uddelt priser til værter under begivenheden, der tidligere hed TV-Oscar.

Dokumentarpris igen og igen

Prisen for bedste tv-dokumentar gik til dokumentaristen Christoffer Guldbrandsen, der også vandt prisen i 2006 for ’Lykketoft Finale’.

Denne gang var der dog en statuette af Flemming Rodian for dokumentaren ’Dagbog fra midten’ om partiet Ny Alliances storhed og fald.

» Dokumentarstoffet er et vigtigt og helt centralt område for DR. Det er én af DR’s fornemmeste opgaver at spejle, afsløre og dokumentere det samfund, vi lever i,« siger DR’s generaldirektør Kenneth Plummer i en pressemeddelelse.

Med prisen følger også 100.000 kroner og TV-Guld-prisen er således den største pris af sin slags i Danmark. Ifølge DR er det 10. år i træk at tv-stationen vinder prisen.