Kys til et afhugget hoved

Stendhal:
RØDT OG SORT
Nyoversat af Lars Bonnevie
472 sider, 375 kr.
Gyldendal

Romanen "Rødt og Sort" er Stendhals berømteste værk. Men derfor kan man vel godt tillade sig at foretrække "Slottet i Parma", hvor hjerterne banker med ædlere begejstring og kærligheden blusser med hele sydens varme. Han fik personligt sine lykkeligste år i Italien.

I "Rødt og Sort", en sædeskildring fra den bornerte franske provins og det politisk ustabile, intrigerende Paris omkring 1830, går lidenskaberne skam også for meget høje omdrejninger, men uden at forfatterens slipper det kyniske og ironiske overblik hvormed han iscenesætter sine personer. Ja, for jo vildere, det går til, jo mere cool synes han at blive, denne fritænker til Stendhal, der tromlede hen over mådehold i stil, følelser, kunst og politik, blev miskendt af sine samtidige og sagde, at han først ville blive læst og forstået omkring 1880. Det kom til at passe så nogenlunde.

Han var født ind i en højborgerlig familie i 1783 og døde i 1842. Et kvantespring mellem en æra af bunden rationalitet, gamle æresbegreber og revolutionens frihedstanker. Napoleon havde været hans ungdoms idol og stod stadig for ham og hans romanhelte som manden, der nedbrød alle klasseskel, så selv den fattigste mand kunne nå til tops ved egen drift. Med fine og ufine midler!

Stræben opad

Det er denne stræben opad, som er hovedmotivet i "Rødt og Sort" - rødt for den militære karriere, sort for den klerikale, men også spillebordets farver, der leger med rigdom og fattigdom, lykke og ulykke.

Julien Sorel, en af verdenslitteraturens mest problematiske ynglinge, er født i beskedne kår som søn en grov tømrer, men ved naturens lune uhyre begavet, forfinet, smuk som en engel og helt og holdent i sine ambitioners vold. Disse bestemmer over hver handling, hver følelse, og ansporer til den temmelig gemene forførelsens kunst, som gør ham elsket til ekstase af to vidt forskellige kvinder, den naive, renfærdige, men provinsielle fru de Rênal, i hvis hjem han bliver huslærer på sit første trin på stigen, og den skønne, højadelige, mondæne frøken de la Mole i Paris, hvor han er avanceret til marquis'en, hendes fars betroede sekretær.

Fra hans nittende til tretyvende år går det slag i slag ved krigslist og hykleri. Hans fremragende latinkundskaber og smidige væsen gør ham til en oplagt kandidat i kirkens tjeneste, skønt der ikke er gnist af tro i hans sjæl, mens hans romantiske begejstring for Napoleon tværtimod ansporer han til en militær løbebane.

Men hans erotiske manipulationer får til slut fatale følger. Da han er på nippet til at blive gift med frøken de la Mole, som han har gjort gravid, skriver Madame de Rênal i et anfald af moralsk anger et brev, der afslører ham som en Tartuffe og beregnende forfører. Han skyder hende i raseri, hun overlever, og han elsker hende på ny med »tøjlesløs kærlighed,« men dømmes for mord, vil ikke anmode om benådning og henrettes.

Omsider handler han som et helt og ærefuldt menneske der kan hvile i sig selv. »Ved dødens komme var han mere gentleman end han havde været i sit liv.«

Det afhuggede hoved

Tilbage er kun at berette om dette afhuggede hoved som Mathilde de la Mole kysser. Stendhal nægter sig intet, da han lader denne hovne adelsdame, der påfaldende ligner Strindbergs Frøken Julie, videreføre en stolt familietradition. Hun har faktisk ønsket sig hovedet. Oh,Salome! Hun nedstammer nemlig fra den de la Mole, som var dronning Margots elsker og blev halshugget for hendes skyld.

I sin roman om dronningen beretter Alexandre Dumas i øvrigt med samme effekt om, hvordan hun i dølgsmål lod hente liget og trykker sine læber på elskerens afhuggede hoved.

Så vidt fra lidenskabernes melodramatiske overdrev! Men tilbage står Julien Sorel i sin al litterære udødelighed, stadig med hoved på kroppen, sprællevende, en oprørsk plebejer, kæmpende mod et massivt underlegenhedskompleks trods bevidstheden om at være andre overlegen, splittet, provokerende, sygeligt forfængelig, hadefuld, lidenskabelig, koldsindig, beregnende, kort sagt et psykologisk uhyre, hvis uberegneligt svingende følelser mellem kulde og varme, seksuel beregning og selvbedrag ville kunne få Freud til at bide negle og en moderne psykiater til at rive sig i håret.

Lars Bonnevies nye oversættelse - jeg kender ikke den forrige - indfanger den blanding af menneskelig skepsis, sydende energi og iskold passion, som Stendhal her med mesterskab lægger for dagen.