Jens Blendstrup: GUD TALER UD
Jens Blendstrups roman forløser ikke de mentale spændinger, der bygges op. Det er lidt ærgerligt.
Jens Blendstrup:
GUD TALER UD
48 sider, 199 kr.
Samleren Jens Blendstrups roman er vældig god. Den har potentialet til at blive læst af mange. Men den har også sine problemer.
Det, jeg vil kritisere den for, er givetvis bevidst fravalgt af forfatteren.
Jens Blendstrup tilhører den yngre gruppe forfattere, der har underlagt sig et patosforbud og et forbud mod, at en litterær tekst må være klog og benytte lejligheden til at reflektere over tilværelsen. Den må til gengæld gerne være fuld af iagttagelser og allerbedst: Den må, ja, skal være morsom. Det er ikke let at være sjov og skrive sjovt, slet ikke om alvorlige sager. Det lykkes ikke desto mindre i "Gud taler ud". Under overfladen må den rumme mange følelser for de implicerede mennesker, men frem for at trampe i det emotionelle er teksten først og sidst cool. Moderne kunst er i Jens Blendstrups variant en scene for morskab.
Biografisk dille
"Gud taler ud" har også et andet karakteristisk træk, der forbinder den med megen anden moderne kunst.
Tag blot den østrigske performancekunstner Elke Krystufek, der i øjeblikket udstiller på Statens Museum for Kunst. Til åbningen var kunstneren selv til stede, og i 16 minutter kunne gæsterne gøre med hende og hendes krop, som de ville. Krystufeks værker hænger snævert sammen med kunstnerens krop, hendes tilstedeværelse og hendes dialog med publikum.
Den biografiske dille er mildest talt også mærkbar i litteraturen. I Jens Blendstrups tilfælde er det sådan, at vi på flappen ser et foto af Uffe Blendstrup, der også er navnet på den faderfigur, som romanen handler om. Og en af hans sønner hedder Jens og kunne vist godt minde om vor forfatter.
Er det en roman, vi læser?
Det står der på omslaget.
Hvor digter forfatteren så på forløbet?
Måske holder han sig faktisk til det historisk faktuelle. Romanprædikatet er der for at give en skrivefrihed, som læseren alligevel ikke ville kunne identificere. Genregrænser flyder, og det gør det måske også lettere at skrive den svære historie om faderens sygdom og død. Specielt fordi han, inden vi når frem til slutningen, er skildret som en mere end festlig fætter. Men absolut ikke uproblematisk at leve sammen med. Ikke én gang betoner teksten, hvordan den svenske hustru må have haft det. Et moderne ligestillet kønsrollemønster har det ikke været i familien Blendstrup. At den barnerøv, et vrængende psykosomatisk tilfælde har været psykolog på et hospital, har man svært ved at se for sig.
Afvæbnende selvironi
Jens Blendstrup har hele vejen igennem en afvæbnende selvironi. Et af bogens kup er dette øgenavn - Gud. Så ved vi ligesom godt, hvordan faderen har herset med familien. Alt kan han tilgives, for han er jo den, der bestemmer. Kontrasten mellem navnet, og det faderen gør, er lattervækkende. Hans børn og omgivelser har ved Gud haft brug for overbærenhed over for en mand, der aldrig har levet op til sit navn - bortset fra, at han var en party-promotor af en guds nåde. Den slags skader ikke og giver lang respit. Da Gud får konstateret kræft, drejer historien radikalt. Så er det slut med massive drukture. Men der er stadig momenter, hvor Guds skæve blik og uberegnelige adfærd rummer en eller anden indsigt.
Det er på dette punkt, Jens Blendstrup bliver jomfruelig i sin omgang med kunsten. Han er så gelinde, hvad angår det følelsesmæssige drama i "Gud taler ud", så nøjsom, at historien ikke letter, ikke rummer kartharsis. Den forløser ikke de mentale spændinger, der bygges op. Det er med vilje. Og det er lidt ærgerligt, men helt i tråd med den moderne humordoktrin.