Maria Helleberg: CÆSAR OG KLEOPATRA

Hvad skulle kunsten og litteraturen - fra Asterix til Shakespeare - have gjort uden Cæsar og Kleopatra? Hver for sig og sammen. Og nu slutter Maria Helleberg sig til flokken af forfattere, som på den ene eller den anden måde har beskæftiget med de to. Hun skal være hjertelig velkommen.

Cæsar og Kleopatra var, så vidt vi er blevet fortalt gennem historien, begge betydelige personligheder, men det er deres kærlighedsforhold, der har optaget sindene gennem århundreder - som det også gjorde det dengang i år 69 før Kristus og fremefter.

Omslaget på Hellebergs bog er et billede af Jean-Léon Gérômes maleri "Cæsar og Kleopatra", som viser det første møde mellem de to. Her ser Kleopatra ud, som om hun lige er blevet gjort i stand af sine slavinder, en fuldmoden ung kvinde, smuk, yndefuld og iført gevandter af den tyndeste, tyndeste art, der afslører mere, end de skjuler.

Maria Helleberg tegner et noget mere realistisk billede af Kleopatra i samme situation:

Hun er blevet smuglet ind til Cæsar, rullet ind i et rent ud sagt møgbeskidt tæppe, hun landede på alle fire, da hun blev rullet ud, måtte tørre sved og smuds og lus og lopper af ansigtet, før hun kunne se noget som helst.

Cæsar kunne til gengæld se alt. Og han så et magert, snavset, forpjusket pigebarn og udbrød ironisk:

»Jeg beder dronningen om at indlede forhandlinger, og så sender hun en udklædt skøge, der lægger sig på gulvet og hyler.«

Jævnbyrdigt møde

De kom siden overens, som det fremgår af de historiske data, men Maria Hellebergs skildring af den egyptiske dronnings første møde med den mægtige Cæsar er typisk for hele hendes fremstilling af forholdet mellem Cæsar og Kleopatra.

Det er hende magtpåliggende at få dem gjort menneskelige, til mennesker med følelser og intellekt, med savn og længsler, og hun gør det blandt andet ved at lægge mere vægt på de indre end de ydre kvaliteter, sådan som hun opfatter dem via sin sansning og fantasi. Og hendes bestræbelser lykkes fuldt ud.

Endnu en gang beviser Maria Helleberg, at hun kan beherske og formidle et stort og indviklet stof. Hun kan forlene begivenheder og personer med det skær af ægthed og troværdighed, som gør, at vi fanges af fortællingen (selv om vi kender hovedindholdet af den i forvejen fra andre kilder) og ikke et øjeblik tvivler på, at alt er gået for sig, som det her oprulles for os. Som historien skrider frem, kan vi ind imellem ligefrem glemme, at det er Cæsar og Kleopatra, der er tale om. Vi har for os en mand og en kvinde i et kærlighedsforhold, som er genkendeligt (dog med flere og større komplikationer end i de fleste forhold), vi har to jævnbyrdige mennesker, som forenes ikke blot fysisk, men også åndeligt i kraft af intelligens, ånd og vid.

Kleopatras synsvinkel

Dette strålende billede af to menneskers svære kærlighed udfolder sig på baggrund af storpolitiske kævlerier, krige, mord, drab og romernes fremfærd overalt omkring Middelhavet og af et Egypten, hvor intrigerne omkring tronen og magten er på sit højeste. Også alt dette får Maria Helleberg gjort begribeligt, og hun skildrer til overflod og i detaljer forskellen på den forfinede egyptiske og den grovere romerske kultur.

Når den romerske kultur betegnes som grovere og mere vulgær end den egyptiske, er det hovedsagelig, fordi det hele ses med Kleopatras øjne. Synsvinklen er hele bogen igennem hendes, hvilket ikke betyder, at der er noget specielt kvindeligt (sådan som dette begreb undertiden opfattes i dag) over hendes syn på mord og drab og krig.

Portrættet af Kleopatra føjer sig smukt ind i rækken af Maria Hellebergs øvrige fine portrætter af kvinder af ædel byrd fra fjerne tider.

Hun har skrevet nok en fremragende historisk roman.

kultur@jp.dk