Århus er blevet for velfriseret

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Århus har fået rettet tænder. Byen er kommet til at ligne den pæne svigersøn, den ordentlige og støvsugede bil eller Danske Banks drømmefoyer.

Det er sket stille og langsomt over flere årtier. Jeg kan huske, da jeg kom hertil for første gang. Byen var spændende, uordentlig og interessant. Nu er der sket det med Århus, som gør, at vi er nødt til at tage til Berlin for at finde en autentisk gade: Vi har trimmet byen i middelmådighedens navn. Og hvis vi ikke passer meget på, vil vi trimme de allersidste rester af rebelskhed og klondyke-løsninger væk.

I sidste uge gik jeg en tur ude ved træskudehavnen. Her lugter af tjære, der står overskårne plasticbøtter med maling, og vinduer tætnes med plastposer.

Rigtige mænd med muskler

Man kan stadig se rigtige mænd med rigtige muskler. Muskler, som sidder tæt og senet på armene, fordi mændene har hevet i tovværk og slebet uendelige lag skibslak. Her er fladtrykte rugbrødsmadder og skramlede termokander. Her er stadig en lille smule uorden og rigtigt meget vilje og fællesskab.

Vi er nogle mennesker, som godt kan lide uorden. Ja, faktisk er min påstand, at uorden er et fundamentalt behov hos alle mennesker. Vi er blot ved at distancere os fra det uordentlige og deportere oplevelsen til andre lande.

Derfor sidder vi gerne i Grækenland, New York City og Portugal og synes, det er så skidehyggeligt med afskallede vægge, underlige el-installationer, døre sat sammen af resttræ og olivendåser brugt som blomsterkrukker. Men her? Nej! Giv os en betonbelægning og futuristiske kummer med afrettet buksbom.

Jeg oplever, at Århus er blevet friseret og tilrettet i en grad, som tager pusten fra mig. Vi har en å midt i Århus med den mest strømlinede caférække i Danmarkshistorien, holdt i brunt, gråt og sort. Præget af den umiddelbart ufarlige kultur, som handler om at skabe det, alle kan blive enige om. Det sorte, kantede og stringente har spredt sig fra parcelhusejernes ønske om at bevare husets friværdi helt ind på byplanlægning på gadeplan.

Pænt og intetsigende

Det er meget pænt, bevares. Og fuldstændigt intetsigende. Resultatet er ikke bare en kønsløs å- eller øllinje, men det er også lykkedes at opføre en stringent Mølleparken, som opfordrer til teenagedruk og intet andet. Ingen lyd af bolde mod en mur, ingen bordtennis, ingen fodbad eller vandløb til papirbåde. Blot ét stort trædæk. Som en gold eftermiddag på en ø designet af Trip Trap.

Jeg får som borger en kraftig fornemmelse af at gå rundt i et stort tegneprogram fra en tegnestue, som én af de der plastic-miniaturemennesker på arkitekternes tegnebord. Jeg tager mig selv i at stå helt stille med min skuldertaske og agere størrelsesforhold på arkitektens model.

Jeg er ikke arkitekt. Engang overvejede jeg at blive det. Tegnetalent, skarpt øje, sort tøj og god musiksmag, jeg havde faktisk det, der skulle til. Men forestillingen om, at der var for mange studerende med orden i penalhuset, gjorde mig angst. Jeg ville bare komme til at ødelægge et eller andet og blive utålmodig. Nu er jeg utålmodig på Århus' vegne, for noget er gået helt galt.

Der sker en fantastisk udglattende og uhyggelig pardans mellem kommune, bygherrer og tegnestuer, som måske handler om at skabe noget æstetik, som er sikkert, trygt og tilpas uprætentiøst - og i hvert fald pænt. Fejlen ligger ikke alene hos arkitekterne, men mest hos de, der vælger mellem projekterne.

Og hvorfor er der så grund til at kritisere byplanlægningen i Århus? Fordi den efterlader århusianerne hvileløse og på streng diæt rent æstetisk. For ingen gider for alvor at være ved åen eller foran hovedbiblioteket, med mindre man har fået mindst fem genstande, så det virker, som om der er noget at grine ad.

Vi keder os

Vi keder os. Målsætningen ”Liv i byen” er blevet en kliché, der dækker over ”omsætning i byen”, og ingen kan længere huske, hvad liv i byen egentlig består af.

Der er skrevet tykke bøger om byrum, og faktisk kan man se sig om i verden og helt tydeligt se eksempler på, hvor det fungerer. Det er der også skrevet bøger om. Evnen til at lave ikke-struktur har arkitekter bidt rigtigt mange blyanter i stykker for at opnå. Mange arkitekter vil netop gerne skabe helt andre byrum.

I virkeligheden bør Århus konsekvent lave et forsøg, som så kan give noget at tale om. Noget at rejse efter. Udstykke et stort, et for alvor stort haveområde, som skal opfylde helt særligt dogmeregler:

En fjerdedel af bygningerne må kun tegnes af arkitekter under 30 år (ældre arkitekter og konstruktører måtte kun assistere med teknisk viden). Mindst 20 pct. skal udformes af personer under 20 år, og max 50 pct. tegnes af arkitekter, resten af mennesker med en særlig bygnings- eller funktionsidé på hjerte.

Betalelige huslejer

Få materialer må være nye. Ingen husleje må overstige det, en tyrkisk grønthandler og en lærer kan betale om måneden. 25 pct. skal bebos af studerende, og 20 pct. af området skal anvendes til fritidshavebrug. Der skal være minimum ét spillested for akustisk musik, ét energivenligt møntvaskeri, en cykelmekaniker, to børnehaver, tre moler til husbåde, en badeanstalt, en lille kiosk, et loppemarked og et bibliotek for internet, dagblade og magasiner samt indleverede bøger, som folk gerne vil dele med andre.

Alt det, der bygger på fællesskab, skal have første prioritet. Der skal reserveres 10 pct. af arealet til udøvende kunstnere og opfindere. Havnen skal ligne det, en havn oprindeligt var: Et mødested mellem 100 aktiviteter og interesser, som ikke er fuldt synkroniseret ovenfra. Som Kurt Thorsen sagde for år tilbage: Hvorfor laver vi ikke et Bazar Øst på havnen? Vel talt. Det er utroligt, hvad der sker, når mennesker har ejerskab på det sted, de bor, og de aktiviteter, som foregår.

Men er Århus modig? Tør vi skabe noget, der vil blive talt om i verden? Eller er vi tryghedsnarkomaner, og laver vi bare en tumleplads for det vi er: En samling halvtidsurbane med hang til det provinsielle og middelmådige.

Kig på andre byer

Århus er kun modig syv dage om året, når det kreative sætter sit præg på byen i festugen.

Tør vi facilitere anarki og fuldstændig omvendt tankegang? Bliver det nye åløb mon virkelig spændende og fyldt med liv? Eller bliver det meget pænt. Meget pænt, bare smag på ordene. Bliver det spiseligt og tilforladeligt? Eller bliver det overraskende?

Vi kan vælge at gå i Københavns fodspor og lave et stringent havneområde, som ingen gider være i (og ingen gider høre mere om). Eller vi kan sammenligne os med de byer i verden, som rent faktisk er lykkedes med at facilitere steder, hvor mennesker har bygget i en smukt uens og uautoriseret struktur. Hvor mennesker rent faktisk vil opholde sig: Malmø, Sausalito i Californien, The Highline New York, Christiania og Portland Oregon (prøv at tilføje til listen).

I sidste ende er det originalitet, mærkværdighed og mod, som tiltrækker mennesker og derfor giver en sund økonomi.