Guldsmed lukker efter 117 år på Store Torv
Ejerne af Guldsmed Hingelberg har set sig nødsaget til at lukke forretningen.
En af byens ældste forretninger lukker og slukker.
I hele 117 år har Guldsmed Hingelberg ellers været fast inventar på strøget og haft adresse på Store Torv i Aarhus.
Men fra september bliver det sidste kapitel i forretningens historie skrevet.
Afslutningen skyldes en cocktail af sygdom, alder og de seneste års finanskrise, lyder det fra en af butikkens ejere.
»Vi har forsøgt at sælge forretningen gennem det seneste halvandet år, og vi havde egentlig også fundet en køber fra branchen, som vi har snakket med i et års tid,« siger indehaver Peter Aaquist og tilføjer:
»Men køberen blev ved med at udskyde overtagelsen og sprang så pludselig fra, så efterhånden er vi kommet lidt i tidsnød.«
Så det har slet ikke været muligt at føre forretningen videre?
»Vi er også blevet ældre og har nået pensionsalderen, og vi har ikke lige nogen i familien til at overtage det og føre det videre, så derfor er vi nået derhen, hvor vi må lukke,« siger Peter Aaquist.
En lang historie
I begyndelsen var Guldsmed Hingelberg et familieforetagende.
Forretningen blev grundlagt på Store Torv af Frantz Hingelberg i 1897.
Kort tid efter fik forretningen også tilknyttet sit eget juvelerværksted.
I 1919 døde Frantz Hingelberg, og derfor overtog hans enke driften af forretningen, indtil deres søn blev færdiguddannet som sølvsmed.
Siden blev Hingelbergs sølv sat på verdenskortet, og Hingelberg er i dag yderst populært på auktioner.
Derfor blev butikken også seneret udvidet. Faktisk til de lokaler, hvor forretningen ligger i dag, på Store Torv 3.
Ville gerne føre butik videre
Beslutningen om at lukke er en fælles beslutning fra de to nuværende indehavere Torben Andkjær og Peter Aaquist.
De overtog Guldsmed Hingelberg i 1986 efter 12 år som juvelerer hos Georg Jensen og Wendel. Til september går de på pension, og selve lukningen bliver markeret, når et udsalg går i gang den 18. juni.
»Forretningen har jo en lang historie, og vi havde da helst set, at den blev ført videre i en eller form, så det bliver da trist,« siger Peter Aaquist.
Hvad der nu skal ske med lokalerne, er endnu ikke fastlagt. Men ifølge Peter Aaquist bliver der i øjeblikket arbejdet på forskellige løsninger.