Thomas Gravesen griner af million-rygte
Thomas Gravesen har for alvor brudt tavsheden.
I lang tid klappede Thomas Gravesen i, når en journalist viste sig inden for høreafstand.
Men den anden dag talte han med Vejle Amts Folkeblad, og i weekenden var han på besøg i sin tidligere klub, Hamburger Sports Verein - HSV, hvor han blev interviewet af Hamburger Morgenpost.
"Jeg planlægger at komme tilbage til fodboldverdenen. Nogle gange bliver det lidt kedeligt - det kribler," sagde Thomas Gravesen til Hamburg Morgenpost.
Europæisk arbejdsplads
I dag bor han både i Las Vegas og Vejle, og pilen peger mere mod Vejle eller Hamborg end USA, når han skal uddybe, hvor en eventuel arbejdsplads skal ligge.
"Jeg kunne godt tænke mig at arbejde i Europa igen," siger han.
I HSV var Gravesen en skattet spiller blandt klubbens fans, og han fik hurtigt tilnavnet "Hümörbombe" på grund af det flabede smil.
Det finder han også frem, da den tyske avis spørger om de 100 mio. euro, som britiske medier for en måneds tid siden pludselig berettede, at han var værd. Ifølge Hamburger Morgenpost besvarede han spørgsmålet med en mild latter.