Fortsæt til indhold
Indland
Artiklen opdateres

E45 spærret ved Horsens

Et uheld med en lastbil har sat en prop i morgentrafikken mellem Aarhus og Horsens.

På E45, Østjyske Motorvej, har et trafikuheld med en tung lastbil spærret begge spor i både nord- og sydgående retning.

Sydøstjyllands Politi skriver på Twitter, at man først forventer at åbne motorvejen igen omkring kl. 9:00.

"Der er en lastbil, der kort før kl. 06 i morges kørte gennem autoværnet og ramte en personbil," siger vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi, som endnu ikke kender årsagen til, at lastbilen kørte over i den modsatte vejbane.

Trafikken omdirigeres

Uheldet skete mellem afkørsel 54, Ejer Bavnehøj, og 55, Horsens N, og trafikken ledes ifølge Vejdirektoratet uden om uheldet ad Skanderborgvej mellem de to afkørsler.

Politi og vejhjælp var kl. 07:30 på stedet og i færd med at fjerne lastbilen, som dog sidder fast i autoværnet og derfor er vanskelig at få bjærget.

Ifølge politiet kom ingen personer til skade ved uheldet.

I mellemtiden bør trafikanterne væbne sig med en mængde tålmodighed, da der på grund af trafikomledning meldes om lange køer på vejene i de omkringliggende byer, Østbirk og Gedved.