Mølleparken peppes op for 23 mio. kr.
Århus Å og Mølleparken smelter sammen til et nyt grønt åndehul i midtbyen. Den kommende park byder på vandpjask til de yngste, basketball og solbadning til de lidt ældre samt farvestrålende blomster til de gamle.
Mølleparken skal være et åndehul med muligheder for alle aldre. De ældre og kærestepar kan finde ugenerte bænke og nyde blomsterhaven. Børn kommer til at kunne pjaske i vandbassiner og køre på skateboards. Parkens gæster kan købe forfriskninger i en café.
Det bliver blot nogle af de muligheder, som Mølleparken vil byde på efter en omlægning til 23 mio. kr.
»Parken bliver gjort langt mere tilgængelig. Det betyder, at vi får endnu en lækker oase i Århus midtby,« siger teknisk rådmand Peter Thyssen (R).
I går gav rådmændene i magistraten grønt lys til projektet, og når byrådet i morgen sandsynligvis følger trop, kan projekteringen begynde.
Klar sidst i 2007
Tanken er, at den fornyede Mølleparken skal stå klar i november 2007. Den kan dermed blive koblet sammen med den nye åpromenade, som er færdig i efteråret 2007 med fritlægningen af Århus Å fra Immervad til Vester Allé.
»Mølleparken bliver én brik i et større puslespil, der skaber korridorer og grønne forbindelser i Århus. Vi begynder at få en å, man kan gå hen langs med, og som gør, at de forskellige områder får en synergi, de ikke tidligere har haft,« lyder det fra Peter Thyssen.
Beskrivelsen af projektet inddeler Mølleparken i en række delområder, der bliver bundet sammen af de eksisterende træer og de tværgående rækker af kirsebærtræer.
I parkens østlige side - langs Møllegade - bliver det oprindelige parklandsskab med græs og store træer bevaret, og folk kan fortsat tage på picnic eller solbade.
Langs denne del kommer en 110 meter lang vandtrappe til at løbe fra toppen af trappen til Hovedbibliotekets parkeringsplads.
Kærligheden flyttes
Her skal billedhugger J. Bjergs "Elskovskampen", der i dag danner centrum i Mølleparken, stå ved et springvand, der bliver vandtrappens udspring.
Folk kan sidde hele vejen langs vandtrappen, og vandet kommer til at pible ud under nogle af trinnene, hvor børn kan lege med vand og voksne blive svalet på en hed sommerdag.
Vandglade børn får også pjaskemuligheder i legeområdet for småbørn langs Vester Allé. Her kommer der små vandbassiner og legeplads. I overgangen mellem legeområdet og midterområdet skal der være et spejlbassin.
Inde i midten af parken kommer granit- og græsflader med store træer, og området bliver gennemgangen fra åen op til biblioteket. Basketball og skateboard bliver der plads til, lige som folk kan slå sig ned på en af plintene eller på græsset. Helt nede ved åen kommer en trætrappe, hvor folk kan sidde på samme måde som i dag ved Vadestedet.
Ny café
Langs Vester Allé får parken traditionelle opholdsområder, hvor folk kan nyde de nye rækker af kirsebærtræer og blomsterbedene, som skifter farver efter årstiden. I det sydvestlige hjørne skal ligge en cafe til parkens gæster.
Hele parken bliver omkranset af en halv til en hel meter høj siddemur. Den skal markere parkens udstrækning, men ikke være en barriere.
Netop sammenspillet med parkens naboer er vigtig i forbindelse med moderniseringen.
Således sker omlægningen som led i en større helhedsplan for området fra Mølleparken til Stenhuggergrunden ved Vestergade/Thorvaldsensgade. Det skal give åen et mere åbent forløb og gøre den mere tilgængelig.
Sammenhæng
Planen - der har været en konkurrence omkring - er at skabe en sammenhæng mellem Mølleparken og forpladsen ved Huset ved hjælp af trærækker, der samtidig kan genskabe en grøn allé i Vester Allé.
Samtidig skal der på længere sigt laves en ny grøn park på Stenhuggergrunden i forlængelse af parken langs åen ved Århus Bymuseum i Carl Blochs Gade.
17,4 mio. kr. lyder et overslag på disse projekter, som byrådet skal tage stilling til hen ad vejen.