Aalborg Pirates beklager billetkaos fredag aften
Ishockey-klubben Aalborg Pirates måtte afvise tilskuere, der ellers havde billet til kampen mod Frederikshavn.
Gigantium i Aalborg var propfyldt, da ishockeyklubben Aalborg Pirates fredag aften fik besøg af Frederikshavn White Hawks. Det var første gang siden åbningen i 2007, at Gigantium var udsolgt.
Men den glædelige nyhed blev et kæmpe problem for værterne, som ved indgangen måtte afvise en række tilskuere, der ellers havde billet til kampen.
- Af hensyn til sikkerheden måtte vi desværre afvise et antal mennesker ved indgangen, fordi arenaen var fuld.
- Afvisningen skyldtes, at der var kommet et mindre antal sponsorbilletter i omløb, ligesom en fejl i billetsystemet gjorde, at nogle pladser var blevet dobbeltbooket.
- Det er ikke godt nok, og vi vil selvfølgelig hurtigst muligt gennemgå vores system og rutiner for at sikre, at det ikke sker igen, skriver Aalborg Pirates i en pressemeddelelse.
Henvendelse
Klubben vil gøre det godt igen for de tilskuere, der blev afvist.
- I mellemtiden kan vi ikke gøre andet end at beklage og opfordre de afviste til at henvende sig der, hvor de har fået billetten.
- Det vil sige til henholdsvis pågældende sponsor eller klubbens administration for de uheldige, som blev afvist med dobbeltbookede billetter.
- Det gælder selvfølgelig også, hvis der mod forventning skulle være sæsonkortholdere, som blev afvist.
- Skulle det være sket, skal de hurtigst muligt henvende sig i administrationen, så de kan blive kompenseret for den manglende adgang, skriver klubben.