Fortsæt til indhold
International

Advarsel mod skuldertasker til unge

Rygsække er yt blandt norske unge, men eksperter advarer mod skuldertaskerne - de kan give rygproblemer senere.

Af POUL TVILUM

"Det er ikke særlig godt for helbredet at bruge en skuldertaske til skolebøgerne. Man får en asymmetrisk belastning, som kan føre til rygsmerter. Holdningen kan også ændres ved, at at man trækker brystmusklen sammen og bliver rundere i ryggen. En rygsæk er altid det bedste," siger fysioterapeut Jill Jahrmann til norske Aftenposten.

Hun støttes af Svante Geijerstam, fysioterapeut ved Norges Idrettshøgskole:

"At bære en tung skuldertaske vil over tid give en uheldig belastning. Som regel vil man mærke det over skulderbuen, hvor tasken hænger, og i ryggen, der forsøger at stabilisere overkroppen," siger Geijerstam.

Fysioterapeuten understreger, at en del klarer at bære skuldertaskerne uden problemer, mens andre i løbet af kort tid kan få smerter og ubehag.

"Men det er ikke en chance, jeg vil anbefale at tage. Rygsæk er helt klart det bedste," påpeger Geijerstam.

At skuldertaskerne er blevet in, forklarer ungdomsforsker Mari Rysst ved, at firmaers markedsføring rammer de stærke unge, der tegner moden blandt de jævnaldrende. Og derved skaber de en trend - der altså nu er skuldertasker.

"Og ungdomskulturen er baseret på opposition mod de ældre og fornuftige holdninger," pointerer Mari Rysst.

Men hun maner samtidig til besindighed:

Trenden med skuldertasker er ikke et fænomen, der er kommet for at blive. Den mode går over af sig selv på et tidspunkt.

poul.tvilum@jp.dk