"Næste iPhone hedder 4S"
Flere kilder siger samstemmende: iPhone 5 bliver blot en forbedret version af iPhone 4
Den kommende nye udgave an Apples iPhone bliver en opdatering og forbedring af den eksisterende iPhone 4-model og ikke en helt nyskabende model.
Det skriver Wall Street Journals teknologi-site "All Things Digital".
Websiden kan fortælle, at navnet på den kommende iPhone-model derfor ikke bliver iPhone 5, men "iPhone 4S".
Har brugt et "S" før
Apple har tidligere nøjedes med at tilføje et "S" på modelnavnet af en iPhone, når den nye model mere var at betragte som en opdatering end som en grundlæggende helt ny telefon.
Således kom modellen, der afløste iPhone 3G til at hedde iPhone 3GS.
Har ramt rigtigt før
Det var i øvrigt All Things Digital, som for en uge siden kunne bekræfte, at Microsofts overtagelse af Skype var underskrevet, flere timer før den officielle børsmeddelelse blev udsendt fra selskaberne.'
Der er tradition for, at korrekte oplysninger om Apples kommende produkter når rygtebørsen længe inden produkterne officielt lanceret. Det var bl.a. tilfældet med iPhone 4, og det var tilfældet med Apples seneste tavle-pc, iPad 2.
All Things Digital har sammenholdt de ens og vedvarende oplysninger, der er lækket eller er dukket op på rygtebørsen fra mere end en uafhængig kilde. Og det er det samme billede, der tegner sig af den nye iPhone, der til efteråret skal afløse Apples nuværende iPhone 4.
Samme udseende som iPhone4
Ifølge oplysningerne sker de store ændringer set udefra. Der vil kun komme ubetydelige ændringer i designet.
Således er det nærliggende at tro, at den uheldige udvendige antenne i metal-ramme på iPhone 4 blev isoleret af f.eks. et tyndt lag plastik på iPhone 4S, så dens funktion ikke blev forringet af direkte berøring.
Forbedringerne i den nye generation iPhone vil ske under motorhjelmen, oplyser All Things Digital. Således kommer der en dobbeltkerne processor i telefonen - samme Apple A5-processor, som den nye iPad 2 er udstyret med.
Bedre kamera
Kameraet på bagsiden af telefonen vokser desuden fra de nuværende 5 megapixel til 8 megapixel (noget, bl.a. direktøren for Apples kamera-leverandør, Sony, kom til at røbe for et stykke tid siden).
Desuden vil telefonen understøtte den mobile netværksstandard HSPA+ netværksstandarden, der er overbygning på 3G-netværket, og som tillader meget hurtige dataoverførsler. Standarden er undertiden fejlagtigt betegnet "4G".
Den endnu hurtigere netværksteknologi, LTE, der er en forløber for ægte 4G, vil iPhone 4S derimod ikke understøtte, siger kilder.