Elmåler mere intelligent end jysk forbruger
Jysk strømtyv koblede måleren fra i perioder - men det er ikke den bedste måde at snyde på.
Det kræver fingersnilde og is i maven at koble elmåleren fra og bruge strøm uden at betale for det. I takt med at de fjernaflæste målere rykker ind hos elselskabernes kunder, er den lyssky affære samtidig blevet en dårlig forretning. Målerne sladrer nemlig.
Det viser en sag fra Horsens Byret, hvor den første dom for strømtyveri er faldet på baggrund af data fra en fjernaflæst måler. En af EnergiMidts kunder blev i sidste uge dømt til at betale det estimerede forbrug samt elselskabets omkostninger i forbindelse med sagen.
Fælden klappede
Sagen tog sin begyndelse i foråret 2010, da man ved EnergiMidt konstaterede uregelmæssig kommunikation til kundens fjernaflæste måler.
"Via den løbende indhentning af forbrugsdata kunne vi se, at der periodevist var udfald i kommunikationen til den fjernaflæste måler," fortæller fagleder Jørgen B. Madsen fra EnergiMidt, som har kørt sagen.
Derfor sendte Jørgen B. Madsen en tekniker ud til kundens adresse. Her konstaterede teknikeren straks, at målerens plombering var brudt. I EnergiMidt affødte det en dybdegående gennemgang af målerens fjernaflæste data. Det viste sig, at kunden i ti weekender i foråret og sommeren havde frakoblet måleren fra fredag eftermiddag og søndag aften.
Med dette bevismateriale anlagde EnergiMidt sag mod kunden, og i sidste uge afsagde Byretten i Horsens dom. Der venter nu kunden en regning for det estimerede forbrug i de weekender, hvor han havde koblet elmåleren fra. Dertil kommer omkostninger til teknikerbesøg på adressen, hvor den ødelagte plombering blev afsløret, fotograferet og erstattet med en ny, samt den tid energiselskabets personale har brugt til sagsbehandlingen.
Så vidt vides er dette den første sag, hvor data fra en intelligent måler er blevet brugt til at påvise, hvornår en måler er koblet fra og til igen samt eksakt estimere det skyldige forbrug ud fra, hvor meget strøm kunden plejer at bruge i weekender, hvor han ikke har koblet måleren fra.
Svært at snyde
Jørgen B. Madsen forventer meget af teknologien bag den fjernaflæste måler og er fagligt begejstret for, at EnergiMidt ved hjælp af måleren har kunnet angive, i hvilke tidsrum kunden har snydt. Det giver et nøjagtigt datagrundlag at udmåle skyldige beløb på.
"Dog kan jeg naturligvis ikke vide, om grunden til, at kunden koblede strømmen fra i lige nøjagtig de ti weekender, skyldes, at han i disse weekender har planlagt et ekstraordinært højt energiforbrug," siger Jørgen B. Madsen og tilføjer:
"EnergiMidt er midt i at udskifte alle kundernes målere til den intelligente slags. Og til nu er ca. 120.000 elmålere udskiftet. Inden udgangen af 2011 er alle 170.000 elmålere skiftet," oplyser Jørgen B. Madsen.