Hurtigfærge påsejlede havneanlæg
Flere færger blev forsinkede på Mols-Linien efter påsejling af 10 meter høj stødpude i Odden Færgehavn.
Et uheld med hurtigfærgen fra Århus til Odden har i formiddag kostet adskillige passagerer på såvel Århus-Odden som Ebeltoft-Odden forsinkelser på rejsen over Kattegat. Forsinkelsen har været på henholdsvis en halv time og 50 minutter.
Hurtigfærgen med afgang fra Århus kl. 9.10 påsejlede nemlig en 10 meter høj fender ved ankomsten til Odden Færgehavn. Fenderen, der er en slags stødpude, er en 10 meter høj stålkonstruktion.
"Den skulle vi have væk, før færgerne igen kunne lægge til. Derfor måtte vi først have rekvireret en kran til at hive fenderen op med," fortæller kommunikationschef Christian Hingelberg fra Mols-Linien til jp.dk.
Ifølge Mike White fra Aalborg, der var passager på Ebeltoft-Odden, blev det oplyst fra færgens højttaleranlæg, at forsinkelsen kunne tage mindst en time. Men man fik ikke at vide, hvad forsinkelsen skyldtes.
"Jeg er på vej til et møde i København, så jeg er da spændt på, om jeg når frem til tiden," siger Mike White til jp.dk.
Fender hevet op
Ca. 11.45 var kunne de rejsende komme videre. Den store fender er hevet op fra havnebassinet, og færgen til Århus er ude af havnen igen. Og Ebeltoft-Odden-færgen er også i normal drift igen.
"Der vil være forsinkelser resten af dagen på Ebeltoft-Odden-ruten, mens vi forventer at have indhentet det forsømte på Århus-Odden allerede over middag," oplyser Christian Hingelberg, der understreger, at hverken passagerer eller færge tog skade af uheldet.
LÆS OGSÅ: Isen stopper flere færger
LÆS OGSÅ: Færge indsat som isbryder