Fortsæt til indhold
Fodbold

AGF-legende er død

Landsholdsspilleren Aage Rou Jensen, der aldrig skiftede fra sin barndomsklub AGF, er død. Han blev 84 år.

Aage Rou Jensen debuterede for AGF’s divisionshold som 17-årig og scorede 89 mål i 410 kampe i den hvide trøje, inden han trak sig tilbage som 38-årig.

Han var med til at vinde Danmarksmesterskabet i 1955, 1956, 1957 og 1960 og blev i 1955 årets pokalfighter efter finalesejren på 4-0 over Aalborg Chang.

Aage Rou Jensen debuterede som 20-årig for det danske landshold i en hjemmekamp mod Norge. Af de i alt 30 kampe for Danmark var han anfører 12 gange og målscorer 11 gange.

”Mr. AGF”, som Aage Rou Jensen blev kaldt, var i sin aktive karriere en ombejlet mand. Bologna, Le Havre og Coventry var interesserede i at købe ham, men et udlandsophold harmonerede ikke med jobbet som direktionssekretær på Ceres Bryggerierne.