Fortsæt til indhold
Politik

Video afslører forsvarets kamera

Forsvaret nægter, at der blev optaget video under kontroversiel mission i Irak. Men video viser tilsyneladende noget andet.

Forsvaret lavede ikke videooptagelser under en kontroversiel operation i Irak i 2004.

Sådan har det danske forsvar igen og igen forklaret efter en sag, hvor civile irakere angiveligt blev sparket og slået under en anholdelse, mens danske soldater blot så på.

Men nu afslører en ny video, at der var mindst to håndbårne kameraer under operationen.

Kameraerne blev tilsyneladende brugt til at optage anholdelserne.

Se den hemmelige video her

Forsvaret afviser

Uddrag af videooptagelserne blev i dag afspillet på et pressemøde i København af advokat Christian Harlang, der repræsenterer 11 irakere.

Irakerne hævder, at de er blevet tortureret under den såkaldte mission Green Desert, mens danske soldater blot så på.

Optagelserne viser ikke de 11 irakere, men – ifølge advokaten – tilsvarende situationer under den samme mission.

Han håber, at optagelserne fra kamera nummer 2 kan dokumentere, at hans 11 klienter blev tortureret, mens danske soldater så på.

Forsvarskommandoen har tidligere på dagen afvist, at man på noget tidspunkt har fået videooptagelser fra operationen.

»Forsvaret har ikke modtaget nogen henvendelser omkring overgreb eller videoer fra operation Green Desert,« skriver Forsvarskommandoen.

Vil se alle optagelserne

Ifølge Christian Harlang blev optagelserne tilsendt ham anonymt for få uger siden.

Tidligere efterretningsofficier Anders Kærgaard - der var med på operationen i 2004 - har kendskab til filmens ophav, men vil ikke gå i detaljer.

Advokaten vil nu bede Østre Landsret om at tvinge Forsvarsministeriet til at frigive alle optagelserne, hvis de altså stadig findes hos ministeriet eller forsvaret.

»Optagelserne er ikke noget, som forsvaret kan skalte og valte med. Det er sagsakter. De kan ikke bare fjernes,« siger Harlang.

Klienterne forklarer til Harlang, at de har set de danske soldater med kameraer under operationen.

Den ansvarlige for operationen i Irak i 2004, oberstløjtnant John Dalby, har tidligere på dagen afvist, at forsvaret var udstyret med kameraer i Irak på det pågældende tidspunkt.

Officer: Forsvaret lyver om overgreb i Irak