DF erkender fejl i regnskab: Folketinget fik ikke besked om EU-støtte
I strid med reglerne oplyste Dansk Folkeparti ikke Folketinget om knap 100.000 støttekroner fra EU.
Sagerne om rod, sjusk og misbrug af EU-midler fortsætter med at plage Dansk Folkeparti.
Nu står det klart, at partiets folketingsgruppe har afleveret et »mangelfuldt« regnskab til Folketinget, hvor EU-støtte på lige knap 100.000 kr. ikke står opgivet – hvilket den burde.
Det erkender DF’s gruppeformand Peter Skaarup, efter partiets revisor, Sønderup Revisorer, på ny har gennemgået partigruppens regnskab for 2015.
Beløbet på 98.157 kr. kom fra EU-partialliancen Meld, hvor Morten Messerschmidt var formand. Pengene blev brugt i forbindelse med DF’s sommergruppemøde i Skagen i 2015, men hverken beløbet eller bidragsyderen stod opgivet i regnskabet, som er underskrevet af partiformand Kristian Thulesen Dahl personligt.
DF vil nu indgive et opdateret regnskab, hvor EU-støtten fremgår, meddeler gruppeformand Peter Skaarup.
»Vi skulle selvfølgelig have haft styr på det. Derfor retter vi op på det nu. Det er et udslag af, at vi har ønsket at gå alle vores forretningsgange igennem og sikre, at regnskabet for 2015 bliver retvisende. Det skal det være,« siger han.
I 2015 blev reglerne for folketingsgruppernes regnskaber ændret, så de svarede til partistøtteloven, der gælder for partiernes landsorganisationer. Ændringen betød, at private tilskud på over 20.000 kr. fra da af skulle fremgå af regnskabet. Men det var hverken DF eller partiets revisor angiveligt opmærksomme på.
Thulesen kendte til støtte
Som Jyllands-Posten skrev i sidste uge, kendte Kristian Thulesen Dahl godt til EU-støtten, men han kendte efter eget udsagn ikke de gældende regnskabsregler, da han satte sin underskrift på regnskabet.
Peter Skaarup, er det normalt, at DF skriver under på noget, hvor I ikke har styr på reglerne?
»Nej, det er det ikke. Derfor er det også beklageligt, at det ikke har været helt retvisende og er mangelfuldt, for man har manglet oplysningerne om dele af udgifterne til sommergruppemødet. Grunden til, at det ikke optræder, er, at der kommer den nye forretningsgang i december 2015, og den har der ikke været tilstrækkelig opmærksomhed omkring. Men det er der fra nu af,« forsikrer Skaarup.
Ifølge Enhedslistens medlem af Folketingets Præsidium, Christian Juhl, risikerer sagen at skade alle landets politikere.
»Hver gang der dukker en ny sag om brud på reglerne om partistøtte op, rammer det alle partier. Derfor er det vigtigt, at vi passer på. Selv om det bare er én, der laver en fejl, kommer vi alle sammen under mistanke,« siger Christian Juhl, som forventer, at præsidiet på næste møde vil drøfte, om sagen skal have konsekvenser for DF.
Ifølge reglerne kan Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), bestemme, at et parti ikke længere skal modtage tilskud, hvis reglerne ikke er overholdt.
Post fra Pia
Pia Kjærsgaard har i første omgang nøjedes med at skrive et brev til DF-toppen, hvor hun ifølge Peter Skaarup understreger, at det er »beklageligt«, at regnskabet ikke var retvisende.
I øjeblikket er EU’s antisvindel-enhed, Olaf, ved at efterforske mulig svindel, og den tidligere gruppeformand for DF i Europa-Parlamentet, Morten Messerschmidt, er trådt ud af partiets øverste ledelse, koordinationsudvalget, som følge af sagerne. DF har bebudet, at i alt 2,6 mio. kr. bliver tilbagebetalt til EU.