Overblik: Det ved vi om 2025-planen
Regeringens 2025-plan skal ifølge DR skaffe 65 milliarder kroner og sende en kvart million flere i arbejde.
Regeringens samlede plan for dansk økonomi frem mod 2025 fremlægges tirsdag. Læs her, hvad vi allerede ved om 2025-planen:
- Regeringen vil i sin 2025-plan finde 65 milliarder kroner og sende en kvart million flere i arbejde, oplyser Statsministeriet til DR Nyheder.
- Der vil i regeringens 2025-plan blive præsenteret en konkret plan for, hvordan man vil finde mere end to tredjedel (cirka 43 milliarder) af de i alt 65 milliarder kroner frem mod 2025.
- Planen vil indeholde en skattereform, en pensionsreform, en udlændingepakke og en erhvervspakke, oplyser DR Nyheder.
- Regeringen lægger op til at lade det offentlige forbrug vokse med 0,5 procent årligt frem til 2025, oplyser TV2. Det svarer til udgifter for 22 milliarder kroner. Ifølge TV 2's oplysninger vil Venstre lægge op til, at de ekstra milliarder skal bruges på blandt andet sundhed, ældre og en styrket national sikkerhedsindsats.
- Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde på Venstres sommergruppemøde, at regeringen i 2025-planen vil afsætte et "milliardbeløb" til Forsvaret, politiet og efterretningstjenesterne for at beskytte danskerne mod terror.
- Ifølge dagbladet Børsen vil regeringen som en del af planen lancere et helt nyt skattefradrag, hvor personer med indtægter, der ligger under topskattegrænsen, får et fradrag på 15 procent på indbetalinger på en pensionsordning.