*

Politik

Telebranchen er rystet over massiv registrering på nettet

Regeringen vil igen registrere aktivitet på internettet. Telebranchen er rystet over omfanget, siger direktør.

Arkivfoto: Thomas Borberg/Polfoto

Data om danskernes brug af mobiltelefoner og internet skal igen overvåges og indsamles for at det eventuelt kan komme politiet til gavn.

Regeringen vil genindføre den omstridte sessionslogning – registrering af brugernes aktivitet på internettet – som ellers blev afskaffet i 2014, da den havde vist sig ikke at leve op til formålet, nemlig at hjælpe politiets efterforskning.

Men nu skal registreringen altså indføres igen, bekræfter Justitsministeriet.

Jurister: Politiets overvågningsønske strider mod EU-ret

Og ifølge teleselskaberne er der tilmed lagt op til en meget mere omfattende registrering end tidligere. Jakob Willer, der er direktør i brancheforeningen Teleindustrien, kalder det en totalovervågning af alle aktiviteter fra hver enkelt internetbruger.

Sessionslogning
  • Danske teleudbydere skulle fra 2007 til 2014 registrere og lagre oplysninger om borgernes tele- og internetkommunikation. Det drejede sig om, hvem vi ringede, SMSede eller mailede til, og om hvilke hjemmesider vi besøgte. Oplysningerne kunne udleveres til politi og efterretningstjenester inden for blandt andet retsplejelovens rammer.
  • På trods af de mange milliarder databidder kunne Justitsministeriet kun finde tre sager, hvor politiet havde benyttet internetoplysningerne om danskere i efterforskningen.  
  • I 2014 erklærede EU-Domstolen i en principiel dom EUs logningsdirektiv fra 2006 for ugyldigt.
  • Domstolen fastslog, at direktivet strider mod proportionalitetsprincippet i forbindelse med privatlivets fred og retten til beskyttelse af personoplysninger, som er en grundstamme i EU.
»Vi er faktisk lidt rystede over, at man foreslår en så massiv udvidelse,« siger Jakob Willer til Ritzau.

»Hvis man skal gennemføre det, vil teleselskaberne skulle investere flere hundrede millioner kroner. Det vil have en konsekvens for, hvor meget der kan investeres i udbredelse af mobil og bredbånd, for man kan ikke bruge pengene to gange.«

Under den tidligere ordning skulle teleselskaberne udtage stikprøver af data fra centrale steder på nettet. Nu lægges der op til en »logning af hver eneste session, der bliver foretaget på internettet relateret til den enkelte bruger«, siger Willer.

»Det kan være, at du besøger DMI's hjemmeside for at se, hvordan vejret bliver i morgen, og du så får sendt en reklame ind på din telefon,« forklarer han.

Tidligere justitsminister Karen Hækkerup (S) ophævede reglerne om sessionslogning, fordi det var tvivlsomt, om oplysninger reelt set kunne bruges i politiets efterforskning. Siden 2007 havde den danske stat krævet, at teleselskaberne tog stikprøver af, hvilke internetsider danskerne besøgte. Det resulterede i flere hundrede milliarder registreringer om året af danskernes tele- og internettrafik.

Afskaffelsen af logningskravet kom blandt andet efter pres fra Venstre, Enhedslisten og SF, og efter at EU-Domstolen i en principiel dom havde erklæret EU's logningsdirektiv fra 2006 for ugyldigt.

Venstrefløjen jubler over farvel til internetovervågning

Venstre mente i 2014, at sessionslogning var »unødvendig overvågning« af danskerne.

»Der er simpelthen ikke balance mellem det indgreb, der er i hver enkelt danskers privatliv, risikoen for for misbrug af disse oplysninger, og så det, som man kan bruge det til i forhold til at opklare eller forhindre alvorlige forbrydelser, som f.eks. terrorisme,« sagde daværende retsordfører Karsten Lauritzen til Jyllands-Posten kort før afskaffelsen var en realitet.

Venstrefløjen hyldede efterfølgende skrotningen som en sejr for borgernes frihedsrettigheder, som Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper udtrykte det.

Men hos politiet har der længe været ønske om at få logningen genindført.

Svend Larsen, politidirektør i Rigspolitiet, sagde i maj til Berlingske, at politiet mangler adgang til de digitale fodspor, der hver dag efterlades online.

Eksempelvis kunne det have været et »afgørende« værktøj i efterforskningen af attentaterne i København 14. og 15. februar sidste år, lod han forstå.

Jakob Willer mener dog ikke, at det er blevet overbevisende forklaret, hvordan den nye sessionslogning skal blive et værdifuldt redskab for politiet.

»Vi har svært ved at se, hvordan det kan være proportionalt, at det skal koste hundredvis af millioner,« siger han.

Ifølge regeringens lovprogram vil det kommende lovforslag »omfatte en revision af retsplejelovens regler om teleudbyderes pligt til at foretage registrering og opbevaring (logning) af oplysninger om tele- og internettrafik til brug for efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold.«

Regeringen forventer at fremsætte lovforslaget sidst i marts.

Jyllands-Posten arbejder på at få en kommentar fra justitsminister Søren Pind.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Politisk analyse
Den politiske hitliste
Her ser du de politiske statusopdateringer, der hitter mest på Facebook lige nu. Se flere

Blogs

Blog: EU bygger på nationalstater

Holger K Nielsen
Fodboldlandsholdene afspejler den multikulturelle forskellighed, som ligger i det moderne Europa.

Blog: Afskaf isolationsfængsling af børn

Louise Holck
Vi kan ikke være bekendt at isolere børn helt ned til 15-årsalderen i op til flere uger. Det er i strid med Børnekonventionen og en lang række internationale anbefalinger.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her