Fortsæt til indhold
Politik

Carl Holst står fast: Medarbejder har ikke ført valgkamp for mig

Forsvarsminister Carl Holst afviser, at han skulle have brugt en regionalt ansat medarbejder - og nuværende spindoktor - til at betjene sig under valgkampen.

Forsvarsminister Carl Holst (V) afviser pure, at han under valgkampen havde en regionalt ansat og lønnet medarbejder til at føre valgkamp for sig.

Det sker efter, at flere medier har fremlagt eksempler på mails, sendt af forsvarsministerens nuværende spindoktor Christian Ingemann - der under valget var ansat i Region Syddanmark.

"Det er vigtigt for mig at understrege, at han ikke førte valgkamp for mig. Han udførte de opgaver, han havde som ansat, hvor han havde til opgave at stå for projektet 'Smart velfærd', og hvor han også var en del af ledelsessekretariatet, hvor han gik til hånde. Og det er det, han har gjort," siger Carl Holst til Jyllands-Posten.

Under valgkampen modtog Radio24Syv eksempelvis en mail fra Christian Ingemann, der begynder således:

"Hej. På vegne af Carl Holst: Thorning-regeringen har indført øget brugerbetaling på i hvert fald to områder."

Lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, Sten Bønsing, mener, at reglerne i den pågældende situation ikke er overholdt.

Carl Holst, hvordan kan det ikke tolkes ind i en valgkampssammenhæng, når den her mail bliver sendt på et tidspunkt, hvor der er 11 dage til et valg og du er folketingskandidat?

"Fordi jeg ikke blev kontaktet som folketingskandidat, men som Venstre-mand og regionsrådsformand. I den samtale blev det udflettet, at man mente, at jeg som regionsrådsformand skulle være betænkelig overfor den daværende oppositions vurderinger af hævelse af brugerbetaling. Så gjorde jeg i samtalen opmærksom på, at man faktisk i forbindelse med den daværende regerings arbejde havde lavet brugerbetaling på sundhedsvæsnet. Det betvivlede de og spurgte, om jeg kunne sende noget om det, og det fik jeg gjort. Det er på vegne af regionsrådsformand Carl Holst."

Men kan du forstå, at nogle undrer sig, når reglerne sådan set er soleklare? Og 11 dage før et valg bliver der sendt sådan en mail fra en person, som ifølge reglerne ikke må føre valgkamp for dig.

"Ja, hvis de tror, at han fører valgkamp. Men det gør han ikke. Han svarede en mail for regionsrådsformanden."

Hvori adskiller den her mail sig fra en mail, som en kampagnemedarbejder ville sende? Jeg har dækket valgkampen som journalist, og det her ligner en opgave, som en kampagnemedarbejder typisk ville stå for.

"Det her ville du måske kunne have oplevet en kampagnemedarbejder lave som opsøgende arbejde. Jeg var overhovedet ikke opsøgende. Jeg havde en samtale med en journalist, journalisten stillede et spørgsmål, og det spørgsmål besvarede jeg så."

Den her sag skaber en masse kritik nu. Er der noget, du fortryder, at du ikke under valgkampen gjorde mere klart?

"Jeg mener, det holder sig inden for reglerne, og derfor fortryder jeg ikke umiddelbart noget."

Det er den sidste af flere sager, der har omhandlet din person i de første måneder af regeringens levetid. Er du en belastning for regeringen?

"Det håber jeg ikke. Det tror jeg ikke. Men jeg anerkender, at der har været nogle episoder. Mit fokus har været at fortælle sagens rette sammenhæng."

TV2 Fyn har tirsdag offentliggjort en sms, som Holst sendte til tv-stationen under valgkampen, hvor han bad journalisterne kontakte Christian Ingemann for at få interviews.

"Må jeg foreslå for fremtiden, at ønsker om interview sker ved kontakt til Christian Ingemann. Christian har adgang til min kalender og kan tage imod besked om formål, ramme, vinkel osv. for interviewet," skrev Carl Holst til TV2 Fyn.

DR Syd og DR Fyn bringer lignende oplysninger.

Jyllands-Posten har også forsøgt at få en kommentar fra Christian Ingemann, men han ønskede ikke at udtale sig.